På date på Restaurant Escalon

[Waldemar Schmidt]

Waldemar åbnede døren ind til den dyre og populære restaurant Escalon. De blev imødekommet af en dejlig duft af varm mad og travle tjenere styrtede frem imellem køkkenet og de veldækkede borde. Restaurantens farvetema var rødt, dugene var røde, stolenes betræk var røde, de tændte lys var endda også røde. Alt i alt var Waldemar godt tilfreds med udseendet på denne restaurant. Dette var første gang han spiste på restaurant i Norge og med hans høje standard ville det være svært at stille ham tilfreds. En gang luksusdyr, altid luksusdyr. De fleste borde var fyldt op med fine gæster, de fleste businessfolk der havde møder, men også enkelte par der sad og nød hinandens selskab i denne romantisk indrettede restaurant. På grund af de mange folk, glædede Waldemar sig over at han havde bestilt bord, faktisk i et helt andet rum.
"Kom," sagde han til Lukas med et varmt smil på læben, han glædede sig til at vise Lukas hvor de skulle sidde. Han havde fået arrangeret noget helt specielt til ære for ham. Han havde virkelig haft lyst til at gøre noget helt specielt for Lukas, for at vise ham hvor meget han holdte af ham. På et punkt var Waldemar en smule materialistisk.
Han takkede sin mor for de penge hun havde efterladt ham i arv, for ellers ville han aldrig have haft råd til det her.

[Lukas]

Lukas fik sig et mindre chok, da de trådte ind af døren. Restauranten så overdrevet fin ud, meget finere end nogen restaurant, han nogensinde havde været på, og det sagde endda ikke så let. Han kunne ikke tælle de gange, hvor hans mor havde hevet ham og hans søster med ud at spise, fordi hun var for stresset til selv at lave mad. Det havde dog altid været på en eller andet billig restaurant eller et fastfood sted, hvor der var fyldt med små, skrigende møgunger.
Sådan var det ikke her. Lukas kastede et blik rundt på de røde borde og ved adskillige af dem sad der fuldvoksne mennesker i jakkesæt, sikkert nogen der havde levet et langt og lykkeligt liv og tjent en masse penge. Han kunne ikke få øje på andre på ham og Waldemars alder, hvilket fik ham til at føle sig en smule utilpas. Det, og så at restauranten så så fin og dyr ud. Han følte sig så malplaceret i sine slidte jeans, sin hvide T-shirt og den åbne, lyseblå skjorte, han havde udenpå.

Han nikkede til Waldemar, da han bad ham følge efter ham. Hans blik gled fortsat frem og tilbage mellem det ene røde bord til det andet, før det endelig landede på Waldemar.
”Er du sikker på, at det er okay, det her?” spurgte han og rynkede let på sine bryn. ”Her er virkelig dyrt…”

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var iført en hvid mærkeskjorte med et sort slips om halsen, samt et par almindelige jeans, Waldemar havde heller ikke rigtigt gjort noget ud af sig selv, så Lukas skulle ikke føle sig alt for malplaceret.
"Ja ja, det skal du slet ikke tænke på," svarede han med et blændende smil før at han førte Lukas op til receptionen (kunne virkelig ikke komme på det rette ord ><) og sagde venligt. "Jeg havde bestilt et bord til to i et privatlokale," samtidig med at han havde et hemmelighedsfuldt glimt i øjet.
En tjener i dyrt jakkesæt bad dem om at følge med og de blev ledt igennem restauranten, ned til en skydedør bagerst i lokalet. Hvad der ventede inde bag ved, vidste Lukas udemærket, for han havde været med til at indrette det.
Men da han kom ind, blev han stadig lamslået. Det var blevet så flot!
På en lille træterasse, stod et flot opdækket bord. Der var ingen dug på, men på bordets ben var der ridset flotte mønstre. Det så enkelt, men romantisk ud. Stolene var ganske normale og stod på hver side af bordet. På bordet stod der en stor buket med røde roser og en lanterne med et lille lys indeni.
Men det mest overvældende var udsigten. Terassen lå ud over en lille sø, med det klareste vand hvor åkander boltrede sig livligt.
"Kan du lide det?" Spurgte han Lukas, en smule usikkert. Han håbede virkelig at han kunne lide det.

