Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Waldemar Schmidt]

Efter at have talt med inspektøren, havde han fået tildelt sig et værelse, inspektøren havde skam været flink nok, og Waldemar tænkte tilbage på inspektøren på hans forrige skole, han havde godt nok været en gammel, gnaven rad.
Og til hans store glæde havde han fået lov til at dele værelse med Lukas. Det havde varmet om hans hjerte da han fik det at vide, for Lukas virker som en rigtig, rigtig sød person som han sagtens kunne bruge mange timer sammen med.

Med et stort suk, kastede han både taske og kuffert fra sig. Værelset var ikke det største værelse, men det betød ikke noget, selvom at Waldemar var vant til mange kvadratmeters plads. Han så tilbage på Lukas med et stort, varmt smil. "Jeg er glad for at jeg skal dele værelse med dig."

[Lukas]

Det var kommet noget bag på Lukas, da han fik at vide, at han skulle dele værelse med Waldemar – og så alligevel ikke. Han manglede trods alt en værelseskammerat, så det gav lidt sig selv, at skolens nyeste ankomne fik lov at dele værelse med ham. Han kunne slet ikke forstå, hvorfor han ikke havde tænkt på det før nu. Det virkede jo så logisk. Men han var ikke mindst glad for, at det netop var Waldemar, der var blevet hans nye værelseskammerat. Af alle dem, Lukas havde snakket med på skolen, var Waldemar den, han var kommet bedst ud af det med. Nu, hvor han tænkte over det, følte han sig faktisk heller ikke så genert i hans selskab. Det var i hvert fald noget nyt.

Han lod sig dumpe ned på sin seng, der var uredt, fordi han havde haft travlt i morges. Fjedrene gav sig under hans vægt og knirkede klagende. De var slidte efter vægten af de mange elever, der havde sovet i netop den seng igennem årene.
”I lige måde,” sagde han og gengældte Waldemars smil med et, der var mindst lige så varmt. Han placerede sine hænder bag sig og lænede sig en anelse tilbage, idet han betragtede sin nye værelseskammerat. "Hvad synes du så om værelset?" spurgte han. Værelserne på skolen var gamle, ligesom resten af bygningen, og derfor ikke så store. Der var mange elever, der klagede over størrelsen, men Lukas var tilfreds med sit værelse. Hans værelse derhjemme var ikke meget større.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var i hvertfald rigtig glad for at skulle dele værelse med Lukas, han var sikker på at de skulle få mange minderige stunder og oplevelser sammen. I England havde han ikke haft mange venner, kun et par få, som han egentlig ikke var sikker på om man kunne kalde venner, han havde altid taget lidt afstand til dem, pga. hans frygt for at blive udnyttet af dem som han var blevet af så mange andre. Så det her er hans mulighed for at starte på ny, for at få nogle rigtige venner.
Waldemar kastede sig også ned i hans seng som stod op ad den modsatte væg, og strakte sig tilfreds, søvnigt. Et tæppe af varme lagde sig om hans hjerte da han hørte at Lukas også var glad for at dele værelse med ham, og da han så det lige så varme smil.

"Hmm, lille, men hyggeligt," sagde han ærligt og smilte tilbage til sin nye værelseskammerat. "Hvor lang tid har du egentlig været her på skolen?" Spurgte han nysgerrigt ind. Han så sig rundt i værelset, og tænkte stille for sig selv at at han ikke gad at pakke ud nu, men først i morgen.

[Lukas]

Lukas smilede blot af Waldemars svar. Det kom ikke spor bag på ham; enten havde han svaret det, eller også havde han givet sig til at klage over størrelsen på værelset. Heldigvis var det ikke gået så vidt, og det, at han kaldte rummet hyggeligt, gjorde faktisk Lukas lidt glad af en eller anden uforklarlig årsag.

