Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kom kørende ind, siddende i en kørestol som han havde lånt af skolelægen. Han så vildt ynkelig ud som han sad der, bedøvet på smertestillende, og selvom han havde fået morfin, så gjorde det stadig ret så ondt, i hvertfald hvis han bevægede sig.
Han havde fået lagt bandager rundt hans brystkasse, fordi lægen havde konkluderet at han havde bøjet et par ribben. Og ud over det, havde han fået lagt et tykt lag gips rundt om sin højre arm, fordi han åbenbart havde brækket den. Hvorfor var han altid så uheldig? Han havde tit forstuvet noget, flere gange sine fingre, men aldrig brækket noget. Men bare tanken om ikke at kunne være ordentligt brugbar i flere uger, omkring 3-4 uger havde lægen sagt, før at han måtte bevæge sig normalt igen, skræmte ham. Så lang tid hvor han bare skulle ligge og lave ingenting? Han gøs.
Men han havde været heldig, for den kørestol han havde lånt, var med motor og kunne styres på et lille håndtag ved det ene armlæn, for han havde jo brækket den ene arm så han ville ikke kunne styre sådan en kørestol som man fik frem ved at skubbe hjulene.
Det første han gjorde var at rejse sig fra kørestolen og dumpe direkte ned i sin seng. Udmattet.

[Lukas]

Lukas lå på maven på sin seng med en blyant i hånden og sin skitseblok liggende foran sig. Mens Waldemar havde været væk, havde han fået det meste af tiden til at gå med at tegne, hvilket havde resulteret i, at han kun havde et par få blanke sider tilbage i sin skitseblok, og det sagde altså meget, eftersom han var god til at fylde hele papiret ud.
Han lod dovent sin blyant stryge henover papiret, idet han formede noget, der kunne minde om en hund. Eller et træ. Når han manglede inspiration, hjalp det ham som regel bare at tegne krimskrams og så se, hvad han kunne få det til at forestille.
Han var netop ved at trylle et særligt kompliceret mønster om til en påfugl, da døren gik op. Lukas bemærkede dog ingenting, for han havde musik i ørene. Det var først, da hans blik tilfældigvis strejfede kørestolen i rummets midte, at han blev hevet tilbage til virkeligheden. Det gav et sæt i ham, da han fik øje på den. Hvilken handicappet person havde dog parkeret den her? Først lidt for sent fik han øje på Waldemar, der havde lagt sig i sin seng.
”Velkommen tilbage,” lød det fra ham. Måske lidt plat, men hvad skulle han ellers sige? Waldemar var sikkert stadig for omtumlet til at kunne høre ham alligevel.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar lå blot i sin seng, på den modsatte side af der hvor han havde ondt, hvilket heldigvis betød at han havde fronten imod Lukas. Han modkæmpede trangen til at falde i en dyb, drømmeløs søvn, for han blev altså nødt til at undskylde til Lukas. Det var hans skyld at det var gået så galt, og skyldfølelsen gnavede i ham.
Han hørte godt Lukas og hvad han sagde, men istedet for at sige tak, sagde han; "Undskyld Lukas," Hans stemme var hæs og spæd, og han skyndte sig at rømme hæsheden væk, før at han fortsatte, "det var virkelig ikke med vilje.."
Det var hans skyld det hele, og det ændrede ikke noget om det var med vilje eller ej. Det forandrede ikke facten at Lukas' frygt for heste nu sikkert var groet til dobbelt størrelse. Men Waldemar beskyldte ikke hesten, Victor var sikkert bare blevet forskrækket over noget, og det var derfor han reagerede sådan. Ikke? Den eneste han hadede lige nu for det der var sket, det var ham selv. Han fortjente de skader han havde fået.
"Undskyld.." hviskede han.

[Lukas]

Det gjorde helt ondt inden i Lukas, da Waldemar undskyldte til ham. Det var jo ikke ham, der havde gjort noget. Det var hesten… det møgdyr. Oplevelsen i dag havde blot bekræftet Lukas i hans mening om, at man skulle holde sig fra heste.
”Du skal ikke undskylde,” lød det fra ham. ”Det var ikke din skyld.”
Han lagde sin blyant fra sig og krøb ud af sin seng og hen til Waldemars i stedet. Han satte sig på knæ ved sengekanten, så han kunne se Waldemar, som han mest af alt havde lyst til at give et stort kram, men han turde ikke. Drengen havde jo forbindinger på og sad tilmed i kørestol nu, så det gik vist ikke, at han var for voldsom med ham.
”Jeg sagde jo, at heste er farlige,” lød det stille fra Lukas, der halvhjertet forsøgte at lave sjov med det. Han sendte Waldemar et opmuntrende smil, for han ville ikke have, at han skulle have det dårligt med sig selv.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar holdte stadig fast i sin mening og det ville han altid gøre. Vi bliver jo også bange af og til, og så reagerer vi også på nogle mærkelige måder, for at komme væk. Så han forstod godt Victor, det var ikke hans skyld. Han kunne ikke gøre for det. Heste er jo heller ikke ret intelligente dyr, ud over det.
Da han ser at Lukas kommer hen og sætter sig ved hans seng, kryber han tættere på kanten for at komme tættere på sin klassekammerat. Men jo, han følte virkelig at han skulle undskylde, og han følte virkelig inderligt at det var hans skyld. Han kunne bare have været mere opmærksom. Lige nu havde han bare brug for at holde om Lukas, men han vidste ikke om det ville gøre ondt i hans ribben, men uanset om det gjorde eller ej, så var han ligeglad. Han havde bare brug for ham tæt på sig..
"Han blev bare bange," forsvarede han Victor, det var let både at se og hører på ham at han var utroligt træt, men han havde ikke lyst til at sove medmindre at Lukas lå lige her, sammen med ham. Det var det eneste han ønskede..

