Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Lukas]

Lukas vidste først ikke, hvad han skulle svare. Selvom hans egne ord var kommet noget bag på ham, følte hans sig alligevel mere okay, end han havde gjort de sidste mange dage. Uger. År, ligefrem. Han havde det ikke bare okay, han havde det fantastisk, og han nød følelsen af Waldemars hånd, der strøg ham over håret. Det var længe, længe siden at et andet menneske havde kærtegnet ham på den måde. Hans egen mor havde ikke strøget ham over håret i flere år, ikke siden han kom i den dér mor-du-er-bare-så-pinlig-hold-dig-væk-fase.
”Mhmm,” mumlede han. ”Helt ok.”
Han blev pludselig opmærksom på, at Waldemar igen var kommet meget tæt på, og snart efter mærkede han et par bløde læber mod sin fregnede kind. Se det var noget, han i hvert fald aldrig havde prøvet før. Han holdt sit åndedræt tilbage, idet han drejede sit hovedet. Bare en ganske lille smule, så hans mund kom tættere på Waldemars. Turde han?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var heller ikke vant til sådan en kontakt med nogen. Han havde ikke rigtigt haft en kæreste, ikke et seriøst forhold i hvertfald, og det er mange år tilbage. Den eneste nærkontakt han nogensinde havde fået, var fra hans mor, som sagtens kunne give ham et kys på kinden, men det var sjældent hun havde haft tid til ham, eller hans søster.
"Det' godt," hvisker han, og hans hjerte galopperer derud ad, som en flok vildheste på flugt, da han ser at Lukas' ansigt rykker en smule tættere på. Som svar, nærmer han sig en smule, så hans læber kun er ganske få centimer fra Lukas'.
Han mærkede hvordan blodet pumpede rundt i hans krop, og han lukkede langsomt øjnene, i håb om at han ville mærke Lukas' læber mod sine. Han forstod ikke sig selv, han var slet ikke vant til at føle sig tiltrukket af andre.

[Lukas]

Lukas lukkede sine mørkeblå øjne. Han mærkede sit hjerte banke hurtigere og hurtigere. Hvis det ikke snart sænkede farten, var han overbevist om, at der ville slå hul på hans brystkasse og hoppe ud. Men hvordan skulle han kunne stoppe det, når Waldemars ansigt var så tæt på hans? Han kunne ligefrem mærke den andens åndedræt mod sine læber.
Så gjorde han det. Han lænede sig frem imod Waldemar og pressede sine læber blidt imod hans. Det føltes helt rigtigt, det her, selvom det burde være lige omvendt. Hans sad i en seng, tæt op af en anden dreng, som netop havde kysset ham på kinden. En dreng! Ikke en pige, nej, men en dreng. Lukas var jo ikke homoseksuel – det mente han i hvert fald ikke selv – men alligevel føltes det ikke spor underligt at kysse Waldemar. Eller, måske føltes det en anelse underligt… men det var nok kun, fordi det var første gang, han nogensinde havde kysset nogen.
Han mærkede, hvordan det snurrede i hans læber, da han trak sig en anelse væk fra Waldemar og åbnede sine øjne igen, så han kunne betragte den anden. Køn, det var han. Og køn var ellers ikke et ord, Lukas normalt ville bruge om en anden dreng.

[Waldemar Schmidt]

Sekunderne tikkede forbi, og han følte utålmodigheden stige i ham. Var det en afvisning? Men det kunne han næsten ikke tro på, for han kunne mærke Lukas' hjerte hamrer voldsomt i brystet på ham, og han vidste udmærket at hans eget hjerte reagerede præcis som Lukas'.
Hans øjne var stadig lukkede, da han mærkede Lukas' silkebløde læber imod sine egne. Hans hjerte sprang et slag over, og det føles som om at han var ved at dø - af lykke. Han strammede grebet om den andens liv, og han lagde en hånd forsigtigt i den andens nakke. Det føles som om at han var ved at lette fra sengen, som om at han kunne flyve 20 gange rundt om skolen i ren og skær lykke. Waldemar havde aldrig tænkt over sin seksualitet, det var aldrig noget som egentlig havde interesseret ham, men ja, selv for ham føles det mærkeligt, men samtidig, så.. så.. så perfekt. Han ville ønske at de bare kunne fryse i øjeblikket, for det var et øjeblik han aldrig ville glemme.
Det her var også Waldemars første kys, og da Lukas trak sig væk, vidste han ikke helt hvordan han skulle reagerer. Lyserød farve havde blusset op på hans ellers så blege kinder, og han åbnede øjnene for at se ind i øjnene på Lukas. Men uden selv at tænke videre over det, skubber han drengen ned at ligge, og lod sig selv falde med, dog støttede han med den ene hånd, for ikke at mase Lukas. Den anden hånd tog fat om Lukas' hage, og usikkert lod han sine læber berører den anden drengs. Han ønskede virkelig ikke at det skulle slutte nu..

