Ved bordet i hjørnet

[Waldemar Schmidt]

"Min far til en psykolog? Haha, det kan du godt glemme alt om," han fandt det ganske morsomt derfor slog han en varm latter op. Bare tanken om at hans far skulle sidde og tale om hans følelser og tanker, fandt han underholdende. Det ville hans far aldrig gøre, om han så fik penge for det! Om det så galt hans børns liv - Aldrig!
Waldemar var altid blevet forkælet. han havde fået alt han havde brug for, som om at hans forældre troede at de kunne købe deres børns kærlighed og erstatte de matrielle genstande med den tid som de ikke havde til dem. Men nu hvor Waldemar tænkte tilbage, ville han så meget heller have haft en masse kvalitetstid med sine forældre, specielt sin mor, frem for alle de dyre ting.
"Men Andreas? Mange tak for snakken, det var rigtigt hyggeligt at møde dig og jeg håber vi ses igen," sagde han med et bredt smil og rejste sig derefter op. Han skubbede stolen ind til bordet, før at han gik hen til Andreas og lagde sin raske arm rundt om ham i et venskabeligt knus. Det der med andres personlige grænser, det var han ikke heeelt god til. Han klappede fyren på skulderen, og sendte ham et smil med blanke, lige tænder synlig. Det var tid til at han skulle ned på værelset og ringe til sin søster, det havde han jo lovet hende.

[Andreas]

Han trak på skuldren i et 'nå, ja' da den anden sagde, at man godt kunne glemme alt om at sende hans far til psykolog. Det var vel hvad han havde gættet. Manden var for stædig og stolt. Sådan var det jo desværre, med nogen mennesker. Han kom endnu engang til at tænke på, hvor langt væk alt det her lå fra hans egen hverdag. Hans forældre drak ikke. Jo, de kunne godt tage et glas vin til maden i ny og næ. Jesus drak jo selv vin. Men ingen af hans forældre havde nogensinde været fulde. Når man var fuld, så mistede man besindelsen, og havde man ingen besindelse, så glemte man også sine forpligtelser overfor Gud. Derfor ville det i hvert fald aldrig blive hans far, der druknede sine sorger i alkohol. Det kunne Andreas garantere.
"Jamen, i lige måde," svarede han den anden da denne sagde, at det havde været hyggeligt. Han var heller ikke selv så god til det med fysisk kontakt, men det var nærmest af de modsatte grunde: han brød sig ikke rigtigt om det, når det var folk han ikke kendte. Men han havde nu ikke noget imod at lægge den ene arm gengældende om Waldemar og klappe ham et par gange på ryggen.
Han kiggede efter Waldemar som han gik ud. Spøjst som man her kunne møde nye mennesker, ved bare at snakke pænt til dem. Det kunne faktisk godt være, at det her år ville blive en smule ligesom efterskolen?
Andreas rejste sig og så, at Waldemar havde glemt sin tallerken. Nå nå, men han havde da sat stolen ind. Andreas gjorde det samme, satte sin stol ind og tog derefter både sin egen og Waldemars tallerkener og stablede dem oven på hinanden. Han lagde sin kniv oven på og her gik det op for ham, at han stadig havde en gaffel i sin lomme. Han tog den undrende op og grinede lidt, lagde den oven på tallerkenerne. Det var nok bedre at den også blev vasket op, nu hvor den havde ligget i hans lomme, også på trods af, at gaffelhovedet hele tiden havde stukket op ad lommen.
Han tog hele bunken og lagde det over til det andet der skulle vaskes op, og gik derefter roligt ud af spisesalen. Nu ville han gå tilbage til sit værelse. Måske øve lidt saxofon? Læse lidt mere af Første Korintherbrev? Sige sit bordvers. Mulighederne var mange. Måske ville han endda bede for Waldemar.

[Waldemar Schmidt]

// Out