Han lod en hånd glide igennem sit røde hår, der var begyndt at krølle ganske let, hvilket fik ham til at rynke lidt på brynene. Han hadede virkelig sine krøller og gjorde alt, hvad han kunne, for at få dem redt ud om morgenen.
”Iiiii… et par uger, tror jeg,” svarede han. Han havde egentligt ikke selv helt styr på det, men han var dog nogenlunde sikker på, at han var startet på skolen en uges tid efter sommerferiens start.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar ville aldrig brokke sig, det gør han sjældent, det er noget han er opdraget med at man ikke gør. Lille, ja det er værelset, men lige så lille det er, lige så hyggeligt synes han at det er. Han kan godt lide den gamle stil, det har altid fascineret ham. Han rykkede sig lidt, og sengen knirkede svagt under hans vægt.
Han kiggede undrende på fyren da han tydeligvis så utilfreds ud over et eller andet. Waldemar gættede sig til at det er pga hans hår, siden at det var det han rørte ved. Han studerede den lavere drengs røde lokker, som var svagt krøllede, og fandt dem ganske kære. Hvis det var hans hår der var problemet, forstod Waldemar det ikke.
"Så, eh, er her rart? Er både elever og lærer venlige nok?" Spurgte han for at holde samtalen kørende. Han rejste sig fra sengen og lynede sin kuffert op, han havde sådan en besynderlig lyst til at skifte tøj. Det var nok pga den lange rejse, som fik ham til at føle sig lidt klam, også selvom han ikke var spor svedig. Men på det punkt er Waldemar ret tøset; han hader at gå med det samme tøj for lang tid af gangen.

[Lukas]

Lukas kunne godt fornemme på Waldemar, at han kun stillede ligegyldige spørgsmål for at holde samtalen kørende. Det fik faktisk Lukas til at føle sig en anelse dårligt tilpas, da han udmærket godt var klar over, at han ikke var så godt til det dér med at kommunikere med andre mennesker.
Han sukkede indvendigt, men udenpå spillede et lille smil på hans læber, da han gav sig til at svare.
”Her er da… ja, rart. Jeg har ikke snakket med så mange af lærerne endnu, for de har jo også ferie, men eleverne virker da… flinke nok.” Han trak på skuldrene. De af dem, han havde snakket var, havde da virket venlige nok.

Han fulgte Waldemar mod blikket, da han gik over til sin kuffert og lynede den op.
”Vil du pakke ud nu? Vil du ikke hellere se lidt af skolen først?” spurgte han nysgerrigt, da han havde tolket det som om at Waldemar skulle til at pakke ud. Han kunne jo umuligt vide, at drengen bare ville skifte tøj.

[Waldemar Schmidt]

Stilheden havde altid gjort Waldemar mere eller mindre irriteret, så han vidste med sig selv at han heller bør holde samtalen igang. "Flinke nok?" spørger han skeptisk, "Det lyder ikke spor overbevisende," spøger han med et smil.
Han ser sig over skulderen, og ryster så på hovedet. "Nejnej, skal bare lige skifte tøj," siger han, da han trækker en t-shirt og et par shorts op fra kufferten. Han lyner den bagefter, og begynder at knappe sin skjorte op, mens han ser på Lukas. "Er alt for træt til både at pakke ud og se skolen, det vil jeg hellere vente med til i morgen," Waldemar havde aldrig været en genert person vedr. sin krop. Hans hud er lys, og hans mave er tynd, faktisk er han undervægtig, men man kan dog stadig ane nogle muskler. Motion havde aldrig været hans store obsession. En tekst var tatoveret over hans ribben, med snørklede, kursive bogstaver. The greatest thing you'll ever learn is just to love and be loved in return, stod der.

[Lukas]

Lukas trak lidt på skuldrene og gned sig i sin nakke, der havde antaget en lettere lyserød farve. ”Jeg har ikke snakket med så mange endnu, okay? ’Flinke nok’ var bare det første svar, der faldt mig ind,” indrømmede han.

