Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar hørte godt at nogen trak ned i håndtaget og han behøvede ikke engang at tænke sig om i to sekunder før at han havde gættet sig til hvem det var. Lukas. Så han havde fulgt efter ham? Waldemar havde ikke engang lagt mærke til det, han havde heller ikke opdaget at han var løbet ind i en eller anden dreng på vejen tilbage til værelset. Det gik først op for ham. Skydfølelsen lagde sig tungt over ham og det gjorde ikke ligefrem hans tristhed mindre.
Hvad skulle han gøre nu. Lukke Lukas ind, eller bare bede ham om at blive væk indtil at han fik det bedre? Hans anden idé virkede fristende, men Waldemar kunne ikke få sig selv til at gøre det. Så han rejste sig op fra sengen, rettede lidt på sit tøj og tørrede det efterhånden tørre tårer væk. Han følte sig så barnlig, og han vidste at han måtte undskylde til Lukas.
Men det der med at undskylde var ikke noget han var vant til, men alligevel vidste han at han blev nødt til at gøre det, for ellers kunne han risikere at miste Lukas. Det ville han ikke.
Og han ville finde denne dreng, ham der havde kysset Lukas, og få et par alvorsord med ham. For at han havde kysset Lukas, det ville eller kunne han ikke tilgive ham for. Det var uacceptabelt og utilgiveligt, hvis ikke at Lukas havde lagt op til det.
Waldemar mandede sig op, kørte et par fingre igennem sit hår, før at han drejede låsen om. Hvad skulle han gøre nu? .. Han vidste det ikke, han stod bare som en statue foran døren. Det eneste der skilte ham og Lukas fra hinanden var døren.

[Lukas]

Lukas stod og krydsede bogstaveligt talt fingre for, at Waldemar ville åbne døren. For hvis ikke han gjorde det… så var der ikke noget at gøre. Så ville de nok aldrig få snakket sammen, og måske… måske så ville Waldemar bede om at blive forflyttet til et andet værelse. Bare tanken gjorde Lukas helt kold inden i, og han forsøgte af al magt at fortrænge den igen.

Han hørte låsen blive drejet, og det gav et lille sæt i ham. På én gang følte han sig både glad og trist, for da han åbnede døren, blev han mødt af Waldemar, der bare stod og… stod. Hans øjne var røde, og Lukas vidste, at han havde grædt. Lige nu havde Lukas allermest lyst til bare at omfavne ham, men han tvivlede på, at det ville være okay, og han var bange for, at Waldemar bare ville afvise ham og skubbe ham væk... dét ville i hvert fald gøre ondt, så han turde ikke tage chancen.
”Hvorfor gik du bare, inden jeg havde talt færdig…?”
Den rødhåredes stemme var lavmælt og rystede svagt.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar stod bare som en statue mens at han ventede på at Lukas åbnede døren. Et eller andet håbede han på at Lukas bare ville smække døren op og springe ind i armene på ham, også selvom at det ville være rimelig usandsynligt, for Lukas var sikkert lige så såret som han selv var lige nu.

Da døren gik op, kiggede han med blanke øjne op på Lukas, men han sørgede for ikke at få øjenkontakt. Han turde ikke. Hans krop dirrede, han var bange for udfaldet af det der lige var sket.
Havde han ødelagt forholdet mellem ham og Lukas? .. Det ville han ikke kunne klare, han havde brug for Lukas. Han kunne simpelthen ikke forestille sig et liv uden den han elskede. Det ville være umuligt.
"Jeg.. Jeg skulle ikke have løbet... Undskyld..."
Han så endnu engang ned i gulvet mens at han sagde det. Hans stemme var lav og hans stemme knækkede et par gange.
Lukas..., tænkte han, Jeg kan ikke uden dig...

[Lukas]

Lukas kunne ikke få sig selv til at møde Waldemars blik lige nu, så det lettede ham faktisk en anelse, at Waldemar ikke kiggede ham direkte i øjnene.

”Du må ikke være vred på mig, Waldemar…” hviskede han lavt, men tydeligt. Der var helt stille på gangen omkring dem, men det larmede inde i hans, hvor tankerne farede frem og tilbage mellem hinanden. ”Det var ikke min skyld…”
Det var vigtigt for ham, at Waldemar forstod det, for han havde på fornemmelsen, at den anden troede, at det var Lukas, der havde kysset Ethan, og ikke omvendt… men sådan var det jo slet ikke. Hvordan skulle han dog også kunne finde på at gøre det, når han havde Waldemar? Waldemar, som han så nødig ville miste.

