På date på Restaurant Escalon

[Lukas]

Lukas nøjedes med at nikke til det, Waldemar sagde. Det var ikke rigtigt noget at sige til det, i hvert fald ikke hvad han lige kunne komme på.
Da Waldemar beskrev sin søster, forsøgte Lukas at forestille sig, hvordan hun måtte se ud. Alt hvad han kunne få frem var en kvindelig version af Waldemar, hvilket bare ville sige en Waldemar med længere hår og kvindelige former. Han kunne ikke lade være med at smile skævt over sine tanker, som han dog hurtigt skubbede ud af hovedet. Det virkede lidt out of context at han sad og smilede, mens Waldemar meget alvorligt fortalte om sit familieliv.

”Hun lyder da køn,” svarede han. Han syntes Waldemar var pæn, så hvorfor skulle hans søster ikke også være det? Piger havde det jo som regel med at gøre lidt mere ud af deres udseende, så det var meget normalt, at de var kønnere end de fleste drenge.

[Waldemar Schmidt]

Ja de lignede meget hinanden. Næsten samme hårfarve, samme smaragdgrønne øjne, samme spinkle kropsbygning. De kunne faktisk godt ligne tvillinger, hvis man ikke vidste at der var to års forskel imellem dem. Waldemar smilede ved tanken. Som yngre havde de været meget tætte, men efter deres mors død var der liegsom begyndt at vokse en grøft imellem dem. De var stoppet med at tale så meget sammen, de krammede ikke hinanden som de gjorde før, og han læste heller ikke godnathistorier for hende længere. Det hele var bare blevet så trist, så mørkt. Nytteløst.
"Hun er en meget køn pige, desværre udnytter hun det på de forkerte måder, " sagde han, at snakke om det fik en gnist af vrede til at tændes i ham. Den måde ham drengen havde set på hende på og hun havde blot nydt det og smilet flirterende til ham. Forfærdelige pigebarn. Hvor havde han dog haft lyst til at slå tænderne ud på ham fyren, men på den anden side, hans søster bad jo selv om det med hendes påklædning.
"Men se så at spise din suppe, Lukas, inden den bliver kold," sagde han med et varmt smil og lagde sin brækkede arm henover bordet med hånden åben, en hentydning til at han gerne ville holde Lukas' hånd. Med den anden hånd førede han skeen med suppe mod sin mund. Han havde snart spist op.

[Lukas]

”Sådan er det vel med piger,” svarede Lukas. Han havde ikke selv forstand på den slags. Godt nok havde han selv en søster, men hun var jo en del ældre end ham selv, så han havde aldrig rigtigt lagt mærke til, om hun også havde de dér typiske teenage-komplekser, som alle piger havde før eller senere.

Da han Waldemar sagde, at han skulle spise sin suppe, gjorde han, som han fik besked på. Han havde så travlt med at spise op, at der gik lidt tid, før han fik øje på Waldemars åbne hånd. Da han endelig fik øje på den, gled der et stort smil over hans læber. Han lagde sin spinkle hånd i Waldemars og samtidig ikke lade være med at sende hans brækkede arm et vurderende blik.
”Gør det stadig meget ondt?” spurgte han og rettede sit blik mod Waldemars ansigt. Han kunne stadig ikke lade være med at føle sig skyldig over, at Waldemar var faldet af hesten. Det var jo trods alt også lidt hans skyld. Hvis han ikke var gået med til at ride, ville Waldemar aldrig være kommet til skade.

[Waldemar Schmidt]

Han trak på skuldrene, måske var det sådan med piger, men ikke med 13 årige. Eller hvad? Var han bare overbeskyttende? Men han ville jo bare beskytte hende fra alt sorg og ondskab her i verden. Hun skulle jo bare være glad, som hun havde været før deres mor døde. Han savnede hendes glade, barnlige smil. Hun havde ændret sig så meget, men det havde han også, i følge hans far. Han var blevet mere følsom, han var blevet a crybaby, som hans far så sødt havde sagt. Han fnøs indvendig.
Waldemar følte glæden spredes i hans krop da han mærkede Lukas' hånd i sin og han flettede kærligt sine fingre ind i mellem hans.
Om min arm gør ondt? Næh, det er ikke så meget den der gøre ondt, det er slemmest med mine ribben, svarede han med et smil, men tilføjede så; "Men det er okay, det går nok snart over"
Waldemar spiste det sidste af sin suppe færdig og ventede på at Lukas også blev færdig.

