Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Lukas]

Lukas mærkede en lille boble af lettelse og lykke sprænge og brede sig inden i ham, da Waldemar hev dynen hen over dem og tilmed trak Lukas tættere ind til sig. Han havde været bange for, at Waldemar var blevet så skræmt over sin egen handling, at han ikke engang ville turde røre Lukas igen. Det var heldigvis ikke tilfældet, men hvis det var, ville Lukas være blevet helt knust. Det kunne godt være, at han ikke var ligeså modig og hurtig som Waldemar når det kom til… til den slags, men det betød ikke, at han ikke nød det på sin egen stille og rolige måde.
Han lagde sit hoved mod Waldemars brystkasse og der kun et øjeblik, før den andens åndedræt blev dybere og dybere. Et lykkeligt smil gled over Lukas’ læber.
”Godnat, Waldemar…” hviskede han, før han også selv lukkede sine øjne. Der gik ikke længe, før han var gledet ind i en dyb søvn.

[Waldemar Schmidt]

Et par timer efter..

"Åh, Waldemar!" Lukas' stønnende stemme lød igennem lokalet og Waldemars blik gled henover Lukas' lyse krop som var slænget i hans seng. Waldemars hænder undersøgte den nøgne krop og hans læber kærtegnede lige så vel. Hans tunge gled hen over den nøgne overkrop, legede med den ene nipple. Han fandt sig selv lige så nøgen som Lukas, og hans vejrtrækning var besværet, mens han var helt svimmel af lyst.

Drømmen blev ved lige indtil at de var gået hele vejen.

Waldemar vågnede med et gisp og følte sig underligt nok brændende varm i hele kroppen. Billederne sad klistret fast til indersiden af hans hoved og uanset hvor meget han forsøgte at få dem væk, hjalp det bare ikke. Han forsøgte at tænke på alle mulige klamme og ubehagelige ting, som edderkopper og orme og risengrød, men hver gang han troede at det var ved at virke, hørte han Lukas' lidenskabelige støn for sig.
Han skævede mod Lukas som lå så sindssygt tæt på, han vidste simpelthen ikke hvad han skulle stille op. Han var glad for at Lukas sov, men han håbede bare ikke at han lagde mærke til bulen i hans i bukser.
Hjælp, skreg han indvendig.

[Lukas]

Lukas var ikke typen, der sov særlig tungt. Nogen gange havde han svært ved at falde i søvn om aftenen, bare det blæste udenfor og vinduerne ruder gav sig den mindste smule. Derfor var det klart at han vågnede, da han mærkede Waldemar flytte lidt på sig.
”Mrrmm…” lød det søvndrukkent fra ham. Hvad skete der dog? Han gned dovent sine øjne, men allerede inden han nåede at åbne dem, blev han opmærksom på noget, der ikke havde været der før. En hård bule, der pressede imod hans skridt. Da det gik op for ham, at bulen tilhørte Waldemar, hvis underliv var presset tæt op af ham ligesom resten af drengens krop, satte det Lukas’ stadig søvnige hjerne i gang. Hvad i al verden var det…?
Man kunne ikke ligefrem sige, at Lukas var hurtig til at regne ud, hvad bulen var, men da han gjorde, lød der et forskrækket gisp fra ham og han slog øjnene op. Han var nær ved at trille ned af sengen af ren og skær overraskelse, men han formåede at holde sig fast. Dog rykkede han sig lidt væk fra Waldemar.
Han anede ikke, hvad han skulle sige eller hvad han skulle føle lige nu. Det var jo en helt naturlig ting, men alligevel... alligevel skræmte det ham lidt. Var det på grund af ham, at Waldemar...?