[Lukas]

Det lød et opgivende suk fra Lukas. Det kunne godt være, at hesten var blevet bange, men det var stadig dens skyld, at Waldemar var kommet til skade. Han lod dog være med at sige det højt, da han ikke orkede at diskutere det med Waldemar lige nu.
”Du skal hvile dig,” sagde han i stedet, hvorefter han vendte sig væk fra den anden dreng og lagde sig over i sin egen seng igen. Hvis han blev ved med at snakke med Waldemar, fik drengen aldrig sovet, og han kunne tydeligt mærke på ham, at han havde brug for noget søvn.

Lukas skubbede sine tegneting væk fra sin seng og begravede sin ene kind i sin hovedpude. Selv følte han sig ikke spor træt, men hvis han lod som om, kunne det være, at Waldemar faldt i søvn, og så slap han for at høre mere om, at det ikke var hestens skyld, at han var faldet af.

[Waldemar Schmidt]

Da Lukas rejste sig for at gå hen til sin egen seng, kom Waldemar med et ynkeligt piv og så på Lukas med et lige så ynkeligt blik. Han ville virkelig ikke have at han gik, han havde brug for ham lige her.
Waldemar forstod på et eller andet punkt godt at Lukas beskyldte hesten, han vidste jo ikke bedre, derfor blev han ikke irriteret på ham, hvilket han normalt ville være blevet hvis det havde været andre end Lukas.
"Kommer du ikke her hen?" Spurgte han jammerligt, og så ynkværdigt på ham med store, mørkegrønne hundeøjne. Tiggende. Hvis Lukas nægtede, så ville han bare true med at han ville holde sig vågen, lige indtil at Lukas kom hen til ham. Med sin raske arm, klappede han på pladsen ved siden af sig.

[Lukas]

Lukas vendte sit blik mod Waldemar og blev mødt af et par store hundeøjne. Nej, hvor var det altså bare unfair! Nu havde han lige besluttet sig for at lade den anden være, så han kunne få noget søvn, og så blev han udsat for det dér blik…
Han sukkede og overvejede kraftigt bare at vende sig om og lade som ingenting, men kunne han få sig selv til det? Nej.
”Men… hvad hvis jeg kommer til at mase dig?” lød det usikkert fra ham. Han turde næsten ikke røre ved Waldemar bare af frygt for, at det ville gøre ondt på ham, så hvordan skulle han bære sig ad med at ligge ved siden af ham? Og alligevel fik han slæbt sig selv ud af sin seng og hen til Waldemars. Han tøvede dog lidt med at ligge sig ned ved siden af ham.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde håbet at de ynkelige og bedende hundehvalpeøjne ville overbevise Lukas om at komme hen til ham, for han havde ikke lyst til at falde i søvn uden den anden ved sin side. Det understregede blot de blomstrende følelser som han følte for ham, og som blot blev stærkere og mere utålelige, dag for dag. Hvis Waldemar vidste hvad Lukas havde overvejet, bare at vende sig om på den anden side og ignoreret ham, så ville han godt nok være blevet knust. Han havde jo bare brug for ham.. Var det virkelig så forkert?
"Du maser mig ikke," forsikrede Waldemar Lukas om, og rykkede længere ind mod væggen så der var mere plads. Da Lukas rejste sig og kom tættere på, følte Waldemar et skud af lykke og han forsøgte at trække Lukas ned til sig, dog kun med brug af den raske arm, da det ville være for smertefuldt at bruge den brækkede. Bare tanken om hans varme krop imod sin, gjorde ham helt omtumlet.

[Lukas]

Lukas rynkede lidt på brynene, så to små streger dukkede frem i panden på ham. ”Men…” begyndte han, men han nåede aldrig videre, før Waldemar gav sig til at trække i ham. Selvom han helst ville stritte imod og give Waldemar tid til at hvile sig, hvilket han virkelig også havde brug for, mærkede han alligevel sin krop give efter.
Han lagde sig ned ved siden af Waldemar. Meget, meget forsigtigt puttede han sig ind til ham. Nu, hvor han lå ved siden af ham, gik det op for ham, hvor meget han havde savnet varmen fra den anden drengs krop.
"Hvis du brækker flere knogler, er det din egen skyld," mumlede han.

