Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar grinede varmt over sin søde kærestes ord.
"Drøm videre, smukke," Sagde han med et smøret smil på læben, rimelig drillesygt, tydeligvis var den gode, gamle Waldemar tilbage. Nu ville han bare være glad, han ønskede at alt bare kunne gå tilbage til som det plejede at være.

"Bedre at indrømme det, end at nægte, hvis man kender sandheden, ikke?"
Svarede han og sendte drengen et varmt smil, han vidste også godt selv at han ikke var dum, og han kunne sagtens forstå Lukas' ironi, så han tog det ikke personligt. Også selvom at han var rimelig nærtagende, men han kendte jo Lukas godt efterhånden.

Waldemar åndede lettet op indeni, da Lukas ikke trak sig væk da deres læber mødtes, det fik hans hjerte til at banke hårdt i hans bryst. Han elskede denne berusende følelse af Lukas' silkebløde læber mod sine egne, det gjorde ham til det lykkeligste menneske i verden.

[Lukas]

”Blah, blah,” lød Lukas’ svar, da han ikke kunne finde på noget bedre at sige. Desuden var diskussionen så godt som død, så han behøvede ikke at hive den op igen ved at udtænke dårlige argumenter for, hvorfor han elskede Waldemar mere end Waldemar elskede ham.
Han rakte endnu engang tunge af Waldemar, og lod diskussion være diskussion.

Han nikkede, da Waldemar sagde, at det var bedre at indrømme det end at nægte det. Det lød da fornuftigt nok.
”Mhm, det kan du have ret i.”

Han kunne næsten mærke på Waldemar, hvordan han åndede lettet op inden i. Nu, hvor Lukas tænkte sig om, kunne han godt se, at han heller ikke havde opført sig helt fair over for Waldemar, så det var da klart, at den anden troede, at han måske ville trække sig væk igen. Han fik det helt dårligt inden i ved tanken, så da kysset blev brudt, strakte han halsen og pressede igen sine læber imod Waldemars.
Denne gang forsøgte han at ligge lidt mere passion bag kysset; hans tunge gled klodset hen over Waldemars læber, idet han forsøgte at skille dem fra hinanden. Han kunne mærke, hvordan hans hjerte galoperede af sted i brystet på ham, som om det var lige ved at springe ud igennem hans ribben. Stille, hjerte… tænkte han. Hvis han hjerte virkelig havde tænkt sig at smadre igennem hans brystkasse, kunne det så i det mindste ikke have valgt et lidt bedre tidspunkt?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar grinede bare lavt over drengens 'blah blah', men valgte ikke at svare på det, da diskussionen alligevel var gået død, så hvorfor prøve at starte den op igen. Waldemar kendte også godt sandheden.

Han nikkede stilfærdigt men med et varmt smil på sine smalle læber. Da vældede trætheden ind over ham, det var ikke engang gået op for ham hvor træt han var blevet. Var det på grund af alt det tuderi? Det gættede han på. Hans øjenlåg begyndte at føles tunge, men tvang sine øjne åbne da han ønskede at være sammen med sin elskede Lukas.

Waldemar forgudede følelsen af Lukas' læber imod sine, det gjorde ham så hel, som om at intet manglede i hans liv. Lukas var brikken til hans puslespil. Han smilede ved tanken. Da kysset blev brudt, havde han ikke forventet at mærke Lukas' læber så hurtigt igen, og da slet ikke så passioneret. Drengens forsøg på at skille hans læber ad, fik Waldemars hjerte til at hamre hårdt i hans bryst og han lod sin tunge begynde at danse med Lukas'. Han sad så tæt på Lukas at han godt kunne mærke noget dunke, men spørgsmålet var om det var Lukas' hjerte eller Waldemars, eller deres begge?
Han lod sine hænder glide om i Lukas' nakke hvor han nussede kærligt.

[Lukas]

Waldemar gengældte kysset, og Lukas’ hjerte sprang næsten et slag over. Han var glad for, at de ikke længere var uvenner, og at den akavede atmosfære imellem dem var brudt. Nu kunne han uden bekymringer lade sin tunge lege med Waldemars, alt imens han nød følelsen af sin kærestes hånd i sin nakke, der nussede den kærligt.

Han kunne mærke sit eget hjerte banke hurtig, men det var det ikke alene om; kun lidt bagefter, en anelse ude af harmoni, mærkede han et andet hjerte dunke mindst lige så hurtigt.

