På date på Restaurant Escalon

[Waldemar Schmidt]

Selvfølgelig gav Waldemar ikke op. Sådan en slags person var han slet ikke, han blev ved indtil at han havde opnåede det han ville. Han var stædig, hvilket af og til kunne blive for meget for nogle personer, men det var han ret ligeglad med. Han var jo som han var og han ønskede ikke at være en anden. I hvertfald ikke personlighedsmæssigt. Hans familie ville han ikke have noget imod at bytte ud til tider.
Waldemar blev lidt ked af det, da han hørte om Lukas' familie. En mor der arbejdede altid og en afdød far. Fedt, tænkte Waldemar sarkastisk, men nikkede blot til hvad drengen sagde, han ville ikke ynke ham eller gøre ham ked af det. Waldemar kendte alt for godt til folk der sagde 'Det er jeg ked af, jeg forstår,' - ikke en skid de forstår! De har aldrig prøvet det, derfor skal de ikke sige at de forstår det. De havde ingen anelse om hvordan det var at miste en mor og at ens far forvandlede sig til et fordrukkent, arrigt dyr.
Waldemar forstod ikke da drengen lyste op i et smil. Så han var ikke ked af det over det? Han forstod det ikke, han havde jo ondt af Lukas. Dét med at have mistet en forælder kendte Waldemar jo godt til og det var noget der gjorde ondt og ødelagde en del af en. Som om at en del af sig selv manglede. Men han vidste ikke hvornår Lukas havde mistet sin far, det betød jo også noget.
Han tænkte lidt over hvad han skulle sige, men svarede så, "Jeg havde en rigtig dejlig mor, men hun døde et år siden. Min far bor hjemme i England, men han er ikke helt sig selv for tiden, derfor er jeg her. Derud over ved du jo at jeg har en søster."
Han sagde det med et smil på læben, før at han spiste videre.

[Lukas]

Lukas nikkede lidt for sig selv, da Waldemar fortalte om sin familie. Han havde efterhånden regnet det hele ud, da Waldemar havde snakket en hel del om sin familie, faktisk. Han havde dog kun nævnt sin far og søster, så det gav lidt sig selv, at han ikke havde så meget med sin mor at gøre. At hun ligefrem var død, kom dog ikke bag på Lukas.
”Det er da trist, det med din mor, men i det mindste lærte du hende at kende,” lød det fra ham. Waldemar havde levet uden sin mor i et år – Lukas havde levet hele sit liv uden sin far. Hvis han kunne, ville han hellere end gerne rejse tilbage i tiden og lære sin far at kende. Hans mor havde ikke snakket så meget om ham, sikkert fordi hun savnede ham og bare det at nævne ham var nok til at bringe minderne tilbage, men Lukas havde på fornemmelsen, at han havde været en rar mand.

Han lagde sit bestik fra sig og tog en tår af sin drink. Passionsfrugt smagte åbenbart meget godt, for det gjorde drinken i hvert fald.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar elskede både sin far, søster og mor meget højt men efter mor var gået bort, var deres familie blevet revet itu. Hans far havde foretrukket flasken frem for sine børn, hans søster foretrak a være en forkælet møgunge og han selv, ja, han ville mere end noget andet gerne have sin rigtige familie tilbage. Selvom at deres far altid havde været en streng mand, så havde han aldrig været så voldsom og ustyrlig nu. Han savnede sin lille søde søster som så op til ham, som nærmest tilbad ham, og nu.. nu var det hele bare gået i stykker.
"Ja.. Hun var en dejlig kvinde," sagde han med et skævt smil. Ud fra det som Lukas sagde, konkluderede han at Lukas aldrig havde kendt sin far. Han gav ham ret, han var også meget taknemmelig for at have lært sin mor at kende før at hun gik bort. De havde haft nogle dejlige tider sammen, også selvom at de var få, på grund af hendes arbejde.

