Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Lukas]

Lukas nød fornemmelsen af Waldemars hænder, der kærtegnende gled ned langs hans sider. Det kildede helt, men det var på en anden måde, end når folk bevidst kildede ham; denne kilden føltes godt, og det var ikke en, der gav ham lyst til at bryde ud i latter.

Lukas havde samme erfaring med nøgenhed, som Waldemar havde. Han havde på samme måde godt nok set de andre drenge i omklædningsrummet efter idræt eller svømning, men hverken nu eller dengang havde det ikke sagt ham noget. Han havde ganske simpelt aldrig nogensinde været tiltrukket af en anden dreng, og han havde heller aldrig troet, at han skulle komme til at være det… ikke før han mødte Waldemar, i hvert fald.

Da Waldemars tunge gled over hans underlæbe, lod han den anden dreng få adgang; han skilte sine læber ad i et dybt, nydende suk.

[Waldemar Schmidt]

Waldemars blide fingre tog et mildt, men fast greb om Lukas spinkle hofter, masserede dem intenst, mens at han pressede sin krop imod den rødhåredes. Hans vejrtrækning blev straks heftigere og hans hjerte satte farten op. Øjnene var klemt sammen mens at han intenst kyssede Lukas, følte smagen af himlen sprede sig, fik hans krop til at sitre ganske let i behag.

Faktisk så havde Waldemar aldrig følt sig tiltrukket af nogen; hverken mænd eller kvinder, i hvert fald ikke før han mødte Lukas, men til gengæld var dette også meget mere intenst end han nogensinde havde kunne forestille sig. Den uimodståelige lyst til hele tiden at røre Lukas, at kysse ham, bare at være nær ham, det var langt mere ekstremt end han i sine vildeste drømme kunne have drømt om.

Waldemars tunge gled søgende indenfor og han begyndte at lege med Lukas', berørte den ganske kærligt, og i mens gled hans hænder ned for at tage fat om drengens røv.

[Lukas]

Lukas kunne høre, at Waldemars vejrtrækning ændrede sig, men han var vist ikke meget bedre selv; hans egen vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, og lige så blev hans hjertes slag. Det føltes, som om det slog hundrede gange i sekundet… mindst!
Han lod sig dog ikke holde tilbage af sit bankende hjerte. I stedet gav han sig fuldt, idet han lige så pressede sin krop imod Waldemars. Waldemars intense massage af hans hofter fik frembragt endnu et nydende suk fra ham, som ingen omstændigheder kunne holdes tilbage.


Da Waldemars hænder rykkede på sig endnu engang og tog fat om hans røv, gav det et lille sæt i ham, ikke fordi han blev forskrækket eller fandt det ubehageligt, nej, det var nok nærmere, fordi det var en ren refleks for ham at reagere så voldsomt på små berøringer.

”Waldemar…” lød det mumlende fra ham. Han havde brudt kysset for at kunne hviske dette ind i den andens øre, før han forsigtigt nappede ham i øreflippen. Han flyttede dog hurtigt på hovedet igen, idet han gav sig til at overdynge Waldemars hals med en masse florlette kys.

[Waldemar Schmidt]

Hans hjerteslag forestillede han sig lød som en galning der sad og slog løs på en stortromme, nej, tusindvis af galninge der bare sad og bankede løs. Bare tanken om at Lukas muligvis kunne høre det, malede en ganske let rosenrød farve langs hans kindben, men han beroligede sig selv med at Lukas nok ikke ville se ned på det, for Waldemars hjerte bankede ikke af ingen grund; det bankede jo for Lukas.
Da Lukas pressede tilbage, lod Waldemar en lav brummen slippe ud mellem hans læber, det føltes så vidunderligt at have sin kæreste så tæt på sig. Det fik sommerfugle til at flyve ivrigt rundt i maven på ham, og gav ham mod på at tage hårdere fat om drengens balder. Det nydende suk der kom fra Lukas var som engle der nynnede en stille sang, ganske blid musik, og sættet som Lukas gav fra sig, fik et lille, selvsikkert smil til at forme sig på hans læber, dog brød han ikke kysset af den grund.

Han lagde godt mærke til at Lukas mumlede hans navn, men han vidste at det ikke var fordi at han fandt dette ubehageligt; tvært imod, håbede ham. Men ved nappet i hans øreflip, gik der et stød igennem ham og hårene på hans arme rejste sig. Ikke fordi han ikke kunne lide det, faktisk det modsatte, og da kys derefter regnede ned over hans hals, afgav han et lavt men nydende støn.
I mens at han nød kyssene på sin hals, gled hans hænder op langs Lukas’ sider, op under hans trøje og begyndte at kærtegne hans mave og kort tid derefter, lod han et par fingre glide over Lukas’ brystvorte.

