Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Lukas]

Et smil bredte sig på Lukas’ læber, da han hørte Waldemars ord. Om du tror det eller ej… Hvordan kunne Waldemar være så naiv at tro, at Lukas ikke troede på, at han elskede ham? Var det ikke tydeligt, at han elskede ham mere end nogen anden i hele verden? Hvis ikke Lukas elskede Waldemar, ville han ikke have forsøgt så desperat på at overbevise ham om, at det ikke var hans skyld, at Ethan havde kysset ham, vel?

”Åh, Waldemar… jeg elsker også dig!”
Han var taknemmelig for, at Waldemar ikke længere var vred på ham, men et eller andet sted kunne han nu godt forstå ham. Hvis der var nogen, der kyssede Waldemar, ville han også blive sur, men først og fremmest ville han nok blive såret. Bare tanken om det var nok til, at han mærkede et stik i hjertet.

Han lagde armene om halsen på den højere dreng og plantede et forsigtigt, prøvende kys på hans ene kind. Han ville hellere end gerne have kysset den anden på læberne, men han kunne ikke få sig selv til det. Efter at Ethan havde kysset ham, følte han på en måde, at han var blevet… beskidt. Syg. Som om han fejlede et eller andet, og det var bestemt ikke noget, han havde lyst til at smitte Waldemar med.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kunne bare ikke forstå hvorfor. Hvorfor skulle Lukas elske Waldemar, der var jo intet specielt med ham? Han var bare en ganske normal dreng med en lidt f*cked up humor og som havde tendens til at overskride andres grænser lidt for let. Så hvorfor? Hvordan? Men alligevel var Waldemar så uendeligt taknemmelig for det. At Lukas elskede ham var den største gave som han nogensinde kunne få. Det farvede hele hans verden.
Da han hørte sin kærestes ord, sprang hans hjerte et slag over.

"... Du gør mig så lykkelig, "
Og han mente de ord af hele sit hjerte. Lukas gjorde ham så ubeskrivelig lykkelig. Sammen med Lukas kunne han klare alt.
Ved følelsen af Lukas' arme om sin hals og derefter det forsigtige kys på sin kind, blev et stort smil synligt på hans læber. Det gjorde ham så glad at han næsten ikke kunne klare det. Han strammede sit greb om Lukas og istedet for at give ham et kys på kinden, lod han sine læber falde på Lukas' i et følelsesladet kys.

[Lukas]

Waldemars ord fik hans hjerte til at banke endnu hurtigere¨, end det allerede gjord ei forvejen. At få et andet menneske til at føle sig lykkelig, det var altså en ret stor bedrift.

”I lige måde.”
Han mente ordene mindst lige så meget, som Waldemar gjorde. Den anden dreng gjorde ham så lykkelig, at selv ikke ord kunne beskrive, hvor lykkelig han var.
Da Waldemar kyssede ham, kunne han ikke lade med at rykke lidt uvilligt på sig. Hvordan kunne Waldemar kysse ham, når han godt var klar over, at en anden havde kysset Lukas...?


(Undskyld kortheden… jeg skal måske lige vågne rigtigt, før jeg begynder at skrive xD)

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde sjældent følt sig lykkelig før han mødte Lukas. Han var lykkelig da hans mor levede og når far ikke var hjemme, så det bare var hans søster, mor og ham selv. Det var nogle af de hyggeligste og gladeste stunder i hans liv. Hvor de bare sad og så film, eller mor læste godnat historier for ham. Tanken fik ham til at smile lidt for sig selv, han savnede hende virkelig. Men han forsøgte at tænke positivt, for hvis tingene ikke var spillet sig ud som de var, så havde han jo aldrig mødt Lukas.

Ved Lukas' ord, smilede Waldemar bredt. At vide at han gjorde Lukas lykkelig, fik ham til at føle sig fuldstændig komplet.
Da hans kæreste rykkede på sig, trak Waldemar sig lidt væk.
"Mhm?" Mumlede han og lagde hovedet uforstående på skrå. Hvad var der galt?

[Lukas]

Lukas rystede på hovedet, før han igen lagde armene om Waldemar. Han orkede ikke at forklare sig lige nu… det var alt for kompliceret, så han nøjedes med at mumle: ”Ikke noget. Skal vi ikke sætte os ned?”