Han kunne mærke tårerne presse sig på. Han slog blikket ned, så det røde hår dækkede hans øjne, men det var alligevel ikke helt nok til at skjule tårerne, der snart efter begyndte at løbe ukontrolleret ned af hans fregnede kinder. Han begravede derfor sit ansigt i sine hænder og begyndte at hulke, idet han udbrød: "U-undskyld, W... Waldemar, undskyld..."

[Waldemar Schmidt]

"Jeg.. jeg er ikke vred.. Det kom bare som et chok.."
Hans stemme var mere mumlende end Lukas og han sagde tingene knap så tydeligt, men han var stadig sikker på at Lukas kunne høre det, han stod trods alt ikke så langt væk.
I Waldemars hoved foregik der også meget. Alt for meget til at han kunne overskue det på nogen tænkelig måde. Han ville bare gerne holde om Lukas, undskylde til ham, og så bare håbe at alt blev okay igen. Men kunne det det? Ville Lukas tillade det? Ville Waldemar ham selv tillade det? Waldemar vidste med sikkerhed at han ville gøre alt hvad der var muligt, for at beholde Lukas i sit liv.
"Det.. Det ved jeg"
Det vidste han jo godt. Eller? Waldemar var ikke sikker. Jo.. Nej.. Det føltes som om at hans hoved var ved at sprænges. Selvfølgelig havde Lukas ikke kysset Ethan, den fremmede, hvorfor skulle han dog gøre det? Hvis Lukas følte som Waldemar gjorde for ham, så ville han aldrig kunne finde på det. Waldemar kunne aldrig forestille sig selv kysse eller lave noget som helst seksuelt med andre end Lukas. Aldrig.

Tårerne. Tårerne der løb ned over Lukas' kinder, fik Waldemar til at handle. Han kunne ikke klare at se Lukas græde, det gjorde simpelthen for ondt på ham. Han greb fat om Lukas og lagde sine arme beskyttende om ham.
"Ssh, såå, såå," Hviskede han, "Ikke græde", men han gemte så selv sit ansigt i Lukas' hår da han mærkede tårerne presse på, og for en gangs skyld, lod han tårerne få frit løb.

[Lukas]

Det… det ved jeg. Lukas bed sig i læben, da han hørte den andens ord. Nej, du gør ej… tænkte han for sig selv. Waldemars lille tøven fik ham til at tvivle på, om han overhovedet troede på ham eller ej, og blot tanken om, at den anden ikke troede på ham, fik Lukas til at hulke endnu højere. Han kunne ikke gøre for det… han var så ked af, at han ikke længere kunne skjule det.

Pludselig mærkede han et par beskyttende arme omkring sig, som trak ham ind til sig. Men Waldemar… var han ikke vred på ham…? Hvorfor holdt han så om ham?
”Joh…” mumlede Lukas, da den anden sagde, at han ikke skulle græde. Selvfølgelig skulle han græde, han kunne jo ikke bare stoppe… faktisk fik fornemmelsen af en andens arme, Waldemars arme især, ham til at græde endnu mere, men denne gang var han ret sikker på, at det var af glæde over, at Waldemar havde tilgivet ham... eller havde han nu også det?

[Waldemar Schmidt]

Jo.. Han vidste det godt. Sådan nogenlunde da, men det var ikke på grund af Lukas, det var på grund af Waldemar ham selv. Han kunne ikke forstå hvordan en så perfekt som Lukas kunne elske en som ham. Lukas var jo helt igennem fantastisk, så hvorfor valgte han lige præcis Waldemar? Der var jo intet specielt ved Waldemar? Intet udover hans fars formue. Så hvorfor skulle Lukas så ikke beslutte sig for at finde en anden? Han fortjente jo bedre. Men han stolede på Lukas. Det gjorde han nu, nu hvor han så hvor ulykkelig han var. Han ville ikke stå og græde sådan her, hvis det var ham der havde kysset den fremmede, vel?
Waldemar var ikke vred på Lukas. Han var vred på sig selv og han var vred på fyren der havde kysset hans kæreste. Det ville han ikke tilgive og han skulle nok finde ham. Det lovede han sig selv.