"Kan du lide den?" Spurgte han og nikkede mod drinken. Han tog også selv en tår, frydede sig over den dejlige smag.

[Lukas]

"Mhmm." Lukas nikkede ivrigt. Drinken var noget helt andet end cola, men han kunne lide den. Den var sikkert også en hel del sundere, da der var rigtig frugt i og ikke en masse sukker og farvestoffer...

Han fortsatte med at spise, og mens han gjorde det, kunne han ikke lade være med at sende blikke henover bordet mod Waldemar.
"Hvordan er der egentligt i England? Jeg har aldrig selv været der."
Han trak på skuldrene. Han sagde det mest af alt for at holde en samtale kørende, men han var nu også en smule nysgerrig. England måtte være noget anderledes end Norge. Måske en anelse mindre bakket og med midnre landskab - eller hvad?

[Waldemar Schmidt]

Da han hørte fra Lukas at han godt kunne lide Mango Dream, lyste han op i et stort smil. "Det er min favoritdrink," oplyste han mens at han betragtede drengen. Ja, han så tydeligvis også ud til at nyde den. Smagen af mango og passionsfrugt blandet sammen var altså også helt perfekt.

Waldemar så med et hævet øjenbryn på Lukas da han spurgte ham om hvordan England var. "England.. Tjaeh.. Englænderne kan godt virke ret arrogante og reservede, og deres humor bygger meget på selvironi og sarkasme.. " svarede han, men tilføjede, "Der er en del natur i England, ikke i London og i byerne, men når man kommer ud derfra er der meget bemærkelsesværdig natur"
Waldemar vidste ikke hvad han ellers kunne sige. Ikke andet end at englænderne gik meget op i politik, og var meget stolte folk, men det lod han vær med at fortælle, for han regnede med at Lukas var ret så ligeglad.
Men hvordan er færøerne så? Spurgte han interesseret, før at han tog den sidste bid kød der lå på tallerkenen. Han har godt og grundigt mæt, men nu manglede de heldigvis også kun desserten.

[Lukas]

Lukas lagde sit bestik fra sig, da han var færdig med at spise. Efter desserten – som han gik ud fra, at Waldemar havde bestilt til dem, eftersom de også havde fået forret – ville han nok heller ikke være i stand til at klemme mere mad ned.
Han lyttede interesseret, mens Waldemar fortalte om England. Englænderne lød virkelig ikke til at være et særlig venligt folkefærd, som han ellers havde regnet med, efter at have mødt Waldemar. Men sådan var alle vel forskellige.
Det var da altid noget, at landet havde en smuk natur. Det var jo også et stort land, hvor der var varmt og næsten helt tropisk i syden, og køligere og mere bakket nordpå. Der var endda bjerge, så vidt han huskede… eller var det i Skotland?
”Det lyder da som et fint sted,” svarede han med et smil. Da det så blev hans tur til at beskrive sit hjemland, trak han på skuldrene og brugte kun et enkelt ord: ”Tomt.”
Færøerne lå så langt væk fra alting. Det var et land, der bestod af en masse øer med bjerge… det var da klart, at der ikke var nogen, der gad på der, selv ikke på trods af den smukke natur. De eneste, der boede der, var får. Og lunder, selvfølgelig. Et lille smil gled over Lukas' læber ved tanken om de farverige fugle. Hvis der var noget, han savnede ved sit hjemland, så var det nok dem. De var så smukke.