Uden at give slip på Waldemar, begyndte han blidt at puffe ham hen imod sengen. Han var blevet træt i benene af at stå op, men måske var det bare, fordi han havde grædt og følt sig helt magtesløs overfor Waldemar reaktion, da han fortalte ham om kysset… Den slags var udmattende.
Da de var tæt nok på sengen, slap han Waldemar og tog i stedet fat i hans hånd, for at hive ham med ned at sidde. Han sendte ham et indbydende smil.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar så undrende på sin kæreste da han bare rystede på hovedet. Han forstod ikke, hvad var der galt? Det bekymrede ham en del at Lukas havde rykket på sig da han kyssede ham. Havde Lukas ikke tilgivet ham helt alligevel, som han havde troet?
"Ja okay," svarede Waldemar stilfærdigt.

Han lod sig puffe hen imod sengen uden protester, og Waldemar måtte nok også indrømme at han var blevet rimelig træt af at stå op. Så han havde intet imod at skulle sidde ned.
Waldemar skævede imod Lukas' hånd som tog hans, hvilket fik et lille smil til at vise sig på hans læber. Han satte sig ned i sengen ved siden af Lukas.
Han kunne ikke undgå at mærke at stemningen var noget akavet, og det brød han sig ikke besynderligt meget om. Faktisk så hadede han det virkelig mere end noget andet.

[Lukas]

Waldemar var bestemt ikke denne eneste, der ikke brød sig om den akavede stilhed. Lukas sad og pillede lettere rastløs ved ærmet på sin trøje, mens han vred sin hjerne for at finde på noget, der kunne bryde stilheden. Han havde lidt svært ved at ligge Waldemars vrede fra før bag sig, så han følte ikke, at han lige nu bare kunne kysse eller kramme Waldemar, som han havde lyst til… heller ikke selvom han hellere ville det end noget som helst andet.
Måske skulle han bare finde på et eller andet at sige, så han kunne fortrænge sine bekymringer for en stund.

"Jeg er lettet over, at du har tilgivet mig," lød det fra ham, og han mente det. Han var lettet, virkelig lettet. Hvis Waldemar ikke havde tilgivet ham, så... så ville han ikke vide, hvad han skulle gøre af sig selv. Så ville alting føles meningsløst, og han ville nok ikke engang kunne klare at tage i skole nogensinde igen.
Han ofrede Waldemar et enkelt blik og et hurtigt smil, før han igen vendte sin opmærksomhed mod ærmet på sin bluse. Der var en tråd, der havde revet sig løs...
"Det sker ikke igen, det lover jeg."

[Waldemar Schmidt]

Waldemar turde ikke se direkte på Lukas. Derfor så han skiftevis ned i det lyse træ gulv, de lyse, tynde eller eller loftet som ikke var særlig højt. Alt andet end Lukas. Han turde ikke, for han var bange for at Lukas ville se trist ud, eller se vred ud. Den måde han havde trukket sig væk på, havde virkelig gjort Waldemar dobbelt så usikker på sig selv. Hvorfor ville Lukas ikke kysse ham?
Tankerne om hvem den dreng var som havde kysset hans kæreste, kørte rundt i hans allerede overfyldte hoved. Var han pæn? Tiltrækkende? .. Pænere end Waldemar? Måske havde Lukas i al hemmelighed ikke haft så meget imod kysset. Han slog tanken nægtende væk. Selvfølgelig havde Lukas hadet det! Ingen tvivl. Men alligevel kunne han mærke sin egen usikkerhed ligge sig som en mørk tåge omkring ham.

"Lukas, der er intet at tilgive.. Du gjorde ikke gjort noget forkert." Og det mente Waldemar også, men han tilføjede, "Det var jo ikke din skyld"
Waldemar skævede imod sin kæreste og opdagede at han også kiggede på ham, endda med et smil på læben. Men han så to sekunder efter, at han rettede sin opmærksomhed imod sit ærme.
"Lukas... Det er mig der er taknemmelig for at du tilgav mig, det var virkelig ikke fair af mig at løbe på den måde," Hans stemme var lav og rystede en smule. Nu håbede han bare at han havde ret i at Lukas havde tilgivet ham..