[Waldemar Schmidt]

Please, kære Gud, lad ham ikke vågne, pleasepleaseplease! Bad han en stille bøn inden i, men selvfølgelig, uheldig som han er, mærkede han et Lukas var begyndt at røre på sig. sh*t, var det der eneste der gik igennem hans hoved, han var fuldkommen blank i henhold til hvad han skulle gøre nu.
Okay han vågnede, men please, lad ham nu ikke ligge mærke til dét. Men jo, igenigen, uheldig! Det tydede Lukas' forskrækkede gisp på og den måde han slog øjnene op. Han følte det som en kæmpe, syngende lussing, men han forstod det jo godt, også da Lukas rykkede sig lidt væk. Waldemar følte sig som et dårlig menneske lige nu, han hadede sig selv at drømme sådan nogle ting, endda sådan nogle ting om Lukas!
Ganske vist var det en naturlig ting, men.. Han vidste bare ikke hvad han skulle stille op. Han følte sig bare nedgjort og det værste var at det var hans egen skyld.
Men han vidste at han blev nødt til gøre noget, for han ønskede virkelig ikke at der kom en akavet stemning imellem dem, det ville være hans største mareridt. Så.. Måske.. Måske skulle han... Han nåede ikke at tænke sig om, før at han greb rundt om nakken på Lukas og trak ham ind i et dybt og heftigt kys.
Man kunne jo ikke ligefrem sige at drømmen han havde haft havde været ubehagelig.

[Lukas]

En akavet og stille stemning bredte sig. Lukas ville for alt i verden ønske, at han ikke var så lammet af chok, at han rent faktisk kunne sige noget. Sig nu noget, et eller andet! Tal om vejret, nævn din hund, bare et eller andet!! Hans hjerne arbejde på højtryk, men det var ligesom om, at den ikke rigtigt havde nogen forbindelse til hans mund. Hans læber havde spredt sig ganske let, men alligevel kom der ingen lyd ud.
For fanden, Lukas! Han kæmpede virkelig en indre kamp med sig selv, så det var en befrielse, da Waldemar trak ham ind til sig i et kys. Lukas gengældte kysset mere lidenskabeligt end nogensinde før. Han vendte al sin opmærksomhed mod kysset, men det var svært, for hele tiden blev han mindet om bulen i Waldemars bukser. Han forsøgte virkelig at koncentrere sig af al magt, men det var svært.

[Waldemar Schmidt]

Waldemars læber var presset tæt imod Lukas' i et kys som han lod få fri tøjler. Til hans overraskelse, gengældte Lukas det lige så lidenskabeligt, det gav ham en lyst til at juble i glæde. Men desværre fik kysset jo ikke bulen i hans bukser til at forsvinde, faktisk gav kysset bare grund til at det tog længere tid før den gik væk.
Men den varme følelse inden i ham blev bare stærkere og stærkere og til sidst blev han nødt til at give efter for sine lyster. Kælent begyndte han at ae Lukas hen over brystet og omkring maven, mens at han pressede sig tæt op ad ham, med den tanke at nu hvor han alligevel vidste det, kunne det jo gøre lige meget at prøve at skjule det. Han spredte Lukas' læber med sin tunge og mødte den andens tunge, ganske usikkert og ikke helt fejlfrit, men han prøvede så godt han kunne på at gøre det godt nok.

[Lukas]

Lukas mærkede sine læber blive spredt, før hans tunge blev mødt af Waldemars. Han nærmest druknede i et tæppe af varme og lykke, da han lidt mere usikkert end Waldemar lod sin tunge sno sig legesygt rundt om hans.
”Mhmm…” lød det fra ham, da han tungt åndede ud. Han nød følelsen af Waldemars hænder, der kærtegnede hans brystkasse og mave samt fornemmelsen af den andens tunge i sin mund. Det føltes så godt at han fik på fornemmelsen, at hvis han skulle dø, så skulle det være nu, for han ville aldrig nogensinde komme til at føle sig så lykkelig igen. Hvilket selvfølgelig var løgn.
Tænk, at han kunne føle sig så godt tilpas, bare Waldemar kyssede ham lidt og rørte ved ham. Mon han ville få det endnu bedre, hvis de… gik videre…? Han turde næsten ikke tænke tanken til ende og blev helt rød i hovedet af ren og skar skam over overhovedet at tænke på den slags! Og alligevel, på trods af sin skam, kunne han mærke, hvordan det kriblede i hele kroppen af en ny og underlig følelse, han aldrig havde følt før.

