Ved bordet i hjørnet

[Andreas]

Han fik spist de sidste agurker, veltilfreds og skubbede tallerkenen en smule fra sig, som om havde brug for at indikere 'hey, jeg er færdig!' - for en tom tallerken siger det jo ikke nok.
Han kløede sig kort på brystet, kunne mærke halskæderne omme bag det mørkeblå stof. Halskæderne som han gemte, for at undgå spørgsmål. Han sukkede inde i sig selv. Egentlig ville det være nemmere bare at fortælle folk det hele, men var det det værd? Han vidste godt, at folk før eller siden ville finde ud af det alligevel, så der var vel ingen grund til at force det?
"Jeg var som sagt på efterskole. Sidste år, i Danmark. Jeg fandt bare ud af, at jeg godt kan lide at være væk hjemmnefra - også selvom jeg savner min familie utroligt meget, så kan jeg godt lide friheden og selv at kunne bestemme hvad jeg laver og hvornår." Han rettede sig op i stolen, lagde albuerne på kanten af bordet.
"Og så kunne vi få noget tilskud, hvis jeg tog på skole i udlandet igen, men af ukendte årsager må det ikke være det samme land to gange, så jeg tog Norge. Men her er også dejligt. Det minder om Sverige og det kan jeg godt lide."
Han smilede skævt. En hver patriotisk nordmand ville ikke have brudt sig om den kommentar. At blive sammenlignet med svenskerne! Det var vel som at kalde en skotte for englænder? Men Andreas var ligeglad. Ret skulle være ret og naturen mindede nu meget om hinanden.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar skubbede også sin tallerken fra sig efter at han havde set Andreas, som for at sige at han også var færdig nu. Propmæt var han, han havde faktisk spist mere end han normalt gjorde. Waldemar var på det punkt noget af en tøs, stillet op imod hans far. Tanken fik ham til at smile for sig selv. Når man havde sammenlignet han og sin fars tallerken, var der noget af en forskel. Hans far kunne med lethed spise en tallerken fuld af mad, med top på, og tænk sig, hans egen søn kunne ikke engang spise halvdelen. Det havde altid moret hans mor og søster, mens at hans far havde sagt 'Du bør spise noget mere, min dreng, så du kan blive en stor og stærk mand lige som din far' - men når han havde prøvet, havde han altid endt med at få ondt i maven og kvalme. Derfor havde han bare givet op, og på en måde havde han aldrig haft noget imod at være en lille lort.
"Aah. Jeg har aldrig været her i Norden før. Jeg er fra England, så det er helt nyt for mig i at være i et land som Norge. Men jeg kan rent faktisk godt lide det," mest på grund af at Lukas er her, tilføjede han i sit hoved.
Han betragtede Andreas kort, mens han prøvede at føle efter. Følte han sig tiltrukket af Andreas på nogen måde? Nej. Måske var det kun Lukas han følte sådan for? For de følelser han følte for ham, og den tiltrækning, havde han aldrig nogensinde følt før.
Spørgsmålet farede igennem hovedet på ham. Er jeg så.. Homoseksuel? Ordets øgenavn skreg igennem ham. Bøsse.. bøsse!

[Andreas]

"Men, hvordan havnede du så her?" ville krøltoppen gerne vide. "Man hører tit om folk der farer til London alle steder fra, men det er sjældent at folk fra Storbritanien tager til... ja, Skandinavien."
Han skubbede nogen af krøllerne væk fra panden og så nysgerrigt mod den anden. Andreas spurgte med stor interesse. Han VAR virkeligt interesseret i at vide, hvorfor en brite som Waldemar havde valgt at forlade England og var taget til Norge. Han kunne forstå hvis det var USA, Australien eller Kina - men hvorfor Norge?
"Og hvordan har du egentlig lært norsk?" Det var først nu, hvor han selv sagde det, at det gik op for Andreas at man kunne høre på den anden, at han nok ikke var indfødt nordmand. Derfor var det også først nu det gik op for Andreas, at han måske selv var svær at forstå, nu hvor han ikke snakkede norsk, men svensk; og selvom sprogene minder meget om hinanden, så var der forskelle. Det måtte Sørine jo også indse, da Andreas kaldte tallerkener for 'tallrikar' og ikke for 'platerne', som det ellers hed i Norge - og det kunne vel godt være svært for sådan en, der lige havde lært sproget. Havde Waldemar så forstået alt hvad Andreas sagde? Ja, det havde han vel? Ellers ville han vel bede ham om at gentage? Eller var han for 'stolt' til det?