[Lukas]

Lukas sad tilbage med en lidt tom følelse. Var det virkelig det? Godt nok var det ham, der havde stoppet kysset, men hvad skulle han ellers gøre? Det hele var så nyt for ham, så fantastisk og dog så forvirrende på samme tid. Hans læber var klodsede og usikre, og ligeså var Waldemars, kunne han mærke.
Han så den anden dreng rødme, og han var sikker på, at hans egne kinder var lige så røde. Mindst. De føltes varme, som havde han feber… bare uden halsbranden, kvalmen og de ømme led.
Et overrasket gips lød fra ham, da han pludselig blev skubbet ned at ligge. Han kæmpede dog ikke imod eller forsøgte at rejse sig op, da han mærkede tyngden af Waldemars krop over sig. I stedet lod han sine øjne glide i, da han næsten kunne forudse, hvad der nu ville ske. Og rigtigt nok, snart efter mærkede han Waldemars greb om sin hage og hans bløde læber imod sine. De var usikre, men Lukas gengældte alligevel kysset så godt, som han kunne.

[Waldemar Schmidt]

Forvirrende kunne man med lethed kalde det, men Waldemar valgte at ignorere sine tanker, og lod sig overgive til nydelsen og lykken. Før havde han ikke haft nogen besynderlig lyst til at afprøve ting omkring sin seksualitet, men nu hvor han først var gået igang, havde han slet ikke lyst til at stoppe.
Waldemar var glad for at Lukas ikke kæmpede imod, det ville godt nok have været et slag i ansigtet, og et kæmpe slag i selvtilliden, hvis han havde gjort det. Hans hænder rystede i usikkerhed, men samtidig i lyst og ivrighed.
Hans egne øjne lukkede sig også, og han nød følelsen af Lukas' bløde, fortryllende læber imod sine egne. Hans hånd begyndte uerfarent at undersøge fyrens krop. Langsomt, nysgerrigt, lettere dirrende, gled den ned langs hans kind, fulgte hans kæbe, ned langs hans hals, og så videre ned til hans kraveben. Hans hud var så glat, så fin og blød, at han ikke kunne dy sig fra at lade små, enkelte kys falde som små fjer ned langs Lukas' hals.

[Lukas]

Lukas’ læber gled let fra hinanden, da hans åndedræt blev hurtigere og hurtigere. Han mærkede Waldemars hånd, der gled ned over først hans ansigt og så hans hals, for til sidst at stoppe ved hans kraveben. Det var næsten for meget for ham, da han hans hals blev dækket af en masse, små kys. De var blide og at beskrive dem som dunlette ville ikke være helt af sporet.
Fra sin liggende position kunne Lukas ikke rigtigt se Waldemar, så det var med klodsede bevægelser, da hans hånd fandt vej frem til den andens nakke. Han fik fandt i et par blonde krøller mellem sine fingre, som han nussede let.

[Waldemar Schmidt]

Kyssene på Lukas hals blev efterhånden mere og mere intense, og det samme gjorde Waldemars hånds bevægelser på den andens brystkasse. Kærtegnende, aende. Han kastede sin usikkerhed over skulderen, prøvede at glemme alt og dem og forvirringen om sine nyfundne lyster.
Waldemar vidste ikke meget om s og kærtegn, så han måtte prøve sig frem og lytte til sin krop og instinkter. Hans læber søger op omkring Lukas' igen, og lader dem mødes, langt heftigere og langt mindre usikkert end før.
Han vidste ikke hvor langt han burde gå, hvor langt Lukas vil respekterer det, men han kan jo lige så godt tage det han kan få, ikke? Så hans hånd gled ind over drengens trøje, aede og strøg den bløde, tynde mave.

[Lukas]

Efterhånden som Waldemars kærtegn blev mere og mere intense, blev det næsten for meget for Lukas. Selvom ingen af dem nogensinde havde gået så langt før, virkede Waldemar alligevel til at være langt mere modig på det punkt, end Lukas selv var. Da den anden sneg en hånd op under hans trøje for at ae hans mave, lød der et lille gisp fra ham, og han brød kysset ved at trække sit ansigt lidt væk fra Waldemars.
”Waldemar…” lød det lettere hæst fra ham. Han kastede et blik op på det lyse ansigt og de mørkegrønne øjne. Det var blevet intenst. Lidt for intenst for ham. Det er skræmmende, tænkte han stille for sig selv, men det kunne han ikke sige højt. Hvad ville Waldemar så ikke tro om ham? Nej, så hellere holde sin mund.
Han rakte sine arme frem og placerede begge sine hænder på Waldemars brystkasse, idet han delvis gemte sit ansigt i sit ærme - så godt han kunne, i hvert fald. "Undskyld."