Han elskede de stunder, hvor han og Waldemar lå sammen i sengen. Han elskede at have Waldemar tæt på sig og mærke varmen fra ham. Nogen gange ville han ønske, at de bare kunne blive liggende sådan hele dagen, men den gik ikke; på et eller andet tidspunkt ophørte magien, for det meste fordi de skulle i skole. Lukas sukkede inden i bare ved tanken. Hvorfor også gå i skole? Han ville ikke have noget imod ikke at få en uddannelse og ende som hjemløs, hvis bare det betød, at han kunne ligge i en seng sammen med Waldemar – eller, hvis han var hjemløs, ville den seng nok nærmere være en papkasse…

[Waldemar Schmidt]

Waldemar hadede at være uvenner med folk, det var det værste han kendte til. Han foretrak at holde sig på god fod med folk, også selvom at han muligvis ikke brød sig om dem. Han var opdraget til at være venlig mod alle. Selv imod sine konkurrenter.
Hans tunge kælede med Lukas' mens at hans øjne lukkede i, nød det perfekte øjeblik. Glæden ved at få redet trådene ud med Lukas, var helt ekstremt.
Følelsen af Lukas' hjerte der bankede lige så hårdt og lige så hurtigt som hans eget, fik et smil til at brede sig på hans læber mens de kyssede. Jeg er så heldig, fløj det gennem hans hoved.
Men Waldemar ville aldrig udsætte Lukas for sådan noget, det ville han aldrig byde ham. Lukas fortjente så meget mere, og Waldemar tvivlede på at han kunne give ham det. Men han ville gøre alt for at give ham det, han ville bruge hver evig eneste dag af hans liv på at forsøge at nå op til Lukas, for han fortjente ikke at være sammen med en person så uimodståelig. Men på den anden side; så ville han heller aldrig lade ham gå.
Hans hænder gled op i Lukas' røde hår, nussede det dybfølt. Han skillede deres læber ad et kort øjeblik for at sige "Lukas... Vær min for evigt.." men hurtigt derefter, sluttede han deres læber sammen i et endnu heftigere kys.

[Lukas]

Lukas var næsten sikker på, at han var ved at få et hjerteslag, da han hørte Waldemars ord. Han havde aldrig prøvet at få et hjerteslag før, men han havde hørt om, hvordan det var, og han var ret sikker på, at det måtte føles sådan. Skulle han så dø nu?
Nej… Hans hjerte begyndte blot at banke endnu hurtigere. Det føltes som om, at det sad helt oppe i halsen på ham, så han turde ikke forsøge at sige noget af frygt for, at ordene ikke kunne komme ud af munden på ham. Derfor gengældte han Waldemars kys i håb om, at det var svar nok. Ja, ja, selvfølgelig ville han være Waldemars for evigt. Der var ikke noget, han hellere ville i hele verden.
Han brød dog kysset igen for at gøre plads til en kort latter, idet han sagde: ”Men hvis vi nogensinde skal giftes, bliver det dig, der skal have kjole på!”

[Waldemar Schmidt]

Et liv uden Lukas, ville ganske simpelt ikke være et liv. Det ville som at leve uden solen, som at leve uden regn. Som at leve uden ens vigtigste livskilde. Han havde brug for Lukas i sit liv og hvis Lukas nogensinde gik fra ham, så ville han forfølge ham, plage ham indtil at han tog ham tilbage.
Han havde aldrig troet at han skulle finde en som betød så meget for ham at han ville opgive alt. At han ville opgive sine fremtidsplaner, klippe sin fars kreditkort over - hvilket er store ord, fordi at Waldemar var aldeles afhængig af sin fars penge. Hvis det skulle være, hvis det var det Lukas ønskede, så ville han ligge alt bag sig og bare rejse langt, langt væk sammen med Lukas. Måske til Afrika? Eller Kina? For så længe han var sammen med Lukas, så var alt andet ubetydeligt. Lukas' kys var alene nok til at give ham vinger.
Så for evigt, ønskede han Lukas ved sin side.

Da Lukas brød deres intense kys for at at komme med den kommentar, grinede Waldemar kærligt med. "Dét kan du godt glemme alt om; du har mere feminine ben end jeg har,"

[Lukas]

Feminine ben? Waldemars kommentar fik ham til at rynke på brynene og skyde underlæben frem som et lille, utilfreds barn. Han havde i hvert fald ikke feminine ben. De var… var…