[Lukas]

Da Waldemar sagde, at han ikke skulle tænke på det, skulle Lukas til at sige ham imod, men for sent. Waldemar havde allerede hevet ham med op til receptionen, så han besluttede sig for, at han hellere måtte holde mund. Han ville trods alt ikke gøre sig til grin over for tjeneren, der skulle vise dem hen til deres bord.
Lukas fulgte villigt med. Han var både spændt og nervøs men også en smule bekymret. Sæt nu Waldemar havde brugt alt, alt for mange penge på det her… Lukas var fra en familie, hvor pengene aldrig rigtigt rakt langt nok, så han var vant til at skulle holde styr på hver en mønt og spare så meget som muligt. Godt nok vidste han ikke meget om Waldemar og hans familie, men han var nu ret sikker på, at deres livsstil var helt anderledes end hans.

Da han så stedet, de skulle spise, lød det et lille gisp fra ham. Det var så flot! Han fik dog hurtigt tørret det overraskede udtryk af ansigtet, da han fik et underligt blik af tjeneren. Lukas kunne nu godt forstå ham – manden var nok ikke vant til at få den reaktion fra de spisende. De fleste af dem var nok vant til, at alting var så fint, så denne restaurant var sikkert ikke noget særligt i deres øjne.
”Ja. Det er så flot!” svarede han.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar takkede tjeneren mange gange for at de havde gidet at hjælpe ham med hans lille projekt. Tjeneren bukkede høfligt og forlod dem, og lukkede døren så de var helt alene ude på terassen så de ikke blev forstyrret.
Han lyste op i et stort smil da han Lukas sagde at han syntes at det var flot. Han var så glad for at han kunne lide det. Han tog blidt fat under hagen på Lukas og kyssede ham kærligt, men ganske kort. Normalt ville han ikke have kysset ham offentligt, men lige nu var de jo alene, så han så ikke noget problem i det. Bagefter puffede han drengen blidt hen imod bordet og trak stolen ud for ham, som en rigtig gentleman. Ja, han havde styr på sine gode manere.
Han havde virkelig ønsket at gøre noget specielt for Lukas, han gad ikke det helt normale. Selvfølgelig kunne det være hyggeligt at tage en bid pizza på en pizzaria af og til, men han havde haft lyst til at invitere Lukas ud på en helt speciel date. Waldemar vidste det ikke selv, men han var lidt af en romantiker.

[Lukas]

Lukas mærkede et lille sug i maven, da Waldemar kyssede ham. En ting var at de kyssede privat, men det var noget helt andet at gøre det offentligt. Noget, som han faktisk var lidt flov over, for hvad ville folk ikke tænke om dem? To drenge, der kyssede… Folk brød sig ikke om den slags. Når han var sammen med Waldemar, var det som om, at de var i deres egen lille eventyrverden, men lige så snart de kom ud i offentlige, blev han brutalt revet tilbage til virkeligheden.
En let rødmen bredte sig under hans fregner, da Waldemar trak stolen ud for ham. Var det ikke normalt det manden gjorde for kvinden? Det satte virkelig nogen tanker i gang i hovedet på Lukas, men alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på, hvor romantisk det hele var.
”Tak,” lød det fra ham og han sendte Waldemar et smil, før han tog plads på stolen.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar ville heller ikke have haft kysset Lukas hvis der havde været folk omkring dem. Om det så havde været Lukas eller en anden, måske en pige, det ville være lige meget, han synes bare ikke selv at det var rart at se på fremmede stå og nærmest spise hinanden, så derfor ville han selvfølgelig ikke gøre det samme, det ville jo være dobbeltmoralsk. Også selvom at han havde lyst til det.
Han smilte da han så drengen få røde kinder, det var simpelthen så kært den måde han rødmede på. Han havde lyst til at kramme ham tæt ind til sig, men det ville ikke ligefrem være så sofistikeret eller romantisk. Derfor lod han være. Han stod blot og holdte stolen for den rødhårede fyr.
Da Lukas havde sat sig, tog han selv plads på den anden stol som stod over for Lukas.
Med det samme kom der en tjener gående med en fin skål i hver hånd. "Værsgo," sagde tjeneren da han satte en skål ned foran dem. I skålen var der en god suppe, pekingesuppe, som Waldemar holdte meget af, en af hans favoritsupper. Tjeneren stillede også en kurv med brød i midten af bordet. "Hvad vil De have at drikke?" spurgte tjeneren.