"Nej.. Ikke græde,"
Hviskede han ned i Lukas hår, også selvom at han selv græd. Han prøvede at få styr på sig selv, men lige nu var hans hoved et stort rod. Men den eneste der kunne gøre det bedre var Lukas. Ene og alene ham.
"Lukas... Hvad sagde du han hed?"

[Lukas]

Lukas bed sig i læben, da Waldemar spurgte efter Ethans navn. På den ene side ville han gerne fortælle ham det, for hvis han ikke gjorde, ville Waldemar nok få forkerte tanker, men på den anden side, ville han også helst lade være. Waldemar havde sikkert tænkt sig at opsøge den fremmede, sikkert for at konfrontere ham, og Lukas havde ikke lyst til at vide, hvordan det ville ende. Sæt de endte med at komme op at slås… Han bed sig i læben bare ved tanken. Ethan var noget større end Waldemar og hvis Lukas ikke tog meget fejl, var han sikkert også vant til at slås. Han mindede i hvert fald om sådan en, sådan som han havde sneget sig væk fra skolen bare for at ryge.

Lukas slap sin læbe med tænderne; der var allerede kommet et mærke i den, fordi han havde bidt så hårdt. Han besluttede sig for, at det nok var bedst at svare Waldemar, eftersom han følte, at deres forhold hang i en tynd snor lige nu, og han havde virkelig ikke lyst til, at den snor skulle knække.
”Ethan,” mumlede han. Han lagde sine arme om livet på Waldemar og trak sig selv ind til ham. ”Men du må love mig at lade ham være i fred.”

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var ligeglad. Ingen skulle nogensinde slippe godt fra at kysse, skade eller såre hans kæreste. Aldrig. Selvom at han ikke var stærk, så var han magtfuld, på grund af hans fars penge og kontakter. Så derfor så var Waldemar ikke sjov at sætte sig op imod. Waldemar kunne få denne dreng udryddet før at han havde nået at stave til 'undskyld', så hvis han selv havde været denne dreng, så ville han have været rimelig bange.
Han ville ikke finde sig i det. Han kunne ikke leve med sig selv hvis ikke han fik talt med den fremmede om det og fik ham til at forstå at det aldrig nogensinde skulle ske igen. Waldemar var ikke den voldelige type og han havde ikke tænkt sig at bruge vold medmindre det blev nødvendigt. Han gik ind for at ting kunne løses ved en alvorlig samtale. I de fleste tilfælde i hvert fald.

"Jeg vil bare tale med ham," mumlede Waldemar og holdte Lukas tæt ind til sig. Det gjorde ham lidt mere positiv at hans kæreste bekymrede sig for ham.

[Lukas]

Bare tale… Det var vel okay, var det ikke? Det havde vel aldrig skadet nogen at tale tingene igennem, men stadig kunne Lukas ikke afholde sig selv for at bekymre sig for Waldemar. Sæt der nu skete ham noget… og alligevel hørte han sig selv sige:

”Mhm, okay så… Men ikke mere end det.”
Han gav Waldemar et klem, før han rykkede sig lidt for ham og sendte ham et smil. Hans øjne var røde og sporene efter tårerne sad stadig på hans kinder, men det var ikke destromindre et oprigtigt smil.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var jo heller ikke sikker på om det bare ville holde sig til at 'snakke pænt om tingene', men han ville gøre alt for at holde det på det niveau, selvom at han tvivlede grusomt på sit eget temperament. Ville han kunne holde sig selv nede på jorden istedet for at stikke denne Ethan en? Uanset hvordan han så på det, så fortjente Ethan altså en lussing eller to, og han havde håbet at det havde været Lukas der havde givet ham den. Men det var åbenbart op til Waldemar.

"Nejnej.." mumlede Waldemar egentlig bare for at gøre Lukas lidt tryggere ved situationen. "Men ikke nu..." sagde han men tilføjede, "Lige nu.. Vil jeg helst bare være sammen med dig... Hvis det er okay?"
Han betragtede med et spørgende, nej, faktisk bedende blik. Han håbede ikke at Lukas hadede ham for meget efter det her. Af hele sit hjerte, ønskede han at han kunne gøre det godt igen.