[Waldemar Schmidt]

Han nikkede da Lukas sagde at det lød som et fint sted. Waldemar elskede sit hjemland og han savnede det. Han savnede alle de travle folk der skubbede og puffede til en når man var ude at handle, han savnede alle de højrøvede kvinder der troede de var noget ud over det sædvanlige. Selvom at det begge var negative ting, så var det noget af det han savnede ved sit hjemland. Han var vokset op i London og havde altid boet på det samme store hvide gods, hvor der både var tjenere og han havde også en rigtig sød barnepige som han havde holdt meget af. Han savnede det hele.
"Tomt? Så der sker ikke så meget på færøerne? Ingen vilde rockkoncerter? Ingen diskoteker hvor musikken kan høres ude på gaden til den lyse morgen?" Drillede han, han havde hørt lidt om færøerne, men det var stadig svært for ham at forestille sig.
Kort efter kom der en tjener marcherende ud på terassen og tog deres tallerkener. "To sekunder, så skal jeg være der," sagde tjeneren med et venligt smil og forsvandt.
Dårligt nok efter to sekunder, okay en overdrivelse, kom tjeneren tilbage; Denne gang med noget der lignede et vandfald. Et vandfald af chokolode! Den mørke chokolade løb ned langs siderne på vandfaldet, og det så smaddergodt ud. Selv Waldemars underkæbe hang lidt ved synet. På et fad som han holdte i den anden hånd, lå der en masse lækre farveriger frugter og bær. Jordbær, kirsebær, udskåret banan, brombær, ananas, alt hvad hjertet måtte begærer. Tjeneren satte det på bordet foran dem og trak sig væk fra terassen.

Billede af chokolade fontæne; 1.bp.blogspot.com/-ds2tFn2-LWQ/TXXLlD7hWaI/AAAAAAAAAZk/IKqr99-R9ow/s320/chocolate-fountain1.jpg

[Lukas]

Lukas rystede på hovedet, selvom han ligesom godt kunne fornemme, at Waldemar kun drillede ham lige nu. Men hvad kunne han gøre?
”Niks!” svarede han. Niksen, ingen vilde rockkoncerter eller larmende diskoteker… eller, det ville så sige, det vidste han jo ikke noget om. Han havde jo ikke været særlig gammel, da han boede på Færøerne, så dengang havde han ikke ligefrem interesseret sig for diskoteker og den slags… hvilket han i øvrigt heller ikke gjorde nu. Han havde aldrig rigtigt forstået det sjove i at drikke sig fuld og ligge bevidstløs indtil den næste dag, hvor man vågnede med hovedpine og kvalme.

Han fulgte tjeneren med blikket lige fra han trådte ud på terrassen til han forlod den igen. To sekunder… Det føltes som noget mere end det, men ventetiden glemte Lukas alt om, da tjeneren kom tilbage med et vandfald af chokolade.
Lukas sad og betragtede chokoladen løbe ned, mens han ventede på, at tjeneren gik. Da han var væk, udbrød den rødhårede knægt: ”Orv, sådan et har jeg rent faktisk set før!”
Han kiggede hen på Waldemar med et stort smil. På et hotel, hvor han havde overnattet en gang, havde der været sådan et chokoladevandfald. At det så ikke havde været i brug, det var en helt anden side af sagen.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kunne slet ikke forestille sig et liv på den måde. Ingen højrøstede teenager der råbte og skreg i deres beruselse, ingen højrøstet techno musik der dundrede igennem natten. Han savnede nattelivet i England, ikke fordi at han selv var en del af det, men fordi at han var vant til det. Her på skolen var der så stille, han havde svært ved at falde i søvn. De dyttende biler og råbende fra fordrukne unge havde jo altid lullet ham i søvn hjemme i England.
Waldemar syntes at så ganske godt ud, og vildt lækkert ud. Han håbede bare at Lukas ville kunne lide det. Han havde ønsket at gøre noget specielt, noget romantisk og så samtidig noget morsomt på samme tid.
Han havde ikke helt forventet det som Lukas udbrød, så han grinede bare af ham. Hvad skulle han sige? I stedet for at sige noget, rykkede han sin stol hen ved siden af Lukas', tog et af de gaffel-lignende spyd og stak det ned i et af jordbærerne på fadet. Han dyppede jordbæret ind under chokoladefontænens varme chokolade, bagefter bevægede han den ikke imod sin mund men imod Lukas'.
Han bad til at Lukas ikke ville afvise ham.