[Lukas]

Lukas rystede let på hovedet. Han forstod ikke, hvorfor Waldemar gik så meget op i, at det ikke var fair af ham at løbe væk. Det betød jo intet. Lukas havde kysset en anden dreng, og Waldemar var løbet sin vej, da han fortalte om det. De to ting kunne på ingen måde sammenlignes. At løbe væk var blot en naturlig reaktion, når man ikke vidste, hvad man ellers skulle gøre. Derfor kom Waldemars rystende stemme noget bag på ham, men han valgte at ignorere den. Der var ingen grund til at træde mere i det, end han allerede havde gjort.

Den rødhårede trak sine ben til sig og lagde sine arme omkring dem, så han næsten ingenting fyldte i den ikke alt for store seng. Han gav sig til at vippe lidt frem og tilbage, mest af alt fordi han hadede at sidde stille.
”Skal vi ikke bare glemme det?” mumlede han.
Han kastede et hurtigt blik over på sin kæreste. Waldemar så ikke alt for glad ud, men det var jo klart. Lukas ville så inderligt gerne gøre ham glad igen, men der var noget der fortalte ham, at lige nu var et dårligt tidspunkt at komme med en joke.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar syntes stadig ikke at han havde behandlet Lukas fair på nogen måde, så derfor bed og gnavede skyldfølelsen i ham. Han havde jo aldrig ønsket at såre Lukas, han havde lovet sig selv aldrig at gøre ham ondt.. Men det havde han gjort i dag.. Han var løbet, da Lukas havde brug for ham. Derfor, så hadede han sig selv.

Han skævede imod sin kæreste da han rørte på sig. Han tog sig sammen og vendte sig med fronten imod Lukas, så han kunne se direkte på ham. Han ville ønske at han bare kunne kramme Lukas ind til sig og kysse ham hele tiden, men det ville nok ikke være det rette tidspunkt lige nu. Så han holdte sig tilbage.
"Jo.. Men jeg vil stadig tale med Ethan," Han havde ikke tænkt sig at glemme det fuldkommen, ikke før at han havde fået et eller to alvorsord med den unge herre som havde kysset hans kæreste uden at have fået lov. Uacceptabelt, og derfor skulle det pointeres at det aldrig måtte ske igen, for så ville det blive straffet.

[Lukas]

Lukas nikkede. ”Mhmm, selvfølgelig.”
Waldemar ville gerne tale med Ethan, det var klart. Det kunne Lukas godt forstå, men alligevel kunne han ikke lade være med at bekymre sig lidt for sin kæreste. Han kunne kun håbe på, at deres såkaldte ’snak’ ikke ville ende op med et skænderi og måske endda en slåskamp.

Lukas sukkede dybt, før han lagde sig ned på ryggen. Et lille smil bredte sig på hans læber. Lige nu burde han kun koncentrere sine tanker om den glæde, han følte over, at ham og Waldemar igen var på talefod.
"Jeg elsker dig, det ved du godt, ikke...?" Han smilede op til Waldemar.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar nikkede.
Han havde selv på fornemmelsen af at det ville ende op i alt andet end en stille og rolig snak, men det bekymrede ham ikke yderligere. For at være helt ærlig, så ville han ikke have besynderligt meget imod at stikke Ethan en flad. Gad vide hvilken klasse han gik i? Det måtte han finde ud af senere, tænkte han.
Da Lukas lagde sig ned, betragtede han ham indgående. Han havde lyst til at ligge sig ned ved siden af ham, men han turde ikke helt i frygt for at Lukas måske ikke helt havde tilgivet ham og derfor ville rykke sig væk.

Lukas' smil fik også et skævt smil til at lyse på Waldemars læber.
Ved sin kærestes ord, blev det skæve smil en del bredere og tydeligvis ægte. "Mhm, men ved du så også at jeg elsker dig mest?" Spurgte han.