[Waldemar Schmidt]

"Fordi det var langt væk fra England, men stadig tæt nok på til at jeg hurtigt kunne komme hjem hvis der skete noget." Svarede han. At han var kommet væk fra sin far havde været en stor lettelse, og havde gjort ham til en meget gladere og meget mere livsnydende person.
"Jeg tog et kursus på et 8 måneder med privatlærer, før jeg tog afsted," sagde han med et smil på læben. Ja han havde lagt mærke til at drengen som sad over for sig snakkede svensk, derfor sagde han; "Og på kursuset lærte jeg også lidt svensk, da min lærer mente at det nok ville blive nødvendigt. Har oven i købet også lært lidt dansk, men norsk var jo det vigtigste siden jeg jo skulle hertil, så det er klart det jeg kan mest af."
Han kunne godt forstå at det undrede Andreas, han var også blevet spurgt ind til det et par gange før af de andre elever, så han var efterhånden begyndt at være vant til den lille tale.
Well ja, Waldemar havde haft lidt svært ved at forstå alt hvad Andreas havde sagt, men han havde alligevel fået det til at hænge sammen. Men selv hvis han ikke havde forstået noget af det, ville han ikke have spurgt ind til det. Sådan var Waldemar ikke.

[Andreas]

"Smaaaart!" sagde Andreas med et grin og nikkede med hovedet. Wow, så mente man det da også, hvis man tog et 8 måneder langt kursus med privatlærer(!) for at lære norsk. Norsk, verdenssproget. Dertil var han også ganske imponeret over Waldemar. At han havde lært et sprog så godt på otte måneder. Det var flot! Ganske imponerende. Det sagde noget om en vilje til at lære det - eller et godt sprogøre. Selvom det ene selvfølgeligt ikke skulle udelukke det andet. Andreas selv havde haft svært nok ved at lære engelsk, selvom han efterhånden var blevet okay god. Men han kunne huske dengang han skulle lære svensk i stedet for dansk: han havde glemt dansk fuldstændigt. Men nu var han jo også kun tre dengang. Det var værre da han så skulle lære dansk igen, da han blev ældre. Han havde efterhånden fået et fuldt, dansk ordforråd, men han havde stadig den syngende, svenske accent når han snakkede. Den lå så indgroet i ham, at selv når han snakkede engelsk, så lød han stadig svensk.
Ja, de svenske rødder lå dybt begravet i ham.
"Jeg synes det er flot", sagde svenskeren. "Mycket bra at du sådan har lært så godt norsk på så kort tid. Interesserer du dig generelt for sprog eller var du bare meget opsat på, lige at lære norsk?"
Han måtte vide det. Det måtte han altså bare. Det kunne jo være Waldemar kunne alt muligt andet også. Tysk? Fransk? Spansk? Mulighederne var mange, og Andreas var nysgerrig.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde været utroligt desperat efter at lære norsk så han kunne komme væk, det havde ikke kunnet gå hurtigt nok. Han kunne selvfølgelig også have valgt en skole i USA eller bare i England, men nej.. Det var ikke godt nok. Ikke nok med at det skulle være langt væk, men han ville altså også have noget ud af det. Han havde været i USA så mange gange at han ikke ville finde det spændende at bo der.
Hans lærer havde også rost ham for sin hurtige indlæringsevne, men han havde altså bare en sugehjerne hvad det angik sprog - men fuldkommen omvendt når det handlede om matematik og fysik. Det kunne han slet ikke finde ud af, hvilket havde skuffet hans far meget. Men han kunne ikke gøre for det, uanset hvor meget han prøvede virkede det bare umuligt at blive lige så god til det som han var til sproglige fag.
Rosen fik ham til at se ned i bordet i stedet for direkte på Andreas. Han blev altid så genert og beskeden.
"Jeg elsker sprog, men jeg var også meget opsat på at lære sproget, så jeg kunne komme hertil så hurtigt som muligt,"svarede han med et smil, men så stadig ned i bordet. Han ville ikke prale men han kunne også flydende fransk, rimelig god til spansk og var også begyndt på at lære kinesisk, men blev nødt til at stoppe undervisningen da han jo skulle til Norge.