[Waldemar Schmidt]

Deres tunger dansede en kælen vals mens at Waldemar bare ikke kunne holde sine fingre væk fra Lukas. Hans brækkede arm gjorde han dog intet udover at hans fingre var flettet ind i Lukas' hår i nakken, nussede i stilhed.
Lykkelig, det var det eneste ord der kunne beskrive hvad han følte. Han var så lykkelig at han følte at intet kunne skyde ham ned lige nu, intet kunne gøre ham ked af det. Så bekymringsløs at det var lige før han svævede. Han følte at han og Lukas var ét, i en evig harmoni. Hvis man så dette på fjernsyn, ville der spille et smukt klaver-stykke i baggrunden og udenfor ville nattens stjerne funkle livligt, mens månen spredte sin skønhed med dens matte lys.
Waldemar havde lyst til at gå videre, han ville gå hele vejen, hvis det var sammen med Lukas. Han kunne ikke forestille sig at det skulle være andre end Lukas og ham, men var det ikke altid sådan når man var... forelsket? Hans egne tanker skræmte ham, var han virkelig forelsket? Forelsket i Lukas? Ja...
Hvad skulle det ellers være? Den glæde han følte hver gang han bare så Lukas' ansigt, den lammende følelse af lykke når han smilede, og så samtidig den skrigende smerte og ulykke hver gang de ikke var sammen. Waldemar læste meget, og derfor vidste han at det lige præcis sådan kærlighed blev beskrevet i bøgerne.
Stakåndet, svimmel af glæde over den nyfundne viden, lod han sine læber glide ned langs drengens hage, lagde små fjerlette kys på hans hals men som hurtigt blev heftige og lidenskabelige. Samtidig kredsede hans hånd rundt omkring Lukas' buksekant. Skulle han, skulle han ikke? Han tog chancen.. Med forsigtige bevægelser begyndte han at kærtegne Lukas' underliv uden på bukserne. Han følte han kunne dø lige nu.. Besvime..

[Lukas]

Hvis dette virkelig blev vist på fjernsyn, ville Lukas nok føle sig mere usikker, end han allerede gjorde nu. Og dog. Waldemars varme krop imod hans gav ham en følelse af beskyttelse og tryghed, og han havde det som om, at hvis bare han havde Waldemar med sig, kunne han klare hvad som helst. Han kunne gå gennem ild og vand… eller også kunne han bare klare sig igennem en almindelig skoledag men med humøret højt, fordi han vidste, at han havde Waldemar ved sin side. Bare det at vide at Waldemar ventede ham på værelset om aftenen var nok til, at han kunne klare sig igennem selv de mest triste og grå dage.

Da kysset blev brudt, trak han vejret helt ned i maven. Han kunne ligefrem mærke, hvordan blodet pumpede i hans krop og hans hjerte galoperede af sted i brystet på ham. Adrenalinsuset fyldte hans krop, og da Waldemar lod sin hånd kærtegne hans underliv, lagde han sit ben over den andens drengs hofte og pressede sig så tæt op af ham, som han kunne komme. Det var ikke nok, det her. Han ville have mere! Denne nye modige følelse af grådighed kom noget bag på ham, men alligevel gjorde han intet for at standse den. Endelig, langt om længe, havde han kastet al usikkerhed over bord og gav endelig sine lyster frit løb.
Der lød et dybt og inderligt støn fra ham, da Waldemar rørte ham på en måde, der føltes særligt godt. Det var som om, at pladsen i hans bukser blev mere og mere trang. Han havde lyst til bare at hive dem af, for det føltes som et levende helvede at være fanget i dem, men alligevel kunne han ikke få sig selv til det. Igen vendte lidt af usikkerheden tilbage, og han rødmede. Hvordan kunne han overhovedet tænke sådan? Hvis Waldemar kunne læse hans tanker lige nu, ville han sikkert synes, han var ulækker… han ville skubbe ham væk og nægte at kendes ved ham… Lukas mærkede en klump brede sig i hans hals, så han næsten ikke kunne få vejret, alt imens tårerne pressede sig på i hans øjne. Hvordan kunne han dog holde sig selv ud? Hvordan kunne han det, når han var så… så klam?