[Lukas]

Da tjeneren spurgte om, hvad de ville have at drikke, vendte Lukas straks blikket mod Waldemar. Han havde ingen anelse overhovedet om, hvad man drak, når man var på så fint et sted. Normalt ville han bare have bestilt en cola, men mon ikke Waldemar ville synes, han var underlig, hvis han gjorde det?
”Det…” Han gik i stå og sendte Waldemar et blik, der talte sit tydelige sprog. Du bestemmer, du bestemmer, du bestemmer!

For ligesom at fjerne lidt af tjenerens opmærksomhed fra sig selv af, tog han sin ske og begyndte prøvende at prikke til suppen, som om den interesserede ham mere end samtalen lige nu. Suppen var varm og dampende, så han lagde dog hurtigt skeen fra sig igen. Det ville være dumt at smage på den, før han havde noget koldt at drikke. Sæt nu han brændte tungen. Det gjorde han altid…

[Waldemar Schmidt]

Han kunne ikke holde et overbærende smil tilbage da drengen så desperat på ham. Men ja, dét med at bestille cola, det ville Waldemar ikke have været helt tilfreds med, så hvis han havde kunne læse Lukas' tanker, ville han havde været glad for at Lukas havde tigget om hjælp.
Men Waldemar var ikke helst sikker på hvad Lukas kunne lide og hvad han ikke kunne lide, så derfor bestilte han bestilt en drink som han altid havde elsket. "Vi vil gerne bede om to Mango Dream uden alkohol, tak," svarede han venligt, og tjeneren forlod terrassen med et høfligt nik.
"Du kan godt lide mango og passionsfrugt, ikke?" Spurgte han Lukas med et varmt smil. Han betragtede drengen mens at han prikkede til suppen med skeen, han så nu ganske kær ud som han sad der. Waldemar vendte blikket ud mod udsigten og en indre ro sneg sig ind på ham. Kunne det her blive meget bedre?
Ja, det kunne det, rungede en stemme for hans indre. Mødet med hans søster havde han tænkt meget over og han havde fortrudt den lussing han havde givet hende. Han måtte opsøge hende en dag og undskylde, men hun havde fortjent den. Hvis hun havde snakket sådan til far, uh, Waldemar turde ikke engang forestille sig det!
Men for ikke at begrave sig i de negative, dyster tanker, gav han dem et velfortjent spark ud af hans hoved og rettede opmærksomheden imod Lukas. Han håbede at han kunne lide stedet og kunne lide maden.

[Lukas]

Lukas fulgte tjeneren med blikket, da han forlod terrassen. Han havde ingen anelse om, hvad det var, Waldemar lige havde bestilt, ud over at det var noget med mango. Det var nok en drink af en art, for han tvivlede på, at det bare var juice… den slags serverede man bare ikke på en dyr restaurant som denne.
”Jo, selvfølgelig,” svarede han Waldemar og sendte ham et mildt smil. Mango kunne han i hvert fald godt lide, men passionfrugt var en helt anden sag… han var ikke engang sikker på, hvad det var for noget, så han vidste ikke, om han kunne lide det eller ej. Men det måtte jo komme an på en prøve.