[Lukas]

Lukas blev lidt utilpas, da Waldemar ikke svarede ham. Selvfølgelig kunne han godt se, at der ikke var så meget at svare til dét, men Waldemar kunne i det mindste sige noget, så de ikke endte i den dér akavede stilhed igen.
Det lod dog til, at Waldemar havde andre planer. Lukas fulgte ham opmærksomt med blikket, da han rykkede sin stol hen til ham. Hvad nu…? Han fik hurtigt svar på sit spørgsmål, da Waldemar rakte et chokoladeovertrukket jordbær hen imod ham.
”Uhm…” Han åbnede forsigtigt munden og hev jordbærret af Waldemars gaffel, langsomt for ikke at få chokolade ud over sig. Han rødmede, kun en lille smule, for han havde jo trods alt aldrig prøvet det her før.

[Waldemar Schmidt]

Han var lige ved at sukke lettet da drengen åbnede munden for at trække jordbærret af spyddet, han havde været så bange for at Lukas ville udbryde at der var folk der kunne se dem. Det gjorde han heldigvis ikke, så et tilfreds smil formede sig på hans matrøde læber. Han lagde godt mærke til den røde farve der dukkede op på Lukas' kinder og kunne ikke lade vær med at grine ganske lavt. Hvor var han sød!
Waldemar lagde spyddet fra sig og tog istedet fat om Lukas' ene hånd og lagde den i sin egen, den på den brækkede arm, han ville ikke risikere at anstrege sin dårlige arm for meget så den forblev brækket i længere tid end nødvendigt. Bagefter tog han atter fat om spyddet og stak det ned i et stykke banan, som han førte mod Lukas' læber.
Waldemar var jo heller ikke vant til sådan noget her, han havde jo aldrig haft en kæreste - jo, da han var lille, men det var jo dengang man kun holdte i hånden og syntes at kysse var ulækkert. Altså, hvis man rørte en pige for meget, så fik man jo pigelus, ikke? - så derfor var han ikke helt sikker på hvordan man gjorde sådan noget her, han gjorde bare hvad der føltes rigtigt og hvad han fandt interressant at afprøve.
"Lukas?" spurgte han lavt mens at han forsøgte at få øjenkontakt med drengen. "Vil du gerne med mig til England engang i efterårsferien?"

[Lukas]

Waldemars grin fik for alvor den røde farve frem i Lukas’ kinder.
”Du skal ikke grine – det var dig, der fik mig til det,” udbrød han en anelse betuttet, ikke fordi han var sur eller noget, men mere fordi han følte, at Waldemar kun morede sig ved synet af ham. Hvilket han selvfølgelig godt vidste var løgn. Snart brød der da også et smil frem på hans læber.
Da hans hånd blev lagt i Waldemars, kunne han ikke lade være med at give den et lille klem. Meget forsigtigt, selvfølgelig, for han ønskede heller ikke, at Waldemars arm skulle være brækket længere end højst nødvendigt.

Han tog imod det næste stykke frugt også, og han skulle lige til at spørge Waldemar, om han ikke også skulle have noget at spise, men den anden afbrød ham. Hans spørgsmål kom noget bag på Lukas, der ikke kunne lade være med at spærre sine blå øjne op.
”Med hjem… til dig?” Han lød helt forbavset. ”Men hvad med… med din familie og… den slags?”
Lukas havde jo netop fået bekræftet, at Waldemar ikke havde et særligt tæt forholdt til sin far, så hvad ville hans far ikke sige til, hvis Waldemar pludselig dukkede op derhjemme med sin nye kæreste, som tilmed var en dreng? Lukas bed sig let i læben. Selvom han virkelig elskede Waldemar, kunne han godt se, at det var et stort problem for dem begge, at de begge var drenge. Den slags var jo ikke normalt, i hvert fald ikke i alles øjne, og der var mange, der så ned på folk som dem.

