Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Lukas]

Et smil gled over hans læber, da han mærkede sengen give sig under vægten af endnu en person. Man kunne ikke ligefrem sige, at han ikke havde regnet med, at Waldemar ville dele seng med ham igen i nat, men derfor gjorde det ham ikke mindre glad.
Da Waldemar trak ham ind til sig og kyssede ham på håret, voksede hans smil blot yderligere. Han ville ønske, at han ikke behøvede at stå op for at spise morgenmad imorgen og bare kunne blive liggende i sengen med Waldemar... men den gik ikke, for morgenmaden var obligatorisk, så han ville bare få problemer, hvis han ikke mødt op.
"Godnat, søde Waldemar..." hviskede han. Han fumlede lidt i mørket indtil han fandt Waldemars ene hånd - den raske hånd - og flettede sine fingre ind i mellem hans. Det svage smil forsvandt ikke fra hans læber, selv ikke da hans øjenlåg føltes tungere og tungere, og han gled ind i en dyb søvn.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde fået den vane at han blev nødt til at sove sammen med Lukas og hvis han ikke gjorde, havde han besvær med at falde i søvn og sov uroligt. Så at Lukas ikke sendte ham ud af sengen, gjorde ham glad. Han puttede sig ind til den lille krop og gnubbede sit hoved imod hans ryg mens at han nærmest spandt i behag.
Da han mærkede drengens hånd som famlede i mørket, ledte efter Waldemars hånd og til sidst fandt den, smilede han for sig selv og flettede villigt sine fingre ind imellem den andens. Han ville ønske at han kunne være her ved ham for evigt.
Han elskede ham så højt, han havde ikke brug for andre end Lukas. Så længe de var sammen betød intet andet noget. Solen kunne stoppe med at skinne, verden kunne synke i grus og månen forsvinde, uden at det havde betydning, sådan følte han.
Langsomt faldt han i søvn mens at han nød nærværet af Lukas.

[Waldemar Schmidt]

Regnen sjaskede ned i lange, uendelige strømme og himlen malet i mørkegrå, skumle farver hvor solen umuligt kunne bryde igennem, og vinden var ustyrlig, og ruskede voldsomt i træerne som omgav skolens grunde. Sådan havde vejret været konstant de sidste dage, og derfor havde Waldemar ikke vovet ét eneste skridt udenfor. Det dér med våde ting og blæst der ødelagde hans frisure, arh, der sprang han lige over.
Derfor lå han sig smidt i sin seng med blikket rettet mod et lille TV som han havde købt inde i byen for et par dage siden, det eneste sted der var et TV på denne skole var i opholdsstuen og der gad han altså ikke at være. Waldemar havde altid virket som en meget social, livsglad og positiv person, det var han da også somme tider, men ikke lige nu. Han havde tænkt meget på sin far og på sin søster, som han ikke havde set længe. Hun var jo startet på skolen og i al hemmelighed havde han rent faktisk ledt efter hende.
Waldemar sukkede tungt og forsøgte at fokusere på skærmbilledet, men det virkede bare ikke til at fange hans opmærksomhed. Det var et eller andet naturprogram der omhandlede elefanter. Han lukkede sine mørkegrønne øjne i, opgav på at prøve at holde koncentrationen på tv'et.

[Lukas]

Lukas havde været på vej ind til byen (hvad han skulle der var han dog ikke helt sikker på) men var vendt om, lige så snart regnen begyndte. Først havde det kun dryppet en anelse, men pludselig var det som om, at himlen var revnet og vandet bare flød ud af den. Derfor var han løbet det sidste stykke vej hjem så hurtigt, han kunne, men var alligevel blevet helt våd.