[Andreas]

(Kinesisk! Jeg har fået at vide, at jeg er god til kinesisk Lærte et par ord af en pige fra Taiwan og begyndte så at sætte sætninger sammen. Det er f*cking svært at udtale, men jeg er åbenbart dygtig *selvtilfreds lyd* - Det sværeste er dog at skrive. Vidste du godt, at der er regler for i hvilken rækkefølge man skal sætte stregerne, når man skriver? Damn.)

Aha! Tænkte Andreas. Så var det altså hverken det ene eller det andet. Han var både opsat og dygtig. Hvor måtte det være fedt. Han ville jo kunne opnå så meget, hvis han udnyttede det. Hvis han læste sprog på universitetet, kunne han jo få en strålende karriere. Desuden var det altid heldigt, at man var god til noget man også interesserede sig for. Tænk at være god til matematik, men at syntes det var røv og nøgler. Eller bedre: tænk at være god til noget, man ikke kunne bruge til noget? Som at kunne nævne alle lande i verden på et kvarter, hvilket nytte ville det give? (*HostCharlieHost*)
"Wow. Bare... wow. Kan du så andet? Er du sådan en omvandrende Google Translate?" Andreas grinede diskret, men han var vildt betaget. Tænk at lære flydende norsk på otte måneder. Han fandt det fascinerende så dygtig Waldemar måtte være, og nu var han interesseret i at vide mere om knægten.
"Ja, undskyld, men det er bare. Norsk på otte måneder. Det er jo vildt flot!"
Andreas havde ikke sådanne talenter. Han kunne spille musik og citere Biblen, men så rakte hans evner heller ikke til så meget andet. Andreas var den middelmådige elev. Hans karaktergennemsnit ikke dårlig, men det var heller ikke super godt. Nogle gange fik han da høje karakterer, men så fik han som regel også dårlige karakterer i noget andet, og det var gerne ting der ikke stemte over ens med hans religiøse overbevisning. Som i biologi, når man lærte om seksualitet eller menneskets oprindelse. Eller i geografi, når man lærte om jordens skabelse.

[Waldemar Schmidt]

(Jeg kender INTET til kinesisk XD )

Waldemars far, Alexander, havde ønsket og rent faktisk krævet at Waldemar skulle blive dommer ligesom ham selv. Han havde altid gerne ville gøre sin far stolt over ham, men.. det med at være dommer, det interesserede ham ikke rigtigt. Han ville ud i verden, ud og opleve noget. Han havde flere gange tænkt på at blive tolk, for på den måde havde han mulighed for at lære en masse sprog og så samtidig få penge for det. Det ville være fedt. Men hans far, uh bare tanken, ville blive rasende. Han havde aldrig sat sig op i mod sin far, men han vidste at han en dag ville blive nødt til det. Han kunne ikke leve sit liv baseret på sin fars ønsker. Ikke for altid.
"Altså.. Ikke så meget.. Jeg kan flydende fransk, og jeg er også okay til Spansk. Jeg var igang med at lære kinesisk, indtil at jeg rejste."
Han grinede over Andreas' begejstring, han havde aldrig set det som noget fantastisk at han lærte sprog hurtigt, så han undrede sig lidt over det. Han kunne ikke se det flotte i det, egentlig, var Norsk på 8 måneder virkelig så godt gået? Han havde jo også fået flere timers undervisning om ugen, og hans far havde glædeligt betalt. Det fik et spørgsmål til at dukke op på hans indre tavle. Med store bogstaver stod der skrevet; 'Ville han så gerne af med mig?'