[Lukas]

”Det var da altid noget,” svarede Lukas, da Waldemar påstod, at hans arm ikke gjorde ondt. Det var mere hans ribben, den var gal med, men det gik snart over, som han selv sagde.
Det gik op for ham, at Waldemar allerede havde spist op, så han greb fat om sin ske igen og skyndte sig at få det sidste suppe ned. Suppen var kølet ned nu, heldigvis, ellers havde han da fået slemme forbrændinger både i mund og i hals.

Mens de sad der, kunne han ikke afholde sig selv fra at kigge på Waldemar, hvor akavet det end var at de sad i stilhed og kiggede på hinanden. Hans blik gled beundrende over drengens kønne ansigt, hans øjne, hans mund…
”Jeg ville ønske, jeg kunne kysse dig…” lød det fra ham. Det var kun en sagte, næppe hørlig hvisken, men han mente hvert et ord. Når han ham og Waldemar gik fra hinanden, længtes han kun efter at være sammen med ham igen. Han ville mærke hans arme omkring sig og hans læber mod sine.

[Waldemar Schmidt]

"Ja, lægen sagde at det ikke ville gøre ondt efter 3-4 uger, så det vil jeg se frem til," grinede han, han var begyndt at løsne lidt op. Han havde nok været ret anspændt efter sin snak med sin søster, og fordi at han havde været lidt usikker på om hvor vidt Lukas kunne lide det her eller ej. Han havde godt haft mistanke om at Lukas ikke var vant til sådan noget her, men han havde lovet sig selv at han nok skulle vænne Lukas til det. Han smilede ved tanken.
Han lagde godt mærke til drengens beundrende blik og det undrede ham lidt, men han smilede blot kærligt til drengen mens at han støttede sit hoved i sin frie hånd, hvor albuen hvilede mod bordet. Men drengens næste ord fik Waldemar til at slå øjnene op, men hurtigt fik han taget sig sammen og rejst sig op. Han satte sig ned på hug foran drengens stol og lagde blidt en hånd i nakken på ham, før at han trak hans ansigt ned mod sit eget.
Kærligt lod han sine læber mødes med den andens i et følelsesfuldt kys, mens at han lukkede sine øjne i. At Lukas kunne sige sådan en ting kom bag på ham, det havde overrasket ham, men hvor det havde gjort ham glad. Det havde også gjort ham noget helt andet, men det var noget han ikke ville indrømme eller vise, da de jo sad på en restaurant. Godt nok et sted hvor man ikke kunne se dem, men en tjener ville med lethed kunne forstyrre dem, derfor måtte han vente med at få sin dosis Lukas til han kom hjem.

[Lukas]

”Det var godt!” Lukas smilede og slog hænderne sammen. Kun tre til fire uger, og så ville Waldemar være sig selv igen… sådan da, i hvert fald. Lukas ville nok blive nødt til stadig at være meget forsigtig med ham, ellers kom han jo bare galt af sted igen.

Da Waldemar rejste sig fra bordet, fulgte Lukas ham med blikket. Åh nej, han havde hørt, hvad han havde sagt, men Waldemar ville da ikke… da ikke offentligt… ikke her…
Lukas tog grueligt fejl, for snart blev han trukket ind i et kærligt kys. Hvor meget han end havde længstes efter Waldemar læber mod sine og hvor akavet det end lød, så kunne han ikke få sig selv til at lukke sine øjne og nyde det. Nej, hans mørkeblå øjne blev ved med nervøst at glide over imod døren. Den kunne gå op hvert sekund det skulle være… nu, hvor han var mere opmærksom på verden udenfor dette lille rum, var det som om, at lyden af de andre gæsters samtaler blev højere og højere…
Lukas forsøgte at leve sig ind i kysset, det gjorde han virkelig, men han kunne bare ikke. Til sidst blev det for meget for ham, og han trak sig væk fra Waldemar.
”Waldemar, der er altså andre mennesker,” påpegede han, før han gemte sit rødlige ansigt i sine hænder, så Waldemar ikke kunne se ham. Hvad havde han dog gjort? Sæt nogen havde opdaget dem!

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kunne godt fornemme at Lukas ikke rigtigt kunne koncentrere sig om kysset, men på en måde havde han jo selv bedt om det, havde han ikke? Sådan at sige at han ville ønske han kunne kysse ham - Han fik jo bare hans ønske til at gå i opfyldelse!
Da Lukas trak sig væk, kunne han tørre et smøret smil væk fra sine læber, hvor var han dog kedelig~ Så Waldemar rejste sig bare og satte sig hen hvor han sad før, på stolen over for Lukas. Drengen kommentar om at der var andre mennesker, svarede han ikke på, han betragtede blot drengen mens at han gemte sit ansigt i hænderne, sikkert fordi at hans kinder havde påtaget sig en rød farve.
"Undskyld" sagde han uskyldigt og så på ham som om at han fortrød det. Også selvom at han ikke rigtigt gjorde.