[Waldemar Schmidt]

Ja. At kunne overkomme alt, det var netop den følelse han havde når han havde Lukas ved sin side. Som om at selv hvis verden i dette sekund faldt sammen om ørerne på dem, så ville det ikke betyde noget. Bare han havde Lukas. Han havde aldrig følt denne komplekse, overdrevede følelse før og han havde heller aldrig ønsket det, men nu hvor den havde taget bo i hans krop, så vidste han ikke hvordan han skulle eksisterer uden den.
Verden omkring dem betød ingenting. Igår, i morgen, intet af det betyder noget. Kun lige nu. I dette sekund. I dette sekund sprang hans hjerte afsted, bankede imod hans ribben så voldsomt at han blev helt bange for at det til sidst ville sprede sine vinger og flyve ud.
Han havde ikke just forventet det som Lukas gjorde da han kærtgnede hans skridt, sådan at ligge hans ben over ham, han havde faktisk troet at han ville stikke af. Så bare det at han blev var en stor overraskelse, men også en stor glæde. At have Lukas så tæt på sig var som et eventyr, et eventyr med prinser og prinsesser, og enhjørninge og alfer. Dér hvor alting bare er hvidt og fyldt med glade smil, men han vidste dog stadig at sådan var verdenen ikke.. Kun når han var sammen med Lukas..
Det dybe inderlige støn var som smuk musik i Waldemars ører, og han ønskede at få Lukas til at komme med flere af dem. Han havde brug for at vide at det han gjorde var okay, at Lukas kunne lide det. Hurtigt knappede han Lukas' bukser op, og uden tøven begyndte han at trække dem af ham. Han havde også lyst til mere, han havde lyst til at se, hører, smage og rører.
Men nej. Han ville ikke finde det ulækkert, langt fra, for han følte selv på samme måde. Hans bukser føltes så stramme omkring ham, han ville bare have dem af.
Da Waldemar fik øje på Lukas' blanke øjne, vidste han ikke hvad han skulle gøre. Havde han gjort noget forkert? Gjorde noget ondt? Han smed hurtigt Lukas' bukser på gulvet og efter det, tog han drengens hoved i sine hænder, så ham kærligt, ømt, i øjnene og hviskede "Det er okay, Lukas.. Jeg passer på dig." Der efter lagde han blidt sine læber imod Lukas', fyldte sine bevægelser med den inderlige kærlighed som han følte og håbede at Lukas kunne mærke det.

[Lukas]