”Nej, jeg har ej,” indvendte han. ”Mine ben er ekstremt macho.”
Macho, ja, det var lige præcis, hvad hans ben var! Og dog… de var nærmere lidt blege og tynde i det. Waldemar havde sådan set ret, når han sagde, at de var en smule feminine, men det var da helt normalt for benene på en femtenårig dreng, var det ikke?
Lukas havde faktisk læst et eller andet sted, at der tit blev brugt mandeben i reklamer for kvindesko, fordi de var tyndere og pænere. Tanken fik dog en svag blussen til at brede sig over hans kinder, for han kunne ikke forestille sig noget mere ydmygende for en af hankøn end at rende rundt i højhælede – det skulle da lige være at iføre sig en kjole. Men det var jo også derfor, at Waldemar var den, der skulle have kjolen på, ikke?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kunne ikke holde et kærligt grin tilbage over Lukas som fik ansigtsudtryk som et lille forkælet barn. Hvor han dog tydeligt huskede hvor mange gange han havde brugt den metode over for sine forældre når han ikke liiiige fik det nye PS-spil, eller den toptjekkede legetøjsbil. Og selvfølgelig havde han fået det han plagede om i sidste ende.
"Dine ben? Macho?" Waldemar lod som om at han fik noget galt i halsen og begyndte at hoste voldsomt, for at understrege hvor meget løgn Lukas' ord var.
Waldemars ben var heller ikke de mest mandige på jorden, men han var overbevist om at Lukas' var mere feminine end hans. Waldemars ben ville normalt være lyse, men her i sommers havde han fået en del sol, så derfor havde de fået en pæn, brun farve, dog ikke som hvis han var gået i solarie. Hans ben var slanke, men alligevel ret muskuløse, det var hans lår i hvert fald, for han havde jo redet næsten hver dag hjemme i England; derfor havde han fået en god potion benmuskler.

[Lukas]

Waldemars hosten fik Lukas til at skyde underlæben endnu længere frem, før han puffede til sin kæreste for at få ham til at holde mund.
”Årh, nu er du bare ond!” lød det fra ham, men han mente det selvfølgelig ikke. Waldemar var der sødeste menneske, han kendte; han ville aldrig gøre noget ondt imod Lukas, i hvert fald ikke medmindre det var i sjov.
Lukas pustede til en tot af sit pandehår, idet han kiggede hen på Waldemar. Hans blik scannede den anden dreng, idet han ihærdigt forsøgte at finde et eller andet, som han kunne drille ham med.
”Tænk, at det skulle komme fra en, der har så… så… krøllet… hår…?”
Han stemme døde lige så stille ud, for siden hvornår havde det været en dårlig ting at have krøllet hår?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar hostede fortsat indtil at hans kæreste puffede til ham. Han lod en varm latter trille ud i rummet og lagde en hånd på Lukas' hår, som han derefter uglede, bare lige for at drille ham lidt.
"Mm måske, men du er dejlig," Et varmt smil spillede på hans læber ved Lukas' ord, han vidste godt at drengen ikke mente det; for hvorfor skulle Lukas være sammen med en som han syntes var ond? Waldemar lod sit blik glide over sin kæreste, han fandt ham ganske nuttet og helt igennem vidunderlig. Ubeskrivelig. Men ved Lukas' kommentar til hans krøllede lokker, hævede han et øjenbryn. Selvom at han vidste at drengen ikke mente noget ondt ved det, følte han stadig et lille spark i maven. Waldemar elskede sine krøller, det var hans mors krøller han havde arvet.
Han valgte at skubbe det væk, det nyttede ikke at dvæle ved fortiden, slet ikke hvis det endte med at gå ud over Lukas. Derfor traf han en hurtig beslutning. Hans fingre snoede sig om sin kærestes hage, hvor på han langsomt nærmede sig indtil at deres læber var ganske få centimer fra hinanden.
"Kys mig, Lukas," hviskede han bedende, og lukkede sine øjne i.

[Lukas]

Lukas’ ene hånd gled per automatik op til hans hår, som han desperat gav sig til at rette på, efter at Waldemar havde uglet det. Det kunne godt være, at hans frisure så helt tilfældig ud, men han gik altså ret meget op i, at håret skulle sidde pænt. Det skulle rigtigt nok se tilfældigt ud – men på den helt rigtige måde. Håret skulle være pjusket, men alligevel kontrolleret.
”Pfff… Det ved jeg da godt,” jokede han. Han gengældte Waldemars smil og stak tungen ud mellem tænderne.

Han fulgte nysgerrigt med, da Waldemars fingre snoede sig rundt om hans hage. Han mærkede et lille sus i maven. Ville Wademar kysse ham nu? Hans kærestes ansigt kom nærmere og nærmere, og Lukas’ øjne gled langsomt i. Han kunne føle, at den andens ansigt kun var få centimeter fra hans… men alligevel skete der ikke noget. Hvorfor ikke det?