[Lukas]

Lukas skar en grimasse bag sine hænder, da han så Waldemars smørrede smil. Han kunne lige forestille sig, hvad der foregik inde i hovedet på ham lige nu. Men han havde selv bedt om det, så da Waldemar undskyldte, sukkede han blot.
”Jeg skulle bare have holdt min mund,” mumlede han lettere mut. Så rettede han sin ske imod Waldemar og fortsatte i et noget mere muntert tonefald, ”men det betyder ikke, at jeg ikke tager hævn, når vi kommer ud herfra.”Hævn i form af hvad vidste han ikke endnu, men han skulle nok finde på noget. Waldemar kunne bare vendte sig.

Han lagde sin ske fra sig og placerede sin albue på bordet, så han kunne hvile sin ene kind i håndfladen. Hans blik gled over mod døren adskillige gange, for han endelig kiggede hen på Waldemar igen.
”Tager det altid så lang tid for dem at lave maden?” spurgte han undrende. Det var noget andet end på en fastfoodrestaurant, hvor maden kom flyvende, lige så snart man havde bestilt den.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar fik bange anelser da drengen svarede på den mutte måde, det havde jo ikke været meningen at gøre ham trist eller sur på nogen måde. Han havde jo selv sagt at han ønskede at han kunne kysse ham, så hvad var problemet? Men han valgte bare at lade det gå.
Han grinte dog da Lukas peger på ham med skeen og advarede ham for hvad der ville ske når de kom hjem, "Uh hvor er jeg bange!" Drillede han og rækkede tunge af drengen mens at han blinkede til ham med en påtaget barnlighed. Nogen gange savnede han virkelig at være lille igen.
Waldemar skulle lige til at åbne munden for at svare Lukas, da tjeneren slog skydedøren op. Han kom balancerende med et fad med både drinks og tallerkener på og delte det ud foran dem. En tallerken, en drink og så en skål med lækker salat i alle sommerens farver til hver. Maden duftede forrygende og drinksene så så sommer-agtige ud. "Må jeg tillade mig at præsentere retten?" spurgte tjeneren og med et smil nikkede Waldemar.
"Vores fineste kalvekød der er fyldt med sommerens tørrede frugter samt løg, kogt i Treviso radicchio og nye kartofler i pebersauce," Præsenterede tjeneren retten. Waldemar havde ikke vidst hvad de skulle have til hovedret, han havde kun bestilt suppen og desserten på forhånd, men han var ret tilfreds med retten som de havde udvalgt til dem. "Må maden smage Dem," sagde tjeneren og forlod dem.
Maden duftede så lækkert og drinksene havde en flot sommergul farve, hvor et sugerør stak op. På kanten af glasset sad der en skive citron.
"Jeg håber du kan lide det," sagde Waldemar kærligt og sendte drengen et drilsk luftkys og tog så en tår af sin Mango Dream. Det var længe siden han havde smagt sådan en, så han kunne ikke lade vær med at fryde sig ved smaden.

[Lukas]

(Jeg fik lige tid til hurtigt at svare inden aftensmaden. Yay for mig!)

”Bah!” lød det fra Lukas, da Waldemar gjorde nar af hans trussel og endda gik så vidt som til at række tunge af ham. Tsk, om han syntes, det var sjovt eller ej, det måtte han selv om… han kunne bare vente sig, til de kom ud herfra! ”Det har du også bare at være!”

Lukas fik svar på sit spørgsmål, da døren pludselig gik op, og ud kom tjeneren med to tallerkener, to skåle og to drinks. Hans blik gled nysgerrigt over maden, da tjenerens forklarede, hvad den bestod af. Det lignede noget, han havde fået før, men tjeneren fik det til at lyde så fint, så han kom helt i tvivl.
Han rystede på hovedet og tog en tår af sin Mango Dream. Der var endda sugerør i – hvor fancy. Han rettede blikket over imod Waldemar lige tidsnok til at se det luftkys, han sendte ham. Han skar en grimasse, som dog hurtigt blev erstattet af et smil.
”Det håber jeg også,” svarede han og tog fat om sin gaffel.

[Waldemar Schmidt]

(Yehaaw!)