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde lidt haft på fornemmelsen at Lukas ikke ville kunne gå videre, og det havde han også fuld forståelse for, også selvom han selv havde lyst. Hans hånd på den andens mave, stoppede straks sine kærtegn, da Lukas brød kysset.
Han var ikke helt tilfreds med det, og som altid, tog han det som en fornærmelse. Typisk Waldemar. Men han kiggede blot på drengen, da han sagde hans navn, han vidste godt at det var tid til at stoppe nu. Men han var bange for hvordan Lukas ville opføre sig bagefter. Være sur? Trist?
Da Lukas placerede sine hænder imod hans bryst, sikkert for at holde ham lidt på afstand. Den måde Lukas gemmer sig på, og den måde han kommer med det spæde undskyld, gør ondt inden i Waldemar. "Hey, der er intet at undskylde for," siger han, faktisk lettere panisk, for det var ikke meningen at gøre Lukas ked af det eller noget. Istedet for at stå henover Lukas, lader han sig glide ned ved siden af ham. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagerer, det dér med triste mennesker havde aldrig været hans stærke siden.

[Lukas]

Lukas havde svært ved at aflæse Waldemars følelser lige nu. Havde han såret ham? Skuffet ham? Han bed selv i kinden og håbede, at det ikke var gået så vidt, selvom han indeni godt vidste, at Waldemar ikke ville have, at han havde stoppet det.
”Men jeg mener det,” vedblev Lukas. Denne gang havde hans stemme fået en lidt mere bestemt klang. ”Jeg ved godt, at du gerne vil fortsatte, men… det hele er bare så nyt og forvirrende.”
Han trillede om på siden, så han kunne bedre se Waldemar, der nu lå ved siden af ham. Han vidste virkelig ikke, hvordan han skulle forklare sig, for det var ligesom om, at lige meget hvad han sagde, så lød det dumt. ”Det er ikke, fordi du har gjort noget forkert, bare rolig,” tilføjede han og lod sin ene hånd søge op mod Waldemars pande for at fjerne en krøllet hårtot fra hans ansigt.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde en indre kamp med sig selv om hvad han skulle gøre. Burde han gå og lade drengen være lidt alene, eller burde han blive liggende? Han kendte jo stadig ikke Lukas særlig godt, så han vidste ikke hvad han ville foretrække. Men Waldemar kunne ikke ligefrem sige at han fortrød at han havde kysset med Lukas. Hvorfor skulle han dog fortryde?
Han kastede et lettere forundret blik på Lukas, da han pludselig lyder så bestemt. Det havde han ikke troet han skulle høre.
"Det forstår jeg godt," sagde han, uden at vide hvad han ellers skulle sige. Han vidste jo godt at han var gået for langt, det var trods alt første gang for dem begge to. Han fremkaldte et ganske lille smil, da drengen siger at han ikke havde gjort noget forkert, det gjorde ham godt at høre, men han var ikke sikker på om han skulle tro på det eller ej. "Det er jeg glad for, men undskyld hvis jeg gjorde noget du ikke brød dig om. Det var forkert af mig."

[Lukas]

Lukas kunne have tævet sig selv gul og blå. Han havde ødelagt det hele nu. Han skulle aldrig, aldrig være stoppet. Det var hans skyld alene, hvis Waldemar havde det dårligt med sig selv lige nu. Og det lød virkelig sådan, da han talte. Lukas fik helt ondt af ham, men anede ikke, hvad han skulle sige for at muntre ham op. Han duede ikke til det dér med at trøste andre. Han kom altid til at sige eller gøre et eller andet forkert.
”Nej, det var ikke forkert af dig. Det var heller ikke, fordi jeg ikke brød mig om det,” svarede han ærligt. Det var snarere, fordi han havde brudt sig så meget om det, at det havde skræmt ham.

[Waldemar Schmidt]

Måske var Waldemar lidt såret over at være blevet afvist, men sådan havde han altid reageret. Det der med at føle sig som et dårligt menneske, eller føle sig mindre værd, havde han en tendens til at føle rimelig hurtigt. Så det var ikke fordi Lukas havde gjort noget forkert, overhovedet, han havde jo bare sagt fra, men alligevel var Waldemar barnlig nok til at føle et stik i hjertet.
Da han hørte hvad Lukas sagde, spærrede han øjnene overrasket op. Virkelig? Havde han kunne lide det? Så han havde ikke gjort noget forkert? Eller...? Waldemar vidste ikke hvordan det hang sammen. "Sååå~, du kunne godt lide det?" Han kunne simpelthen ikke modstå trængen til at drille drengen en smule. Et smil formede sig på hans læber.

[Lukas]

Lukas kunne godt fornemme, at Waldemar bare drillede ham nu. Han valgte at tackle det som et godt tegn, for hvis den anden var i humør til at drille ham, betød det, at han i det mindste ikke var sur på ham. Heldigvis.
Lukas måtte holde sig tilbage for ikke at give den anden dreng et ligeså drillende svar tilbage. Der var ingen grund til at ødelægge mere, end han allerede havde gjort, så han besluttede sig for, at han hellere måtte sige sandheden. Koste hvad det ville.
”Jah,” lød det fra ham. Han kunne mærke varmen stige op i sine fregnede kinder, og han var helt sikker på, at de havde skiftet farve fra bleg hudfarve til lettere rødlig. Pokkers også. ”Og hvad så, hvis jeg kunne?”