Waldemar sagde ikke så meget, og det gjorde han heller ikke selv. Han kunne ikke lade være med at tænke, at det var en smule akavet at de sådan sad over for hinanden ved et bord, og han mærkede noget af den gamle generthed snige sig ind på ham. Han forsøgte dog at ryste den af sig. I ren desperation efter at samle sin opmærksomhed om noget andet, gav han sig til at betragte åkanderne i søen. De var ikke med blomster, men det var vist heller ikke lige tidspunktet til det nu.
”Her er virkelig fint.” Han kiggede hen på Waldemar og smilede let til ham. Med ’fint’ mente han både fint som på den kønne måde men også fint som i, at det hele så dyrt ud. Han var ikke vant til, at andre brugte penge på ham, så han ikke afholde sig selv fra hele tiden at bekymre sig om, hvor mange penge Waldemar mon havde brugt på det her.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar ville da aldrig have bestilt noget helt normalt, det var ikke godt nok til ham. Når det kom til restauranter, hoteller osv, så var det billigste ikke godt nok for Waldemar, han kunne godt lide kvalitet, helst 5-stjernet, hvis det var muligt. Men Waldemar smilede glad og sagde "Det er jeg rigtig glad for," da han hørte at Lukas godt kunne lide både passionsfrugt og mango, så behøvede han i det mindste ikke at lave bestillingen om.
Waldemar var ikke helt klar over hvad han skulle sige, han følte sig faktisk lidt akavet. Han ønskede jo bare at gøre det så godt for Lukas som han kunne, men Lukas virkede bare så stille at han ikke var helt sikker på hvad han skulle gøre
Han lystede op i et bredt smil da han hørte at Lukas syntes at her var fint. "Så, det er godt nok?" Han var ikke normalt en person der var usikker på sig selv, i hvertfald ikke på ydersiden, så at hans stemme rystede lidt, var noget der sjældent skete, men lige nu skete det.
Waldemar tænkte ikke på hvor mange penge han brugte, for så længe Lukas var glad, så betød penge intet. Bare at se drengen smile, var det hele værd. Waldemar tog fat om skeen og begyndte at spise af suppen, dog forsigtigt da den stadig var ret varm.

[Lukas]

Lukas bemærkede godt, at Waldemars stemme rystede ganske let, da han spurgte, om det var godt nok, så han tøvede ikke et sekund med at svare ham.
”Det er mere end godt nok,” svarede han og sendte Waldemar et forsikrende smil. Han skulle så sandelig ikke tro, at Lukas løj for ham. Det hele var perfekt, nej, mere end det… det var noget, som han aldrig nogensinde kunne have drømt om... eller som han nogensinde havde drømt om. Lukas var ikke et specielt materialistisk menneske, så for hans skyld kunne de lige så godt have siddet inde på værelset og spist pizza. Når bare han var sammen med Waldemar, så var det lige meget, hvor de var eller hvad de foretog sig.

Han prikkede lidt til sin suppe igen. Og igen bemærkede han den, den dér akavede stilhed. Han ville så gerne sige noget, men hvad? For at gøre stilheden lidt mindre pinefuld, tog han en stor mundfuld suppe. Og fortrød det i samme sekund. Han havde glemt alt om, hvor varm suppen var, så han kunne mærke den brænde hele vejen ned gennem halsen. Han forsøgte dog at skjule det, selvom han blev en anelse rød i kinderne af varmen.
"Undskyld, Waldemar," rød det så pludselig ud af ham, "at jeg ikke siger noget. Jeg er bare ikke så vant til at spise på sådan et dyrt sted."