Waldemar frygtede ikke ligefrem for hvad Lukas havde tænkt sig at gøre når de kom hjem, Lukas var ikke rigtigt den mest frygtindgydende person han havde mødt - Tværtimod! "Tro mig; det er jeg" grinede han til svar.

Det kunne ganske rigtigt være noget han havde fået før, for Waldemar havde bedt om at det ikke blev noget overdrevet noget, det måtte vente til desserten. Han frydede sig ved tanken om den dessert han havde bestilt. De havde været lidt i tvivl om de kunne skaffe det da Waldemar havde ringet og spurgt, men med lidt bestikkelse havde de overgivet sig og lovede at finde ud af noget. Han glædede sig!
Han grinede over Lukas' grimasse over hans luftkys, og nikkede til det som han sagde. Waldemar tog også fat om gaflen og kniven og begyndte at smage på sagerne. Det smagte ganske udmærket, faktisk, ikke perfekt, men det var godt nok og var pengene værd. Så han var tilfreds.
"Du har ikke fortalt så meget om dig selv.. Så fortæl.." sagde han nysgerrigt mens at han betragtede drengen over for sig. Waldemar havde besvær med at bruge bestikket da han jo havde brækket sin arm, men det gik, dog lettere anstrenget.

[Lukas]

Waldemar grinede af ham, og det fik Lukas til at stikke tungen ud af munden. Bleh. Han var selv ude om det, så!
Lukas prikkede lidt til sine grøntsager med gaffelen. Han havde aldrig brudt sig om alt det dér sunde stads, så i stedet smagte han på kartoflerne og kødet. Det smagte næsten lige så godt som det så ud, så han spiste det noget hurtigere end suppen, de havde fået til forret.

Da Waldemar bedte ham om at fortælle om sig selv, var han næsten ved at blive kvalt i en kartoffel. Han kunne da ikke bare sidde og fortælle om sig selv – det ville blive kedeligt at høre om i længden! Desuden vidste han ikke, hvad han skulle sige. ’Hej, jeg hedder Lukas, jeg er femten år og går på kostskole?’… Waldemar kunne tro, det blev løgn.
”Glem det,” lød fra Lukas. "Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige."

[Waldemar Schmidt]

Da Lukas rakte tunge af ham, kunne han ikke lade vær med at grine kærligt af ham, denne dreng varmede virkelig hans hjerte, han gjorde hans førhen ret så ulykkelig liv, til en dejlig drøm.
Waldemar burde egentlig også koncentrere sig mere om at spise maden som stod foran ham, men han kunne ikke rigtigt trække blikket væk fra Lukas. Han havde lyst til at holde om ham og kysse ham og bare fortælle ham hvor meget han elskede ham. Men lige nu ville det være ganske upasende.
Waldemar lagde hovedet uforstående på skrå da drengen sagde at han godt kunne glemme det. "Okay.. Din familie? Hvordan er din mor? Hvad med din far?"
Han var rimelig desperat efter at få mere at vide om Lukas. Han ville kende alt om ham, både det positive og negative - Han tvivlede dog på at der var ret meget negativt ved denne dreng. I hans øjne, var han perfekt.

[Lukas]

Waldemar gav åbenbart ikke op. Det glædede dog Lukas, at den anden skiftede taktik og i stedet begyndte at stille spørgsmål. Så slap han for selv at skulle vride sin hjerne for at finde på noget, han kunne fortælle om sig selv.
”Min mor er fin nok, men hun arbejder stort set altid, så jeg ser ikke så meget til hende, når jeg er hjemme. Min far er død, men til gengæld har jeg en søster.”
Han lyste op i et smil, da han havde færdiggjort sætningen. Det dér med at hans far var død, havde egentligt aldrig generet ham. Den stakkels dreng havde jo aldrig prøvet andet end at leve uden en far, så hvordan skulle han kunne vide, hvordan det var at have en? Selvfølgelig havde det gjort ham ked af det, når alle de andre drenge stolt snakkede om deres fædre, men så havde han til gengæld sin mor og søster, og de var nok for ham. Nogen gange kunne de endda blive mere end nok, når de blev alt for tøsede, og så ønskede kunne han finde på at ønske dem langt væk… okay, han måtte indrømme, at det måske kunne være rart at have en far en gang i mellem. Eller i det mindste bare en bror.
Men nu havde han da Waldemar. Godt nok var Waldemar ikke den mest maskuline dreng, han havde mødt, men Lukas ville ikke ændre noget som helst på ham, selv ikke hvis han fik chancen.
”Hvad med dig?” skyndte han sig at spørge igen for at samtalen ikke skulle gå i stå.