Hans kunne mærke, hvordan hans hjerte langsomt sank i livet på ham, men da han hørte Waldemars ord, steg hans humør straks et par grader. Kys mig… Det var jo nærmest en kommando, så ville det ikke være forkert at nægte at gøre det?
Han lænede sig de sidste centimeter fremad og plantede et let, men dog ømt kys på sin kærestes læber.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kunne ikke holde en kærlig latter inde da Lukas begyndte at rette desperat på sine røde lokker og han gav drengen et elskeligt strøg over håret da han havde fået sat det som det skulle. Lukas' hår var altid så blødt og glat, derfor holdte Waldemar meget af at røre ved det. Nej, han elskede generelt bare at røre ved hele Lukas. Et lettere skummelt smil gled over hans læber.
"Godt," sagde Waldemar. Da Lukas stak tungen ud, rystede han bare på hovedet af ham, fandt det ganske kært. Derfor lod han sin hånd glide ned på Lukas' varme kind, nussede den dybfølt.

Drengen ventede tålmodigt, der var intet han forgudede mere end følelsen af Lukas' sukkersøde læber imod sine egne; dem ville han vente for evigt på hvis han skulle. Waldemars øjne var knebet lidt sammen, men han åbnede dog det ene på klem for at se Lukas' reaktion. Ville han gøre det? Waldemars hjerte satte straks farten op, bankede hårdt og hensynsløst i brystet på ham. Han frygtede at Lukas kunne høre det. Hvorfor overreagerede det dog på denne måde? Fordi at han var tæt på Lukas? Fordi at han af hele sit hjerte, håbede på at han om to sekunder skulle føle de berusende, silkebløde læber.

En kommando kunne man nok ikke kalde det, mere præcist en forespørgsel. Så da Lukas endelig lukkede de få centimeters mellemrum mellem deres læber, følte han en ubeskrivelig lykke suse igennem ham, spredte sig med lynets hast. Han lod en hånd bevæge sig om i nakken på den anden dreng, trak ham ind i et dybere og lidt mere heftigt kys.

[Lukas]

Lukas hævede begge øjenbryn over Waldemars skumle smil. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle tolke det, men han turde heller ikke spørge ind til det. Det ville ødelægge øjeblikket.

Han smilede, da Waldemar kærtegnede hans kind. Han havde det på præcis samme måde; hvis det nogensinde blev nødvendigt, ville han vente for evigt på bare at kunne komme til at kysse Waldemar igen. Bare på at se ham…
Og dog. Han havde læst et sted, at hvis to personer var væk fra hinanden i mere end tre måneder, ville de lige så langsomt glemme deres følelser for hinanden. Det var vist noget med, at kroppen blev vænnet til ikke at være i nærheden af den anden længere. Bare tanken kunne få Lukas til at gyse. Hvis tre måneder virkelig var grænsen, så håbede han, at han aldrig nogensinde ville komme til at skulle undvære Waldemar så længe… men man kunne jo aldrig vide. Hvad nu, hvis de bare gled fra hinanden?

Lukas skubbede hurtigt tanken ud af hovedet og forsøgte at fokusere mere på, hvad der foregik her og nu. Da Waldemar gjorde kysset lidt mere heftigt, kunne han ikke dy sig fra at placere en hånd på Waldemars brystkasse, som han begyndte at kærtegne blidt.

[Waldemar Schmidt]

Tankerne der fløj igennem Waldemars hoved var yderst fristende, tanken om Lukas' nøgne hud. Han gøs indvendig af behag, en person så smuk og velskabt havde han aldrig set med sit blotte øjne før; ikke fordi han rigtigt havde set nogen nøgne før, ud over drengene i omklædningsrummet efter idræt, men ingen af dem havde vækket de følelser, den tiltrækning, som Lukas gjorde.

Waldemar ville stædigt påstå at han aldrig nogensinde ville have nogen andre end Lukas. Hele den rødhårede drengs verden drejede omkring Lukas, og uden ham kunne han bare ikke overleve et sekund. Men sådan vidste han jo inderst inde at det ikke var. Intet varer for evigt, havde hans fars motto været. Et pust af smerte strejfede ham, han ønskede virkelig ikke et liv uden Lukas. Men alting kunne jo ske i fremtiden, ikke?
Men som tingene så ud lige nu; så ville han vente for evigt på at have Lukas i sine arme.

Han prøvede desperat at få rystet de selvdestruerende tanker ud af hovedet, han ville ikke tænke på så grusomme ting som det, ikke nu hvor de havde det så godt. Lukas' hånd på hans bryst hjalp ham med at fokusere på nuet, og han lod begge sine hænder glide ned langs drengens sider, kærtegnede dem mens at han lod sin tunge glide over Lukas' underlæbe, bad om adgang.