[Andreas]

(Kinesisk er sjovt! Og havde jeg lige været to - tre år yngre og bare lige dét bedre til matematik, så havde jeg valgt det på gymnasiet!)

Andreas vidste ikke helt, hvad han ville med sit liv. Han havde flere gange tænkt på at blive præst: det var jo så nærliggende. Han vidste i forvejen stort set alt om Biblen, havde læst den flere gange og hvis der var noget han virkeligt, virkeligt troede på, så var det Guds ord og det kristne budskab. Nogle ville sige, at han var blevet hjernevasket fra barnsben, men for Andreas var der ingen anden sandhed, end det lys og den åbenbaring der kom igennem Gud. Men alligevel, så var han ikke så sikker på det der med at blive præst. For katolske præster har egentlig ikke lov til at have kone og børn, for med en familie at forsøge, hvordan skulle de så kunne hengive sig 100 % til Gud? Andreas kunne godt se fornuften i dette, men han var i vildrede, for han ville da gerne have en kone og nogle børn en dag. Så var spørgsmålet bare; hvad ville han helst? Tjene Gud eller have en familie? Det var derfor han nu overvejede, hvad han ellers kunne blive.
"Imponerende. Ganske enkelt imponerende. Du kan ride, spille klaver og snakke flydende fransk. Det er vildt. Jeg er ganske imponeret." Sagde den mørkhårede ærligt og rettede sig op i stolen igen. Han havde lyst til at smække benene op, men det var uhøfligt - især når han havde sko på - så han gjorde det ikke.
"Har du så planer om at bruge dette talent til noget?" Andreas ville synes det var synd, hvis Waldemar ikke udnyttede dette talent. Allerede nu ville han jo kunne oversætte bøger eller tekste tv-shows. Det ville da være ærligt, ikke at få noget ud af, at være så god, ikke?

[Waldemar Schmidt]

(Hahah.. *føler mig meget ung* xD)

Waldemar ønskede sig virkelig inderligt også en familie en dag. Han ville gøre alt for en familie, om han så skulle leve som en middelklassesperson, uden kontakt til sin far, så ville det ikke betyde noget, så længe han havde en sød kone og nogle dejlige børn. Men pludselig slog det ham... Med Lukas kan jeg jo ikke få en familie.. Det burde ikke have kommet som et chok, men det gjorde det. Det var en stor drøm for ham og skulle han virkelig opgive den, bare.. bare for en person?
Pludselig blev han vred på sig selv. Selvfølgelig ville han give op på den drøm! Så længe han var sammen med Lukas, betød det da ingenting! Og en dag kunne de da adoptere, ikke? Jo.. Det håbede han. Tanken forvirrede ham, men han valgte at give den et hårdt spark ud af hans hoved. Hallo, han var 15, ikke noget han burde tænke over nu!
Det er altså intet særligt, svarede han beskedent og så på Andreas med et smil. Han mente det; det var altså intet særligt.
"Hmm, jeg er ikke sikker. I følge min far skal jeg være dommer, så min drøm om at blive tolk bliver nok aldrig en realitet," Han prøvede at gemme den lidt ærgede klang væk, men det lykkedes ikke særlig godt. Hvorfor skulle hans far dog også være så magtsyg og tro at han kunne bestemme alt?

