Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Waldemar Schmidt]

Ja, Waldemar var blevet i bedre humør efter at Lukas havde indrømmet at han godt kunne lide det. Det havde gjort ham lidt mere sikker på sig selv. Han bemærkede drengens rødmende kinder, og han fandt det ganske sødt. Så sødt at han ikke kunne lade vær med at kysse Lukas på den rødlige kind. Selvom at han bare lå her ved siden af den anden, kunne han godt mærke en varm følelse sprede sig indeni ham. En følelse af forvirring, en følelse af forundring, men så alligevel, en hed, dyb følelse af lykke.
"Mhm, hvis du så godt kunne lide det, hvorfor så stoppe?"

[Lukas]

Da Waldemar kyssede ham på kinden, fik han et sug i maven. Drengen havde ret; hvis han kunne lide det, hvorfor så stoppe? Han mærkede en varm følelse brede sig inden i ham, en blandet følelse af glæde. Og af mod.
”Ja, hvorfor det…?” gentog han, før han tog sig sammen til at rykke lidt tættere på Waldemar, så han kunne kysse ham. Ikke på munden, men på panden. Han lod blidt sine læber strejfe hans pande, så forsigtigt, at det knap nok kunne mærkes. Hvis Waldemar måtte drille ham, havde han i hvert fald også lov til at pirre ham. Bare en lille smule.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var ikke vant til at blive drillet, den eneste der havde turde at sætte sig op imod ham var hans familie. Hans klassekammerater havde han altid været en mester til at drille, men de havde aldrig drillet sådan rigtigt tilbage, uanset hvor provokerende han blev. Han havde tit undret sig over det, men var kommet til den konklusion at de muligvis ikke turde? Måske pga. hans forældres penge? Men hvad han i virkeligheden altid havde haft brug for, var noget modstand.
Da han mærkede det strejfende dun-kys, slog der nærmest et lyn ned i ham. Ville Lukas gerne mere? Var han klar til det? Var Waldemar selv klar til det egentlig? Men for ikke at lade sin forvirring og tvivl komme til syne, lagde han en arm rundt om Lukas, trak ham ind til sig, så deres kroppe mødtes fra top til tå. Denne gang ville han se om Lukas egentlig turde at være den der 'styrede'.

[Lukas]

Lukas kunne ikke holde et lille smil tilbage, da Waldemar hev ham ind til sig. ”Du har godt nok travlt,” lød det fra ham, men denne gang var det ikke bebrejdende. Tværtimod.
Han lagde sin ene arm rundt om Waldemar, så de nærmest lå og holdt om hinanden, da han ikke vidste, hvor han ellers skulle gøre af det. For selvom det hele føltes helt fantastisk lige nu, kunne han alligevel ikke lade være med at bemærke, hvor akavet hele situation var. Han vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv, så han forsøgte at tage det, som det kom.
Han vidste godt, at Waldemar vel forventede, at han kyssede ham nu, eller... hvad han nu regnede med, der ville ske. Men alligevel holdt Lukas sig selv tilbage udelukkende for at drille ham.
"Kan du slet ikke vente?" lød det hviskende fra ham. Der var ingen grund til at hæve stemmen, når de lå så tæt.

[Waldemar Schmidt]

Et smøret smil prydede Waldemars læber da Lukas kom men kommentaren om at han godt nok havde travlt. "Ja, man ved jo aldrig hvornår du kan finde på at stikke halen mellem benene, vel?"
Da Lukas ligger en arm omkring ham, er hans hjerte på vej ud af brystet på ham, og han tvinger sig selv til at trække vejret lidt mere regelmæssigt. Hans nyfundne lyst og nydelse kommer ikke som et chok for ham, men gad vide hvordan hans far ville tage det? Hej far, jeg er rent faktisk bøsse..., tænker han, og kan ikke lade vær med at smile af sin indre dialog. Men bør han fortælle sin far det? Waldemar var ikke sikker på om han turde.
Waldemar længtes efter Lukas' læber imod sine, og han hånd sitrede ganske let, da han strøg drengens brystkasse forsigtigt.
"Tålmodighed har aldrig været min stærke side," hviskede han, mens han varmt betragtede drengen som var så nervepirrende tæt på.

[Lukas]

(Fik lige tid til at skrive et enkelt svar : D)