Da Waldemar sagde, at han bare skulle skifte tøj, kunne Lukas have slået sig selv. ”Nåja… selvfølgelig, selvfølgelig,” lød det fra ham.
Det gav et lille sæt i ham, da Waldemar uden videre begyndte at åbne sin skjorte, men måske var det bare, fordi Lukas ikke selv var så meget for at klæde sig af foran andre mennesker. Hans hadede sin krop mere end noget andet. Den var spinkel uden muskler og var, om muligt, endnu blegere end Waldemars. Han kunne ikke blive brun om sommeren, men det hørte vist med til det at være rødhåret. Og som om det ikke var nok, havde han små fregner på ben og arme, hvilket også var grunden til, at han havde det bedst med at have lange ærmer på.
Helt væk i sine egne tanker sad han og betragtede Waldemar, mens han knappede sin skjorte op. Han blev opmærksom på noget sort krimskrams, der var tatoveret over hans ribben. Da han fik kigget bedre efter, kunne han se, at det var de snørklede former faktisk var. The greatest thing you'll ever learn is just to love and be loved in return, stod der. Lukas sad og tænkte lidt over, hvad mening netop de ord mon havde for Waldemar – i hvert fald lige indtil han blev pinligt opmærksom på, at han havde siddet og nærmest stirret på den anden drengs brystkasse.
”Åh, det må du undskylde!” udbrød han straks. Han hev sine ben op i sengen og skyndte sig at vende sig med ryggen til den anden, idet han begravede sine varme kinder i sine hænder. Nej, nej, nej, nej, nej…

[Waldemar Schmidt]

Waldemar grinte over drengens svar og han nikkede. "Det er jo heller ikke så lang tid siden du kom hertil, så det var også en unfair spørgsmål af mig at stille," tilstår han med et lettere undskyldende smil.

Mens han knapper sin hvide skjorte af, ligger han mærke til Lukas' blik på sig, og han tænker at det nok er pga. hans tatovering. Den havde han fået et par dage efter hans mor døde, den havde stor betydning for ham. Ham og hans mor havde ikke haft et meget nært forhold til hinanden, overhovedet, men han vidste at hun havde elsket ham rigtig højt, det havde han ikke tvivlet et sekund på, uanset hvad han var kommet ud for. Han er derudover en meget romantisk person, som tror på kærlighed ved første blik, og soulmates, og den eneste ene, selvom han slet ikke virker som sådan en person.

Da han skulle til at trække den halvstramme, hvid-og-sort stribede T-shirt ned over hovedet, hørte han drengens udbrydende undskyldning. Han trak trøjen ned over sig, og gik så hen til ham, lagde armene om livet på drengen, trak ham ind til sig og hviskede i hans ører; "Hmm, er jeg virkelig så attraktiv, at du ikke kan få blikket væk fra mig?" Åh hvor han dog elskede at drille folk, men af en eller anden grund, kunne han mærke sit hjerte banke lidt hurtigere.

[Lukas]

Lukas kunne ikke se Waldemar, da han jo sad med ryggen til og stirrede helt manisk ind i væggen, men til gengæld kunne han høre ham. Ikke at der var så meget at høre lige nu; der var faktisk blevet overraskende stille, og han måtte kæmpe imod for ikke at vende sig om for at se, hvad der foregik.

Det blev dog heller ikke nødvendigt. Pludselig mærkede han et par arme om sit liv og en varm ånde imod sit øre, da Waldemar hviskede ind i det. Han snappede en enkelt gang efter vejret af bare overraskelse over berøringen, og det tog ham lidt tid at få styr på sit stemme, så han kunne give et passende svar tilbage.
”Nej… Jeg vendte mig jo netop om, fordi det var et grimt syn, ikke?” Han forsøgte at lyde spøgende og kom endda med et lille grin, men det var svært at lyde overbevisende, for han mente det jo ikke; desuden rystede hans stemme ganske let, og han kunne mærke sit hjerte slå imod sine ribben, bump, bump, bump.