[Andreas]

(Tænkte faktisk over det tidligere. Træls at være alderspræsident i en alder af 19 -.-;

"Hv... Hvorfor ikke?" Andreas skød undrende det ene øjenbryn frem mod næsen, mens det andet øjenbryn røg lidt længere op i panden. "Hvis din drøm er at blive tolk, hvorfor så ikke forfølge den? Jeg mener... Din far vil have dig til at blive dommer, men hvis det ikke er det du vil, hvorfor så gøre det?"
Det var egentlig underligt for Andreas og sige det. Hans forældre støttede ham i hans beslutninger, så længe det stemte over ens med hans katolske baggrund. Men han havde aldrig gjort noget der gjorde det op med den opdragelse han havde fået. Det havde bare aldrig været relevant for ham. Derfor havde han ikke noget rebel-gen til at sige 'pyt med hvad din familie siger! Følg dit hjerte!', men samtidig var han realistisk nok til at vide, at hvad ens forældre sagde og hvad man selv ville, det tit var to forskellige ting og hvorfor skulle Waldemar læse jura, hvis han gerne ville være tolk?
"Nu er det ikke fordi jeg selv er rebel, på nogen som helst måde, men... hvad sker der, hvis du ikke følger din fars ønske? Jeg kender selvfølgelig ikke din far, men jeg ved da at min far hellere vil se mig lykkelig, end noget andet."
Han kiggede spørgende på den anden. Stemningen havde pludseligt ændret sig. Den var langt mere seriøs nu. Der var blevet mere stille i spisesalen. Der var ikke så mange udover dem, og de to virkede pludseligt som nogen der havde kendt hinanden længe, nu hvor de ikke bare smalltalkede mere, men rent faktisk snakkede om vigtige ting. Ting med betydning og mening. Andreas var ikke sikker på, om han var den rigtige til at rådgive i en sådanne situation, men hvad skulle han ellers gøre? Han kunne da ikke bare trække på skuldrene og være ligeglad med, at den anden havde 'problemer', hvis man kunne kalde dem det.

[Waldemar Schmidt]

(Træls at være en lille lort på 15 >w<)

Waldemar begyndte at forklare med et svagt suk.
"Ser du.. Jeg kommer ud af en meget velhavende familie og man kan godt sige at min familie er ret betydningsfuld.. Ikke for at blære mig, undskyld hvis det virker sådan, men altså.. Min far er en ret magtfuld mand, og han vil gerne have at jeg bliver lige så magtfuld. Han ønsker kun det bedste for mig, det er i hvertfald hvad han siger, og derfor ønsker han at jeg skal læse til Jura. At modsige min far det er det samme som at, tjaeh.. modsige Djævlen, lad os bare sige det sådan. Dérfor begyndte jeg at gå til ridning, derfor begyndte jeg at gå til klaver, derfor begyndte jeg at tage ekstraundervisning i alle mulige fag."
Han holdte en kort pause, før han åbnede munden igen, "Det jeg prøver at sige er, at jeg ikke kan modsige ham. Jeg bliver nødt til at gøre som han ønsker. Efter... efter min mors død er han ikke sig selv længere, og derfor vil jeg ikke gøre ham mere ulykkelig ved at frasige mig hans drøm om at jeg bliver dommer."
Han gav et lille smil fra sig. Sådan at åbne sig for andre mennesker, endda en fremmede, var mærkeligt for ham, men faktisk var det ret rart, nu hvor han tænkte over det. Og mærkeligt nok, så stolede han Andreas.
Jeg er så naiv..

[Andreas]

(Åh, hvem der bar var femt... Næ, faktisk ikke :3 Hæhæhæ)