Et lille fnys kom fra Lukas, da han hørte Waldemars kommentar. Den havde han vist fortjent.
”Pas nu på, hvad du siger, lille ven,” lød det fra ham, og et drillende smil bredte sig på hans læber. Det kunne jo være, at han ville gøre alvor af Waldemars ord, hvis den anden dreng ikke passede mere på med, hvad han lukkede ud.
Han kunne mærke hvordan Waldemars hånd utålmodigt sitrede, da han strøg ham over brystkassen. Lukas måtte nu indrømme, at han heller ikke selv kunne holde sig tilbage meget længere. Det var ikke kun den anden dreng, han pinte lige nu, men også sig selv. Han anede ikke, hvor dette ville ende, men han var også ligeglad. I hvert fald lige nu. I modsætning til Waldemar havde han slet ikke overvejet, om han skulle fortælle det til sin mor. Hun ville sikkert ikke tage det så pænt, så det var måske også smartest at lade være.
”Synd for dig,” lød det fra ham, før han lænede sig frem og lod deres læber mødes.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar ville virkelig have Lukas, uanset hvor forkert det lød, uanset hvor skuffet hans far ville blive, uanset om han ville fortryde det bagefter eller ej - det betød ingenting for ham lige nu. Hans åndedræt var begyndt blive lettere uregelmæssigt, og han havde svært ved at holde igen, sådan som Lukas drillede ham.
Han skal til at svare Lukas, da han pludselig følte disse utroligt himmelske læber imod sine. Det føltes som om at han fløj på en lyserød sky, arh, nok mest lyseblå, det er nok lidt mere Waldemar. Med sine læber, spredte han Lukas' og udviklede kysset til noget heftigere. Hans hænder kærtegnede kærligt og begærligt drengens mave og bryst, han vidste ikke rigtigt hvor Lukas' grænse gik, så han måtte bare prøve sig frem.

[Lukas]

Lukas tænkte stille for sig selv, at denne gang ville han ikke stoppe det. Ikke på vilkår! Det kunne godt være, at det hele virkede lidt (meget) overvældende for ham, fordi det var så nyt, og at mange af hans grænser blev overtrådt, men sådan var det bare, sagde han til sig selv. Og det måtte han leve med, for hvis han aldrig overskred sine grænser, ville han jo ikke have noget sjov i livet, vel?

”Mhmm,” lød det fra ham. Den lille lyd af nydelse undslap hans læber, da Waldemar skilte dem ad. Følelsen af et sæt fremmed, silkebløde læber imod hans egne samt kærtegnene af hans mave og bryst var næsten for godt.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde det på samme måde, man skal jo prøve noget nyt af og til, og man skal leve livet mens man har det. Dette var jo også fuldkommen nyt for Waldemar, men han havde ingen lyst til at stoppe - Tværtimod så havde han kun lyst til at gå meget længere.
Waldemars nydende lyd, gav Waldemar et sug i maven. Så han kunne lide det? Det håbede han virkelig. Han sneg sin ene hånd ind under Lukas' trøje, og bad til at han ikke trak sig væk som han gjorde før. Waldemar ønskede jo ikke at dette skulle stoppe. Det var så nyt, så spændende, og egentlig også lidt farligt, for han kendte til folks fordomme over for homoseksuelle, han var tit blevet mobbet med det over sin meget kærlige opførsel overfor det modsatte og samme køn. Han lod sin tunge glide henover Lukas' underlæbe, før at han ganske forsigtigt nappede i den.

[Lukas]

Lukas havde ingen intentioner om at mobbe Waldemar, tværtimod. Ville det ikke også være lidt ironisk hvis han, drengen Waldemar havde kysset, mobbede ham med, at han var homoseksuel?
Det gav et sug i hans mave, da Waldemar nappede i hans underlæbe. Det pirrede ham nok til igen at presse sine læber imod hans, denne gang en del heftigere. Den rødhårede knægt var så fyldt med følelser og nye indtryk, at han knap nok havde bemærket, at Waldemar havde sneget sin hånd ind under hans trøje. Det gik dog hurtigt op for ham, og da det gjorde, gled et lille smil over hans læber.
”Waldemar…?” Han trak sig en anelse væk fra den anden, kun lige nok til, at han stadig kunne se ham. ”Du behøver ikke at pakke dit sengetøj ud.” Bare han forstår hentydningen. Det krævede en del mod af Lukas at sige den sætning, og da ordene havde forladt hans mund, bed han sig selv i kinden af gammel vane mens han mærkede sit hjerte galopere af sted i brystet på ham.

[Waldemar Schmidt]

Da han mærker Lukas' læber blive trykket heftigt mod sine, frydede han sig inderligt, for han tog det som et tydeligt tegn på at Lukas også havde lyst. Det gjorde ham glad, nej, faktisk direkte lykkelig. Samtidig med at hans hjerte bankede voldsommere og mere brutalt imod hans ribben, lagde han mærke til at hans åndedræt blev mere besværet.
Han lyttede til hvad drengen sagde, mens hans betragtede ham interesseret. Pakke hans sengetøj ud? Nåå.. Han vidste ikke helt om han forstod det rigtigt, så han valgte at spørge ind, også selvom at han følte sig vældig dum.
"... Dig, mig, din seng?"
Han lagde godt mærke til at Lukas bed sig i kinden, så han kyssede blidt kinden. Ikke bide, der kan bare risikerer at gå hul.