[Lukas]

Da han hørte Waldemars brummen, bredte der sig et lille smil over hans læber. Alle Waldemars lyde var som sød musik i hans øre, for de kunne jo kun betyde, at han havde gjort noget rigtigt. Derfor pressede han sig yderligere ind til Waldemar, hvilket han alligevel ikke kunne undgå at gøre, da den anden strammede sit greb om hans baller. Han brød kysset for denne gang at give plads til et rigtigt støn, der banede sig vej op igennem hans hals.

Han fortsatte med at kysse Waldemars hals. De lette kys blev dog hurtigt erstattet af nogle noget mere heftige kys, kun afbrudt af små berøringer med hans tunge, som reaktion på Waldemars kærtegn af hans mave.
Da Waldemar begyndte at berøre den følsomme hud omkring hans ene brystvorte, begyndte han at sitre i hele kroppen, ikke fordi han frøs eller havde det ubehageligt, nej, tvært imod. Han mærkede varmen brede sig i hele sin krop og især i hans kinder, der havde antaget en let rose farve. Farven blussede dog yderligere op, da han forsigtigt sneg sin ene hånd ned til kanten af Waldemars bluse og hev let i den, som tegn på, at han gerne ville have den af ham; den anden hånd holdt støttende om Waldemars hals, mens hans læber kærtegnede den andens hud.

[Waldemar Schmidt]

I Waldemars verden gjorde Lukas alt rigtigt. Hvert ord, hver bevægelse. Bare dét at Lukas åndede, var perfekt for Waldemar; den største gave han nogensinde kunne få. Men da Lukas så stønnede, nok på grund af deres kroppe der blev trykket imod hinandens, kunne han selv ikke holde et suk i nydelse inde længere.
Da kyssene blev heftigere og han af og til kunne mærke Lukas’ våde tunge, begyndte han at gnave febrilsk i sin underlæbe for at forhindre hans åndedræt i at gå amok; men det hjalp da godt nok ikke. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i et hurtigt tempo og han kunne virkelig ikke holde det ud mere, det var så ubeskriveligt pirrende. Han kunne ikke lade vær med at vride sig lidt pure nydelse, blev nødt til at hive efter vejret.

Waldemar kunne godt fornemme sin kærestes krop sitre, og han tvivlede ikke ét sekund på at det var i nydelse. Han blev ved, lod sin finger glide rundt om, indtil at han endelig tog fat om den lille brystvorte og masserede den fjer-let, han ønskede jo på ingen måde at skade drengen.

Waldemar gav dog slip da Lukas hev op i hans trøje, han vidste hvad det betød og rettede sig derfor op for at trække sin trøje af over hovedet. Waldemars overkrop var ikke noget at prale af, men den var langt fra grim. Muskuløs var han ikke, men man kunne da se små muskler hist og her alligevel, og i stedet for den lyse hudfarve som han altid havde haft, havde han taget sig sammen til at slikke noget sol. Derfor havde hans hud fået en flot, lysebrun farve, hvilket klædte ham ganske udmærket. Han smed trøjen af over skulderen, og uden at spørge om lov, begyndte han at rive Lukas’ trøje af også. Han ville da ikke være ene om at være halvnøgen.

[Lukas]

Lukas kunne mærke, at Waldemar vred sig under hans kys. Han måtte virkelig kunne lide det… Der lød en let latter fra Lukas, men den blev hurtigt afbrudt af en mere sammenbidt lyd, da Waldemar begyndte at massere hans brystvorte. Ikke at det var en dårlig ting, tværtimod…

Da Waldemar hev sin trøje af over hovedet, kunne Lukas ikke lade være med at sende hans overkrop et beundrende blik. Hans hud var godt nok blevet gyldenbrun i løbet af sommeren, hvilket virkelig klædte ham. Lukas selv havde ikke fået den mindste smule farve; den ene gang, han havde været ude i solen lidt for længe, var han blot blevet rød og derefter helt bleg igen. Men sådan var det vel med nogle mennesker, og han var åbenbart en af dem.

Han hjalp Waldemar med at få hevet sin egen trøje af, så hans kæreste ikke længere var den eneste, der var halvnøgen. Derefter lod han sin blege hånd glide over Waldemars overkrop.
”Det klæ’r dig,” hviskede han, og han regnede med, at hans kæreste godt vidste, hvad han talte om. Hans kæreste… Hvor gjorde det ham dog bare glad at tænke på, at Waldemar var hans kæreste. Et lille smil blomstrede frem på hans fregnede ansigt.

( Jeg kan virkelig ikke skrive langt mere... ): )