[Lukas]

Lukas kunne ikke holde en kort latter tilbage, da han hørte Waldemars svar.
”Nu er du fjollet. Du kan da ikke vide, om du elsker mig mere, end jeg elsker dig,” svarede han og rystede lidt på hovedet. ”Måske er det mig, der elsker dig mest.”
Han vidste godt, at Waldemar elskede ham – det var han ikke et øjeblik i tvivl om, for Waldemar gav ham ingen grund til at tvivle. Men om Waldemar elskede ham mere, end han elskede ham, dét tvivlede han så til gengæld på. Han havde aldrig elsket nogen person højere, end han elskede Waldemar… I hvert fald ikke én, som han ikke var tvunget til at elske, såsom sin mor eller sin søster.

”Du er så dum, Waldemar…” lød det fra ham, men selvom det var hårde ord, så kunne man tydeligt høre ømheden i hans stemme. Han mente intet ondt med det, tværtimod, for han kunne lide Waldemar præcis, som han var. Om Waldemar så havde været dum som en dør og scorede 02 i alle fag, så ville han holde præcis lige så meget af ham, som han gjorde nu.
Han stak drillende tungen ud af munden og rakte sin finger op for at røre ved Waldemars næsetip, mest for at bryde den lidt akavede situation, de var endt i, hvor de nærmest ikke engang turde se hinanden i øjnene.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar smilede over Lukas' svar og vendte og drejede i hovedet hvordan han skulle bevise at han altså elskede Lukas mere end Lukas elskede ham. Han overvejede ikke engang om det var lige modsat, eller om de i virkeligheden bare elskede hinanden lige højt.
"Aha, så dét tror du?" Latteren kunne ikke holdes tilbage mere. Han elskede virkelig Lukas, han ville gøre alt for ham, give ham alt, gå igennem alt, så længe at Lukas bare blev hos ham. Waldemar forgudede virkelig Lukas, han ville kysse den jord han gik på, han kunne ikke forestille sig et mere perfekt menneske end ham. Ikke engang personerne i de mangaer han af og til læste, var lige så fantastiske som hans kæreste var. Nu kan han pludselig se hvorfor at alting i hans liv har gået lidt skævt; fordi at man skal møde tårer, for at opdage hvornår et ægte mirakel sker. Og Lukas er Waldemars mirakel, ganske enkelt.
Om han nogensinde havde elsket nogen så højt som han elskede Lukas? Aldrig. Han elskede ingen så højt, og det havde han aldrig gjort, han fandt det også umuligt at det nogensinde skulle ske.

Ved Lukas' ord, brød Waldemar ud i latter.
"Det kan du meget muligt have ret i," grinede han og smilede bredt til sin kæreste. Waldemar var skam ikke dum, han fik både høje karakterer i hvertfald i de sproglige fag, og var rimelig udspekuleret når det endelig tog ham. Men han ville være alt som Lukas ønskede at han var.
Da Lukas rækkede tunge og rørte ved hans næse, bed Waldemar drilsk ud efter den, men endte med at tage fat om Lukas' hage og lagde sine læber mod hans i et ømt og fjerlet kys. Han hadede virkelig den akavede stemning som havde lagt sig som en tåge på værelset, så han ville gøre alt for at få jaget den på flugt.

[Lukas]

”Mhmm, dét tror jeg!”
Lukas var ikke et øjeblik i tvivl om, at Waldemar elskede ham, og han elskede Waldemar, men hvem der elskede hvem mest, det vidste han ikke. Han kunne også være ligeglad, for det kunne jo komme ud på et.

Lukas kunne ikke lade være med at grine lidt med, da Waldemar brød ud i latter, og hans grin fortsatte lidt endnu, da Waldemar påstod, at han meget muligt kunne have ret.
”Det er da godt, du selv kan se det,” svarede han, men han mente det selvfølgelig ikke. Han syntes, at Waldemar var klog – eller, han virkede i hvert fald sådan. Der fandtes så mange dumme og tankeløse mennesker i denne verden, og Waldemar var bestemt ikke en af dem.

Da Waldemar tog fat om hans hage, mærkede Lukas sit hjerte pumpe hurtigere og hurtigere. Waldemar ville kysse ham! Og det til trods for den akavede stilhed. Han følte sig så glad, og glæden blev kun større, da han mærkede Waldemars bløde læber imod sine egne. Denne gang gengældte han uden tøven kysset.