[Waldemar Schmidt]

Han grinte over drengens spøgende svar, som ikke var spor overbevisende, og han vidste udmærket at han ikke mente det. Men istedet for at komme med en kvik kommentar, som han normalt ville have gjort, lod han være med at sige noget. Han holdte bare om Lukas, også selvom at han ved at han burde give slip, men den tæthed på det andet menneske, gjorde ham bare så fredfyldt indeni. Han nød det, også selvom han ikke ville indrømme det.
Han hvilede sit hoved på Lukas' skulder, og gabte stille. Han strammede forsigtigt grebet om drengen, og hans eget hjerte bankede også hårdt i hans bryst, du dum dudum, du dum. At være nær et andet menneske, er noget han aldrig har prøvet som sådan.

[Lukas]

Lukas lod sine øjne glide i for en kort stund. I stedet for at kæmpe for at slippe fri af den andens greb, som han ellers nok normalt ville have gjort, nød han faktisk øjeblikket. Stilheden fyldte ham og det eneste, han lagde mærke til, var sit hjertes banken og den varme fornemmelse af nærværet af et andet menneske, som Waldemar gav ham. Hvis han mærkede virkelig, virkelig godt efter, kunne han ligefrem føle den andens drengs hjertebanken imod sin ryg og især nu, da grebet om ham blev strammet.
Et pludselig nys bragte Lukas ud af den trance, han var kommet ind i. Han drejede sit hoved for at kaste et blik på Waldemar, hvis ansigt pludselig var kommet uhyggeligt tæt på. Det var lige der. På hans skulder. Lige ud fra hans eget ansigt.
"Um... Waldemar...?" lød det hæst fra ham.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar nød øjeblikket, nød den andens varme, og følte sig, for første gang meget længe, tryg. Han kunne også godt mærke den anden slappe af, og et tilfreds smil krusede sig over hans læber.
Da Lukas nyser, åbner Waldemar lettere forskrækket øjnene og så direkte ind i drengens mørkeblå øjne. Nu hvor han lagde mærke til det, gik det op for ham at Lukas havde utroligt kønne øjne, og det snurrede lidt i hans mave. Han havde intet imod at være så tæt på Lukas, tværtimod, så elskede han nærheden af det andet menneske.
"Mhm?" Mumlede han, ventede bare på at Lukas bad ham om at flytte sig.

[Lukas]

Vil du være sød at flytte dig…? ville Lukas gerne have sagt. For det burde han sige, det var hans pligt, og han vidste, at det var det, Waldemar forventede, at han ville sige nu. Men han kunne ikke få ordene over sine læber. De sad ligesom fast nede i halsen på ham og ville ikke ud. Da han åbnede munden i et forsøg på at få dem ud, var der tre andre ord, der kom dem i forkøbet.
”Det er dejligt.”
Det tog ham et lille øjeblik at opfatte, hvad han selv havde sagt. Og da han gjorde det, krummede han sig straks sammen i den andens greb, som om han pludselig havde fået et anfald af mavekramper. Han spærrede de mørkeblå øje op, helt forskrækket over sine egne ord. Hvordan kunne havde han dog kunne få sig selv til at sige noget så dumt?

[Waldemar Schmidt]

Han sad bare og ventede på ordene. På afvisningen som han var sikker på at få, men som alligevel ville ramme ham hårdt, og føles som en knytnæve. Men han fik den ikke. I stedet siger Lukas at det er dejligt?! Waldemar spærrede overrasket øjnene op, men drengens reaktion på hans egne ord, forbløffede ham.
"Er du ok, Lukas?" Mumlede han stille, og og begyndte at stryge drengen over de røde lokker for at berolige ham. Han vidste ikke om der var noget der gjorde ondt, eller om det var i skam over de ord der var røget ud af hans mund.
Det er dejligt. Ordene genlyder i hans hoved, og før at han ved af det, har han lænt sig frem for at kysse Lukas' ene kind.