Da han åbnede døren ind til værelset efter at have været nede i opholdsstuen først, var han dog næsten helt tør igen. Han fik med det samme øje på Waldemar, der lå og så et eller andet i tv – det var et naturprogram af en art, så det ud til, for en elefant vandrede netop hen over skærmen.
Han smed sin våde jakke over ryggen på sin skrivebordsstol, før han lod en hånd glide igennem sit røde hår (der kun dryppede en anelse) og vendte sig imod Waldemar. Han skulle lige til at åbne munden, da han så, at Waldemars øjne var lukkede. Sov han?
Et drillende smil gled over Lukas’ læber. Han kunne ikke bare lade chancen glide forbi… det ville være synd. Derfor kastede han sig ned på sengen ved siden af Waldemar, idet han udbrød et ”bøh!"... Jah, okay, det var måske en anelse barnlig, men hvad…

[Waldemar Schmidt]

Tanker om Waldemars far Alexander og hans bror Elisabeth fløj igennem hans hoved som på en højtrafikeret motorvej. Den ene tanke, spekulation, forundring, bekymring efter den anden, ustandseligt og det var ved at drive ham til vanvid. Han ville ønske han bare kunne glemme dem... Men nej, selvfølgelig mente han det ikke, men det ville bare være så meget lettere. Et suk drog fortvivlet hans læber.
Men idet samme hørte han dørens knirken, som var tegn på at nogen havde åbnet den. Hans øjne forblev lukkede og han lod som om at han sov, også selvom at han var helt vågen. Han vidste godt at det var Lukas, for hvem skulle det dog ellers være? Waldemar havde da mødt et par flinke folk der på skolen, men de ville da ikke bare komme rendende uden at banke på, ville de vel? Naah.
Men alligevel blev han forskrækket da han mærkede nogen hoppe ned i hans seng og et højt 'bøh!'. Han gispede chokeret og slog øjnene op. Han så Lukas med et drilsk smil på sine læber og han blinkede uforstående med øjnene.
"Møgunge,"
mumlede han, dog kun varmen og kærligheden sagtens høres. Han skulle nok få hævn..
Så han tog fat om drengens hofter og med et bestemt ryk, forsøgte han at få drengen til at lande oven på sig. Han prisede sig lykkelig for at hans førhen bøjede ribben og brækkede arm var healet succesfuldt, så nu var der intet mere vrøvl med det. Et kruset smil prægede hans læber.

[Lukas]

Lukas kunne ikke holde et lille grin tilbage, da Waldemar gispede og slog øjnene op. Mission succeeded! Godt nok havde han haft på fornemmelsen, at Waldemar nok havde hørt ham komme ind og faktisk ikke sov rigtigt – hvis han da overhovedet sov – så han blev glad, da drengen alligevel blev forskrækket.
”Møgunge selv!” gav han igen.
Da den anden hev i hans hofter, kunne han ikke gøre andet end at trille op på ham. Hvad Waldemar havde tænkt sig at han skulle der, anede han dog ikke.
”Du lå og sov… så det var bare så fristende,” forklarede han, og det drillende smil forlod ikke hans læber et eneste sekund.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar rullede med øjnene da Lukas svarede tilbage på den barnlige måde men fandt det ganske kært, også selvom at han ikke ville indrømme det nogensinde.
Han blev glad da Lukas hverken kæmpede imod eller brokkede sig over at han trak ham ned til sig og mærkede drengen spinkle krop på sig. Han vejede jo ingenting, men på den anden side, det gjorde Waldemar heller ikke, og Waldemar havde ikke noget imod det.
"Aha..."
Svarede han med et løftet øjenbryn da han hørte Lukas' forklaring og han lagde også mærke til det drilske smil. Han var så nuttet~ Han vidste slet ikke hvordan han skulle styre sig.
"Nå men.. Så ved du vel godt at der er straf for at vække mig, ikke?"
Spurgte Waldemar og begyndte derefter at kærtegne Lukas' hofter, under hans lidt fugtige trøje. Havde han været udenfor? Hvad havde han dog lavet ude i det dårlige vejr? Men istedet for at tænke på det, tænkte han på drengens krop som lå over sig. Hurtigt sluttede han sine læber til Lukas' i et dybt, intenst kys. Så kunne Lukas bare lade vær med at 'vække ham'.