[Lukas]

Lukas forstod ikke helt Waldemars bedende blik det var næsten som om, at han ikke regnede med, at Lukas ville gide være sammen med ham, selvom det burde være lige omvendt. Lukas bed sig i læben og tænkte, at det jo var ham, der havde gjort noget galt, så det burde være ham, der ikke fortjente at være sammen med Waldemar.

”Det er mere end okay,” svarede han, og forsøgte så vidt muligt at fortrænge sine tanker. Den slags ville han ikke fylde sit hoved med lige nu. Nu ville han bare glæde sig over, at Waldemar havde tilgivet ham.
Han rakte hånden bagud og fumlede lidt, før han fik fat i dørhåndtaget; han lukkede døren i bag sig, så forbipasserende ikke længere kunne se dem, hvilket var et held, for han var rimelig sikker på, at hans øjne stadig var røde efter at have grædt.
Han sendte Waldemar et bredt smil, før han igen lagde armene om ham og gav ham et stort kram.

[Waldemar Schmidt]

Lukas havde ikke gjort noget forkert, det var ikke hans skyld at en eller anden douchebag havde kysset ham. Waldemar havde til gengæld gjort noget galt, han havde været en dårlig kæreste og bare løbet da Lukas havde det dårligt og brug for ham. Derfor var det Lukas der skulle tilgive Waldemar og ikke den anden vej rundt. Lukas ville jo altid være perfekt i Waldemars øjne.

"Virkelig?" Spurgte han usikkert, han havde brug for at få det bekræftet. Så Lukas gik ikke fra Waldemar? Han hadede ham ikke? Waldemar kunne næsten ikke tro sine egne øre. Han var så glad, så utroligt lettet.
Da Lukas rakte bagud, undrede han sig lidt over hvad han lavede, men så hørte han døren smække i. Det fik hans hjerte til at sætte tempoet op. Lukas havde ret røde øjne ja, men det samme havde Waldemar, så han sagde ikke noget. Han ville bare gerne være glad nu, og han ønskede at Lukas ville være det samme.
Hans ønske fik i opfyldelse da han så Lukas' brede smil og han mærkede sin kærestes arme om sig. Det fik ham til at lyse op i et lykkeligt smil og han holdte sin elskede tæt ind til sig.
"Lukas..." Hviskede han lettet ned i hans røde hår.

[Lukas]

Lukas nikkede som svar, men det kunne Waldemar selvfølgelig ikke se, og da det gik op for ham, skyndte han sig at åbne munden.
”Ja, virkelig…” mumlede han. ”Du behøver ikke at lyde så overrasket…”

Han nød den varme følelse, der som altid bredte sig i hans krop når Waldemar var tæt på ham. Han var glad for, at Waldemar ikke var vred på ham længere, og han ville ønske, at det bare kunne stoppe her. Men nej… Waldemar insisterede på at snakke med Ethan, og Lukas var sikker på, at der ikke ville komme noget godt ud af det. Lige nu forsøgte han dog at fortrænge sine bekymringer, idet ham mumlede et: ”Mhmm?”
Waldemar havde nævnt hans navn… var der noget, han ville sige?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar så ned på den rødhårede dreng da han svarede på hans spørgsmål. Det fik en behagelig varme til at sprede sig i hans krop, som om at han fik fjernet en stor vægt fra sine skuldre.
"Tak.." Mumlede han lavt, men han mente det virkelig. Det at Lukas gerne ville tilbringe sin tid sammen med ham, det var han virkelig taknemmelig for.

Ved følelsen at Lukas så tæt på sig, lukkede han sine øjne i i ren nydelse. Han havde været så bange for at han nu mistede Lukas. For at være helt ærlig, så kunne han ikke forestille sig hvordan hans hverdag skulle kunne fungere uden Lukas. At vågne op med Lukas ved sin side, at kysse ham 'velkommen tilbage' efter en lang skoledag og at ae hans kind om aftenen før de skulle i seng. Uden det.. Hvordan skulle hans verden så dreje rundt?
Han smilede. "Om du tror det eller ej, så.. så elsker jeg dig," Han sagde det lavt ned i Lukas' hår, men han tvivlede ikke på at Lukas kunne høre det.