[Lukas]

Lukas holdt vejret, idet han nikkede som svar. Ja, ja, ja! Han anede ikke, hvad han skulle have sagt, hvis Waldemar ikke havde forstået hentydningen. Det ville have været så flovt, hvis han var blevet nødt til at skulle forklare sig. Så ville han da for alvor komme til at kløjes i sine egne ord.
Et varmt smil bredte sig på hans læber, da Waldemar kyssede ham på kinden. Hans ord kom dog noget bag på Lukas, der overrasket spærrede øjnene op.
"Nej, vel...?" lød det fra ham. Det var da ikke sandt. Det kunne ikke være sandt. Hvordan skulle der kunne gå hul på hans kind, bare fordi han bed i den? Det måtte være løgn. Og alligevel løsnede hans tænder deres greb om hans kindkød.
Han rystede på hovedet. Nok om det. Hvad vigtigere var, var om Waldemar ville dele seng med ham eller ej.
”Vil du ikke nok...?” nærmest bad han, idet han trykkede sig ind imod Waldemar og hvilede sin pande imod hans brystkasse. Han turde næsten ikke at kigge op på ham i frygt for at hans øjne ville møde et afvisende blik. Waldemar var så dejlig varm, og han havde ikke spor lyst til at skulle give slip på ham igen – ikke lige nu, i hvert fald.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar ville ellers have moret sig utroligt meget over at hører Lukas snuble over sine egne ord i en forklaring på om de skulle dele seng. Men han var ikke rigtigt i sit drillesyge hjørne, han var i humør til noget fuldkommen andet.
Men han kunne dog ikke lade vær med at stille en svag latter op over drengens reaktion. Selvfølgelig ville der ikke kunne gå hul på hele hans kind, men han kunne sagtens bide hul på indersiden af sin kind. Det havde han da i hvertfald selv prøvet da hans far engang stak ham en lussing, da kom han til at bide sig selv i kinden, og der gik et hul på. Det havde gjort mere ondt end lussingen selv, husker han svagt.
Han så på Lukas da han nærmest tiggede ham om at ville dele seng med ham. "Jo da, selvfølgelig," svarede han, ganske forundret over drengens pludselige skift i humøret. Eller havde Waldemar dømt forkert? Havde Lukas slet ikke haft lyst til ... dét? Han lod det gå, han ville ikke tvinge drengen til noget han ikke havde lyst til, eller ikke var klar til.
Så han lagde sine arme beskyttende om Lukas og kyssede ham ømt på panden, han kunne mærke at han var ved at få følelser for denne dreng, og til sin store overraskelse, havde han intet imod det.

[Lukas]

Lukas krympede sig lidt, da han hørte Waldemars latter. Det vil så sige, han mærkede den mere, end han hørte den, for han lå jo med hovedet hvilende imod hans brystkasse. Men alligevel. Han ville have slået sig selv i panden, hvis han havde haft sine hænder fri. Selvfølgelig ville der ikke gå hul hele vejen igennem kinden, så folk kunne glo lige ind i munden på ham i bedste tegnefilmsstil. Der ville højst komme et lille hul, og det ville måske bløde lidt, men værre var det heller ikke. Hurra for ham og hans til tider lidt for livlige fantasi.
Jo da, selvfølgelig, lød det fra Waldemar. Ordene var ganske afslappede, men de var alligevel nok til at få Lukas til at slå blikket op på Waldemar. ”Mener du det?” spurgte han, og han kunne slet ikke holde det strålende smil, der pressede sig på, tilbage.
Hans øjne gled i, mens han nød de bløde læber, der ømt blev presset imod hans pande. "Det er dejligt, det her..." nærmest spandt han, lige før hele verden sortnede mere og mere for ham. Snart efter faldt han i en dyb, drømmeløs søvn.

// out

[Waldemar Schmidt]

Hvis Waldemar havde kunne læse Lukas' tanker, ville han være brudt ud i en hysterisk latter. Et hul direkte igennem kinden? Sikke en fantasi den dreng dog havde.
"Selvfølgelig.." Hviskede han til Lukas som lå tæt op ad ham. Det gjorde ham tryg, det gjorde ham fredfyldt helt ind i sjælen. Hans første dag på skolen, og der var allerede sket en masse ting. Han var faret vild, han havde mødt sin første ven, som han så senere hen var begyndt at kysse og kæle med, og nu ligger han og deler seng med ham. Han kunne ikke lade vær med at finde det en smule komisk, og alligevel så utroligt perfekt. Første dag på skolen, og det var hans bedste dag i hans liv, i hvertfald af hvad han kunne huske.
Han gav Lukas helt ret i at det var dejligt. At være så tæt på et andet menneske her i nattens mørke. Han skævede kort op imod vinduet, ja, det var nat, for månen stod højt på den kulsorte himmel.
"Lukas?" Mumlede han, mens han kiggede ud af vinduet, men da drengen ikke svarede, kiggede han undersøgende på drengen, som lå sovende i hans arme. Så sød, så kær.. "Godnat Lukas.." Hviskede han, og kyssede drengen forsigtigt på håret i frygt for at vække ham. Og kort efter faldt også selv i søvn, fyldt med glæde og høje forventninger i hjertet.

// Out