[Lukas]

Lukas løftede også sit øjenbryn, idet han forsøgte at imitere Waldemar blot for at drille ham. Ikke at han ikke allerede havde drillet ham nok, men hvad… Waldemar kunne jo tydeligvis tåle det, og det var Lukas faktisk taknemmelig for. Der var ikke noget bedre end folk, der flippede helt ud, bare man kom med en drillende bemærkning til dem. Tsk tsk.
”Nej, vel?!” Lukas forsøgte at lyde så overrasket som muligt, men hans åbne mund og opspærrede øjne blev hurtigt forvandlet til et smilende ansigt, da Waldemar begyndte at kærtegne hans hofter. Var det, hvad han kaldte for en straf? Hvor var piskesmældene, smerten og torturinstrumenterne?
”Uh, sikke en straf…” mumlede han ironisk men dog med varme i stemmen, før Waldemars læber mødte hans i et intenst kys. Han mærkede sit hjerte springe et slag over. Måske var det her alligevel den bedste straf… Waldemar kunne pine ham på måder, som ingen andre kunne. Bare det at være væk fra ham hele dagen var straf nok i sig selv.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar lagde godt mærke til Lukas' efterligning af ham, men han ignorede det blot. Dumme unge... Ej, det mente han ikke, Lukas var ikke dum, han var bare lidt skør, og Waldemar elskede ham for det. Waldemar kunne ikke fordrage folk uden humor, det var noget af det mest kedelige nogensinde og Waldemar havde aldrig nogensinde været den kedelige type. Han var en person der gerne ville lave nogle narrestreger, drille folk, pisse dem lidt af og sådan. At overtræde andres grænser var noget som Waldemar altid havde været mester til.
Han kunne ikke holde et smil tilbage over drengens påtagede overraskelse. Selvfølgelig ville han aldrig kunne finde på at straffe Lukas rigtigt, det dér med at slå på andre, det havde han altid været imod og han slog sjældent, medmindre at han gjorde det uovervejet. Ligesom her for en måned siden med hans søster, hvor hun havde behandlet ham som lort og han havde stukket hende en lussing.
"Mm, hvis du tænder på pisk, brændvarm stearin eller bondage, så sig det,"
Mumlede Waldemar som svar, lige før at han kyssede ham. Lukas' silkebløde læber, var som at være i himlen. Det var en ubeskrivelig følelse som fik hans hjerte til at hamre brutalt i brystet på ham, han blev et kort øjeblik urolig for om hans hjerte ville banke sig vej igennem hans ribben og ud igennem hans bryst. Hvordan kunne en person gøre dette imod ham? Gøre ham så blød i knæene, så svimmel og ør i hovedet?

[Lukas]

Lukas gøs bare ved tanken om de ting, Waldemar nævnte. Han forstod ikke de folk, der tændte på den slags. Adr… Så ville han langt hellere have tre timers eftersidning, eller måske endda fire!
”Neeeej tak,” mumlede han ind mod Waldemars læber, selvom tanken pludselig slog ham… hvad hvis han havde sagt, at han godt kunne lide den slags? Ikke at han kunne, men det kunne være sjovt at se Waldemars reaktion – han virkede ikke just som den voldelige type.
"Det her er bedre," mumlede han, idet han brød kysset for istedet at placere endnu flere kys på Waldemars hals.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar forstod det heller ikke rigtig, men det var ikke noget han tænkte yderligere over. Folk bør da have lov til at gøre det, hvis det er det de tænder på. Waldemar vidste godt at Lukas nok ikke tændte på sådanne ting, men hvis han gjorde, så ja, så havde han skam sagt 'fint nok' og gået med til det. Hvis Lukas virkelig ville nyde det, så skulle han få det sådan. Men han tvivlede.
"Det tænkte jeg nok,"
Hviskede han og så udfordrende op på drengen som lå på ham. Han vidste at der ikke skulle meget mere til før at han blev helt skør i hovedet og ikke kunne holde sig tilbage længere.
Kyssene på halsen, dét var lige det der skulle til. Han udstød et nydende suk og lagde hovedet bagover for at gøre plads til de herlige kys, men samtidig med det, så arbejdede hans hænder på livets løs. Rundt på drengens mave, bryst, sider. Efter et kort stykke tid begyndte de at kærtegne maven, inde under trøjen.