[Waldemar Schmidt]

Han havde godt lagt mærke til Lukas' tøven ved at ligge sig ned ved siden af ham pga hans bøjede ribben og brækkede arm, og på en måde gjorde det Waldemar ret glad. Sådan at nogen bekymrede sig for ham.. Det fik et lille smil til at forme sig på hans læber.
Trods tøven og protest, lagde Lukas sig ned og puttede sig ind til ham. Mm, hvor havde han savnet at have ham tæt på sig, og han lagde sin brækkede arm henover Lukas ganske forsigtigt. Det var heldigvis kun hans underarm der var brækket, og også selvom at det gjorde lidt ondt, så betød det ikke det store for ham. Han havde oplevet værre.
Han kunne ikke lade vær med at smile over drengens kommentar, han var så glad for at han var her. "Mhmm, " mumlede han bare alt for træt til at sige andet, før at han kyssede Lukas' pande ganske blidt. Lille søde Lukas..

[Lukas]

Lukas kunne ikke lade være med at sende Waldemars brækkede arm et bekymret blik, da han lagde den over ham. Kunne den godt holde til det uden at komme yderligere til skade...?
Hans midlertidige bekymring blev dog erstattet af glæde, da han hørte Waldemars lille 'mhmm'. Det måtte betyde, at Lukas ikke var den eneste, der var glad for igen at ligge i armene på den anden dreng.
"Sov nu..." hviskede han, før han blidt lod sine læber strejfe Waldemars næsetip.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar vidste ikke helt om at den brækkede arm kunne komme slemmere til skade af det, men egentlig tænkte han heller ikke over det, han tænkte på helt andre ting lige nu. På hvor dejligt det var at ligge her med Lukas helt tæt på. Han kom i tanke om sidst, da de kyssede og da han havde rørt lidt ved Lukas.. Han forsøgte at skubbe tanken væk, men den blev hængende uanset hvor hårdt han prøvede. Det fik en lyserød farve til at blusse op i hans kinder.
Da Lukas hviskede at han skulle sove, nikkede han stille, men før at han lukkede sine øjne i, sluttede han sine læber til Lukas' i et kærligt kys. Selvom at det ikke var meningen, kunne han ikke lade vær med at leve sig lidt for meget ind i det, og derfor blev kysset måske lidt for intenst. Waldemar blev en anelse forskrækket over sig selv, derfor trak han hurtigt sit ansigt væk fra Lukas og lukkede sine øjne i. Rødmende og forbløffet over sin trang og følelser.

[Lukas]

Lukas havde selv ladet sine øjne glide i. Der var jo ingen grund til, at han lå vågen, mens Waldemar sov, vel? Det ville være en anelse akavet, og i længden ville han nok blive træt af bare at ligge helt stille og forsøge på ikke at vække den anden.
Fordi han havde lukkede øjne, kom Waldemars kys noget bare bag på ham. Han gengældte det dog, men havde svært ved at leve sig lige så meget ind i det som den anden dreng, så det forbløffede ham lidt, da det hele blev så intenst. Der lød et gisp fra ham, og han spærrede sine øjne op. Waldemar havde allerede trukket sig væk fra ham og lå nu med lukkede øjne. Han lod sikkert som om, at han sov, men Lukas var sikker på, at han stadig var vågen, for hans kinder var helt røde. Den rødhårede dreng turde dog ikke at sige noget, da han, ligesom Waldemar, var flov over det, der lige var sket, så han gemte blot sit fregnede ansigt i lagnet og håbede, at de bare kunne glemme det. Selvom han nu måtte indrømme, at han på et eller andet punkt havde nydt det... Der lød en lille lyd fra ham, idet han borede sit ansigt endnu mere ned i sengen. Nejnejnejnejnej! Hvordan kunne han tænke sådan? Det var helt forkert!

[Waldemar Schmidt]

Desværre måtte Waldemar indrømme at han selv havde lidt for let ved at leve sig ind i det, han havde faktisk utroligt svært ved at gøre andet. Hans egen passion og lyst, havde virkelig kommet bag på ham, det havde faktisk skræmt ham en smule. Før havde han ikke engang overvejet sin seksualitet, og nu... Nu havde han lyst til at kysse, og røre.. og.. og.. med en. Og nej, ikke med en pige, som hans far sikkert ville have en ønsket. Næ nej, faktisk en dreng! Men han skammede sig ikke over det, men han var bange for sin fars reaktion. Han skubbede tanken væk.
Ja, han lod som om at han sov, han ville virkelig ikke se Lukas' reaktion lige nu. Han håbede bare at han ikke var sur, men nej han ønskede altså ikke at glemme det. Hvert sekund med Lukas var en gave, en velsignelse. Han åbnede sit ene øje og så at Lukas havde gemt sit ansigt i madrassen, hvordan kunne man ikke synes at denne dreng var så utroligt kær? Waldemar hørte også godt den lille lyd, så sød~
Han trak dynen hen over sig selv og Lukas og som for at undskylde, hev han Lukas helt ind til sig. Og kort efter kunne man hører Waldemars dybe vejrtrækning, væk i drømmeland.