Han fulgte opmærksomt og interesseret med, mens Waldemar snakkede. Efterhånden røg øjenbrynene lidt længere op i panden og Andreas virkede mere og mere fortvivlet. Han kunne godt se, at den andens situation nok var lidt mere kompleks end bare som så. Men det var først da Waldemar sagde, at det svarede til at modsige Djævlen. Andreas stivnede fuldstændig, og slog kors for brystet. Det kunne godt være, at han havde lovet sig selv at være lidt diskret med sin tro, men at den anden kunne snakke om Djævelen på den mode og - endnu værre - sammen ligne sin egen far med Satan selv, det kunne Andreas' katolske ører altså ikke holde til.
Men han sagde ingenting. Han lyttede stadig, for han ville da gerne hjælpe den anden. Dog skulle han ikke kunne modsige, at der nok var et par enkelte ord der var smuttet, for hans hjerne havde lidt kort været i chok over, at Waldemar uden videre nævnte ham der.
"Jamen, det... eh..."
Andreas vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige. Der var mange ting at tænke på, i Waldemars situation. Men af en og anden grund, så havde Andreas en idé om, at der nok skulle være en løsning på det hele, uden at Waldemar var nødt til at gå veje han ikke havde lyst til at gå.
"Faktisk, såeh. Så lyder det mest som om, at din far stadig sørger. Og han burde prøve at komme til bunds i sorgen, inden han skader sig selv og andre." Han vidste ikke hvor de ord kom fra. Han havde aldrig selv prøvet at miste nogen, men hvis manden ikke havde været sig selv siden konen døde og hvis han prøvede at udleve drømme gennem sine børn, kunne det så ikke godt tyde på, at der var noget galt?
"Må jeg kondolere, i øvrigt."

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde hævet et øjenbryn da Andreas var stivnet fuldstændig og derefter slog kors over brystet. Så han var troende? Meget troende, siden at han reagerede sådan, måtte han konstatere. Hvis Waldemar havde vidst noget om den andens trosretning, havde han selvfølgelig aldrig nævnt det, men Andreas havde intet fortalt om sin religion. Derfor lod Waldemar det gå efter at have mumlet et sagte "Undskyld"
Waldemar var knap så positivt indstillet til at der var en løsning. Jo. én løsning, og det var at gøre hvad hans far sagde så han ville blive stolt af ham. Det var jo hvad Waldemar altid havde ønsket, ikke? Så hvorfor blev hans hjerte så gråt af sorg ved tanken..
"Min far sørger i højeste grad, men i stedet for at finde vejen ud, drukner han sig selv i sin depression og alkohol," fnøs han. Hvor var hans stolthed henne? Hvad var der værdigt i at drikke sit liv til spilde? Han havde altid forstået at han var ked af det, det var Waldemar da også, meget endda, men derfor satte han sig da ikke ned og havde ondt af sig selv. Derimod kæmpede han med et smil, kæmpede for et bedre liv med gode, glade stunder.
"Tak, men det er snart lang tid siden."

[Andreas]

Andreas undrede sig kort over, hvorfor drengen sagde undskyld. Han havde nærmest ikke selv opdagede, at han slog kors for brystet, for det faldt ham så naturligt. Alligevel kom han i tanke om, at det nok var derfor.
Åh, han så det?... Nåeh. Det var vel det, så, tænkte han. Så var den hemmelighed ødelagt. Og dog. Hvis han nu bare snakkede videre og lod som ingenting, så kunne det vel være, at den anden glemte det igen? De havde trods alt gang i noget vigtigere, end at gå op i detaljer som, at Andreas slog kors for sit eget bryst.
"Ja, undskyld jeg blander mig. Men han lyder virkeligt til, at skulle have snakket tingene igennem. Overvejet at få ham til at snakke med en psykolog? Eller, det er han vel for stolt til?"
Andreas kendte ikke faderen, men det lød sådan på ham. Hvis han gjorde så meget for at få barnet til at fremstå godt, gøre ham til jurastuderende og dommer, så var det vel fordi der var noget stolthed i det. Noget der ville lyde godt, når man sagde det videre. Det gjorde tolk vel ikke, i finere selskaber? Andreas anede det ikke, han var ikke af fint selskab. Han var fra en standardfamilie der gik op i deres tro - rigtig meget op i deres tro - og som gav deres overskydende penge til Opus Dei fordi... for sådan var det bare. Andreas og broderen, David, havde aldrig manglet noget, men de havde heller aldrig, aldrig levet i overflod. Det var også derfor, at Waldemars situation var så svær at sætte sig ind i, for den mørkhårede svensker.