[Lukas]

Lukas var nok blevet en smule forskrækket, hvis han havde fundet ud af, at Waldemar ville være gået med til det. I hans hoved var den slags helt, helt forkert, men måske skulle man bare vende sig til det. Første gang Waldemar havde holdt om ham havde det jo også føltes helt forkert og grænseoverskridende, men nu havde han vænnet sig til det… sådan da, i hvert fald. Godt nok virkede han ikke længere så tøvende, men det betød ikke, at det hele nu faldt ham naturligt.
”Hvad…?” lød det spørgende fra ham, da han bemærkede Waldemars udfordrende blik. Selvom han ikke kunne læse hans tænker, vidste han godt, at Waldemar var ude på et eller andet. Hvad det var, vidste han dog ikke.
Et smil gled over hans læber, da han hørte Waldemars nydende suk. Det betød, at han kunne lide det, og det betød, at Lukas gjorde det rigtigt. Fyldt med glæde inden i gjorde han kyssene heftigere, idet hans læber bevægede sig op af Waldemars hals, op til hans hage og videre op til hans læber. Kysset blev først brudt, da et par nydende suk kæmpede sig vej op igennem hans hals over den måde, Waldemar kærtegnede ham på. Hans hænder føltes så varme imod Lukas' mave, der stadig var en anelse kølig efter at have været udenfor.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde nok heller ikke helt brudt sig om det, men hvis Lukas ville nyde det, så ville han da helt klart gøre det uden tøven. Waldemar havde aldrig fundet det forkert at holde om Lukas, at kysse ham og ... ja, så det ville såre ham at vide at Lukas følte at det var forkert, når det for Waldemar var det bedste og mest rigtige han nogensinde havde gjort. Han elskede virkelig denne dreng, og kærlighed var da aldrig forkert?
Han nød det virkelig, de små kys som blev mere og mere intense, og til sidst blev til et heftigt kys på hans læber. Waldemar gengældte kysset med stor entusiasme mens at hans hænder kærtegnede drengens kølige krop. Et smil formede sig på hans smalle læber da Lukas sukkede i nydelse over hans berøring, hvilket muntrede ham op til at flytte sine kærtegn fra hans mave til hans brystkasse, hvor hans fingre begyndte at glide drilsk i cirkler om hans brystvorte.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar sparkede arrigt døren op og låste den bag sig mens at de krystalklare tårer løb i stride strømme ned over sine kinder. Han vidste godt at han reagerede forkert, men han kunne bare ikke styre det, han kunne ikke holde sine overdrevede følelser under kontrol længere. Han elskede bare Lukas for meget, og jalousien hev og sled i ham.
Samtidig fløj spørgsmålene igennem hovedet på ham. Det føltes som en motorvej på døgnets mest trafikerede tidspunkt. Kyssede Lukas tilbage? Havde Lukas selv lagt op til det? .. Havde han nydt det?!

Han smed sig tudende ned i sin seng og rullede sig sammen under dynen. Selvfølgelig havde Lukas ikke nydt det! Selvfølgelig havde han ikke kysset tilbage, hvordan var det dog han tænkte om Lukas? Han hulkede ned i sin pude, han følte sig som sådan en tøs. Han hadede sig selv, han hadede det her! De her skide følelser der fik ham til at reagere sådan her, han forbandede dem til helvede.
Han vidste ikke hvad han skulle gøre længere...

[Lukas]

Lukas, der var fulgt efter Waldemar så hurtigt, hans ben kunne bære ham, fik døren smækket lige i hovedet. Han tog fat i håndtaget og opdagede til sin forbavselse, at der var låst. Og hans nøgler lå selvfølgelig inde på værelset, fordi han havde regnet med, at han ville komme tilbage hurtigt… pis også.

Han lyttede lidt. Han kunne høre Waldemar hulke, hvilket fik hans hjerte til at synke i livet på ham. Hvorfor havde han dog også fortalt ham det? Det havde jo ikke været godt for noget at få lettet sit hjerte. Alt, han havde fået ud af det, var, at han havde såret Waldemar – og Waldemar havde såret ham, ved bare sådan at stikke af. Hvad tænkte han dog om ham? Han troede sikkert, at det var Lukas, der havde kysset den anden… Men det var jo slet ikke sådan, det hang sammen.

”Waldemar, vil du ikke nok lukke op?” lød det bedende fra ham, idet han lagde sin hånd på døren. Han vidste godt, at det ikke nyttede at råbe og banke på døren, for hvis Waldemar ikke havde tænkt sig at låse op, så havde han ikke tænkt sig at låse op – og sådan blev det bare.