[Waldemar Schmidt]

"Undskyld, du så bare så sød ud," sagde han da Lukas sagde at han ikke skulle grine. Han havde jo ikke ment noget ondt i det, han havde faktisk ment det ganske kærligt. Lukas var bare så kær at han ikke præcis vidste hvordan han skulle tackle det, for han havde for det meste bare lyst til at kramme Lukas tæt ind til sig og kysse ham til han ikke kunne få vejret, men han vidste udmærket at den ville Lukas ikke helt være med på.
Da Lukas gav hans hånd et klem, forsøgte han at give et klem tilbage, men han var ikke sikker på om Lukas kunne mærke det for lige nu gjorde hans arm ret ondt. Måske havde han belastet den for meget i dag? Men han valgte bare at ignorere det.

"Min far skal du ikke bekymre dig om," sagde han blot med et smil, men tilføjede så, "Altså, du skal selvfølgelig ikke hvis du ikke vil,"
Han havde godt set hvordan Lukas havde spærret sine øjne op. var det i frygt? Forbløffelse? Waldemar kunne ikke vide sig sikker
Waldemar var ligeglad med hvad hans far ville sige. Hans far påtog sig kun rollen som far når det handlede om afstraffelse og diciplin, for ellers så sad han bare på sin flade røv og drak. Han vidste ikke om han var helt stoppet med at arbejde, men han var egentlig også ret ligeglad. Han bekymrede sig ikke specielt meget for sin far, hans far havde jo aldrig bekymret sig om ham. Det havde i hvertfald aldrig virket sådan.

[Lukas]

Da han hørte Waldemars forklaring på, hvorfor han havde grinet, kunne Lukas ikke lade være med at smile.
”Nå, men så er det vel i orden,” mumlede han sådan lidt genert, for han kunne ikke helt fremtvinge en selvsikker tone. Sådan var det for det meste, når han fik komplimenter. Han vidste simpelthen ikke, hvordan han skulle håndtere dem, så for det meste var alt hvad han kunne svare et lamt ’tak’.

”Men det vil jeg godt,” udbrød han. Waldemar skulle i hvert fald ikke tro, at han tøvede, fordi han ikke ville med. For det ville han, mere end noget andet. Så slap han også for at skulle skilles fra Waldemar i efterårsferien. Selvom der stadig var lang tid til, kunne han ikke lade være med at glæde sig ved tanken om, at han skulle være sammen med Waldemar i en hel uge.
”Det vil jeg altså godt,” gentog han og sendte Waldemar et alvorligt blik som tegn på, at han virkelig mente det.

[Waldemar Schmidt]

Drengens generthed fik Waldemars hjerte til at springe et slag over. Hvordan kunne en person være så kær, så dejlig, så helt igennem fantastisk, at han dårligt nok kunne trække vejret bare ved synet af ham? Han forstod ikke hvad der skete med ham, men han vidste to ting; Lukas var unik, og han var den han ville være sammen med indtil den dag han lå i graven. Men han vidste jo også godt at 2 ud af 3 ægteskaber endte op i skilsmisse.
Hov vent...! Ægteskab?! Hvorfor tænkte han på det? Han blev chokeret over sig selv og skyndte sig at kaste tanken ud af hovedet. Hvad søren...
"Virkelig?" Spurgte han, faktisk lettere overrasket. Men et stort smil spredte sig da på hans læber. Så skulle han vise Lukas sin yndlingsrestaurant, han ville også slæbe ham med på kunstgallerier. Og de skulle helt klart også op i London Eye, og Lukas skulle se Big Ben. Det blev man nødt til når man var i London, det var et must!
Waldemar glædede sig allerede. "Der er så mange ting du skal se!" sagde han ivrigt og havde helt svært ved at sidde stille på stolen.
Han tog fat om spyddet og stak det ned i et stykke ananas som han dyppede ind i den flydende chokolade. Denne spiste han selv, men han anrettede hurtigt en til Lukas som han førte imod drengens læber.