[Waldemar Schmidt]

Waldemar betragtede Lukas med et taknemmeligt smil da han forsikrede ham om at det var mere end godt nok, det gjorde ham glad at høre det, at Lukas satte pris på det, men alligevel syntes han ikke at Lukas virkede spor begejstret.
Suppen var ret varm, men Waldemar tog stadig nogle få skefulde, men pustede dog på den før at han tog skeen i munden, så da Lukas sådan bare tog en hel skefuld uden så meget som at puste, hævede han et øjenbryn. Hvad gik der dog af ham? Han kunne godt se at drengen fik røde kinder af varmen men han valgte ikke at nævne noget, da det måske kunne få Lukas til at reagerer som den nat da de havde prøvet at finde skolekøkkenet. Han ville jo ikke gøre Lukas til grin eller noget.
Han så op da drengen undskyldede for ikke at sige noget.
"Det skal du slet ikke tænke på," sagde han med et kærligt smil, og fortsatte så, "Men smil lidt, søde Lukas" og smilede selv et bredt, men charmerende smil.
"Men ved du hvad? Min søster, Elisabeth, jeg mødte hende her på skolen! Hun skal åbenbart gå her, selvom at jeg ikke havde fået noget at vide om det," Han sagde det egentlig kun for at få noget at snakke om, men stadig var forundringen tydelig i hans stemme.

[Lukas]

Lukas smilede, da han hørte Waldemars ord. Det var ikke fordi Waldemar bad ham om det, man fordi den andens smil altid kunne få ham til at smile.
At Waldemar skiftede emne til sin søster, kom dog noget bag på ham. Ikke så meget emneskiftet i sig selv men mere det, at Waldemar havde en søster. Hende havde han aldrig nævnt før. Nu, hvor Lukas tænkte over det, vidste han jo faktisk intet om Waldemar. Og omvendt havde han ikke fortalt Waldemar noget om sig selv.
”Det er da underligt, at du ikke har fået noget at vide om det,” lød det undrende fra Lukas. Gad vide hvorfor… havde Waldemars familie bare ikke særlig meget kontakt med hinanden? Nah, det havde de nok, for Waldemar lød overrasket over, at han ikke havde fået noget at vide om det…
”Hvordan ser hun ud?” fortsatte Lukas. Han sagde det egentligt mest bare for at holde samtalen igang, men han var faktisk også blevet en smule nysgerrig. Mon hun lignede Waldemar?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kunne ikke holde et kærligt grin tilbage da drengen smiler. Hans smil var det vigtigste i verden. Så længe Lukas smilede, så kunne mørket ikke røre ham.
"Hmm, det er mere, det er jo en vigtig ting at hun flytter skole, vil jeg da sige," Ham og hans familie havde ikke specielt meget kontakt efter deres mor var gået bort, men stadig, det var jo vigtigt, som han også havde fortalt Lukas, endda når Elisabeth skulle gå på samme skole som ham. Faktisk skuffede det ham at hverken hans far eller Elisabeth havde sagt det lidt før, så han ikke var blevet så forskrækket over at have set hende på skolen. Han havde jo troet at der var sket noget. Måske var der også det? Han anede det ikke, for Elisabeth havde åbenbart været sur på ham, og så havde han endt med at stikke hende en lussing. Ikke at hun ikke fortjente den, men han fortrød det noget så grusomt.
"Elisabeth har nogenlunde samme hårfarve som mig, lidt mørkere måske, men præcis samme øjenfarve, som vi har arvet fra vores mor. Med hendes 13 år, ser hun ret voksen ud, det ligner hun er på alder med mig - Derfor har folk tit spurgt om vi var tvillinger," mens at han snakkede om sin utroligt kønne søster, skinnede hans øjne. Han elskede hende virkelig højt, uanset hvor ubehagelig hun var og hvor grimt hun behandlede ham. Hun ville altid være hans lille Elisa og minderne fra deres barndom kørte gennem hans hoved.
Han så lidt ned i sin suppe, fordybet i sine minder, men fik med besvær skubbet dem væk. Hans suppe var i tilpas varm nu, derfor behøvede han ikke længere at puste på den hver gang han førte skeen til munden.