Lukas havde lyst til at hive sine bukser på igen, da Waldemar hev dem af. Nejnejnej, hvordan kunne han gøre det? Det var sikkert kun, fordi han ikke kunne læse de tanker, der lige nu sværmede inde i hovedet på Lukas… de klamme tanker…
Da Waldemar tog fat om hans ansigt og han blev tvunget til at se den anden dreng i øjnene, forsøgte han desperat at blinke tårerne væk. Men for sent. Waldemar havde set dem. Han kiggede op og blev mødt af det ømmeste, kærligste blik, nogen nogensinde havde givet ham, og det var nok til igen at gøre hans øjne helt blanke. For fanden da, hvorfor var Waldemar også så god imod ham? Han kunne slet ikke huske, hvornår nogen sidst havde taget sig så godt af ham. Hans mor havde knap nok tid til det, når han var hjemme, for hun havde så travlt med sit arbejde. Han havde aldrig troet, at han nogensinde skulle møde én, der ville være så god imod ham… men så var det, at han var stødt på Waldemar. Selvom han ikke havde kendt drengen i mere end et par dage og knap nok vidste noget om ham, var han allerede kommet til at betyde mere for Lukas end nogen anden dreng (eller pige, for den sags skyld), som han havde snakket med i hele sit liv.
”Undskyld, Waldemar…” lød det grådkvalt fra Lukas. Og han mente det virkelig. Det var altid ham, der ødelagde det hele, fordi han var så… så…
Hans tanker blev afbrudt, da Waldemar kyssede ham. Det trøstede virkelig Lukas. ”Undskyld…” mumlede han endnu engang, før han rykkede lidt på sig, så han kunne komme til at kysse Waldemar på halsen. Som en ulv, der ville undskylde til en højerestående artsfælle, lod han indimellem sin tunge glide ud mellem sine læber og slikkede forsigtigt den varme hud på Waldemars hals. Han var ynkelig, det vidste han godt.
Alt imens hans læber kærtegnede Waldemars hals på alle tænkelige måder, fumlede hans hænder ved kanten af drengens bukser. Han følte sig så underlig nøgen, som han lå der i T-shirt og underbukser, og det ville han ikke være alene om. Desuden måtte Waldemar have det lige så slemt i sine bukser, som Lukas havde haft det, og med sin brækkede arm kunne han ikke selv få dem af, vel? Mens Lukas hev bukserne ned om anklerne på ham for til sidst at hive dem helt af, slog tanken ham, at det nok var ham, der blev nødt til at hjælpe Waldemar med at få dem på igen. Tanken gjorde ham helt varm inden i, for det gav ham blot endnu en undskyldning for at være tæt på den anden dreng.
Med et hjerte, der var på nippet til at koge helt over af ren og skær lykke, kravlede han igen op til Waldemar og lod sine læber søge imod hans i et ømt kys.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var også ganske genert over sine seksuelle tanker, men han fandt dem ikke klamme, tværtimod, så fandt ham dem ganske tiltrækkende og det han havde drømt, det var noget han gerne ville opleve. Måske var det pinligt, men han ville ikke kunne nægte at han fandt Lukas alt for attraktiv til at kunne lade vær med at tage chancen
Tårerne som var tydelige i Lukas' øjne havde Waldemar udmærket fået øje på. Han forstod ikke helt hvorfor at han var ked af det, derfor sagde han også som han gjorde. Måske var han bare bange for den nye følelse af lidenskab, eller? Den eneste der havde vist kærlighed til Waldemar var hans mor. Men det var ikke engang meget, og han havde aldrig nogensinde fået at vide at han var elsket, før at hans mor lå på sygehuset, ganske få timer før hun døde. Dér fortalte hun ham med tårer i øjnene at hun elskede ham og hans søster. Men selvom at følelser havde været at tabu i deres familie, så var det tydeligt at de havde haft et stærkt bånd, de fire, hans mor, far, søster og ham. Men det bånd det bristede da hans mor døde. Der blev alt ødelagt.
"Du skal ikke undskylde..." hviskede han kærligt, og han mente det. Der var intet at undskylde for, Lukas havde da i hvertfald ikke gjort noget forkert. Men Waldemar var jo heller ikke helt klar over præcis hvorfor at Lukas undskyldte?
Men tanken skød han væk, så snart han mærkede Lukas' våde tunge på sin hals. Bekymringen fra før blev straks udskiftet med følelsen fra før - lyst. Mens at han mærkede Lukas' læber over alt på sin hals, stønnede han besværet, "L-Lukas.." Waldemar vred sig under den andens kys, men han kom med et overrasket gisp da drengen begyndte at trække hans bukser af, det havde han godt nok ikke forventet at han ville gøre. Han virkede jo altid som sådan en genert person. Men han sukkede da hans bukser endelig kom af, sikke en befriende følelse.
Da Lukas kom op for at kysse ham, tog han med kyshånd imod kysset, ømt og kærligt. Han elskede virkelig at mærke drengens læber imod sine, det var som at være i himlen, som at være i paradis. Han kunne umuligt forestille sig noget bedre.
Men mens at de kyssede, lod Waldemar sine hænder glide ned over Lukas' overkrop. Længere, længere, længere, lige indtil at hans hånd dykkede ned i den andens underbukser. Han havde aldrig nogensinde rørt ved .. sådan én .. på en seksuel måde, og han kunne ikke lade vær med at gispe ophidset ved den i sin hånd.

[Lukas]

Waldemar havde stønnet, da han slikkede ham på halsen. Betød det, at han godt kunne lide det? Tanken gjorde Lukas helt varm inden i og fik ham til at gøre kysset en smule mere lidenskabeligt.
Da Waldemar endelig, langt om længe, lod sin hånd glide nede i Lukas’ underbukser, måtte den rødhårede tage del i hans gisp. Hans spinkle krop bøjede sig som en spændt bue, så hans ryg lettede fra sengen af. Der lød en sammenbidt ”nnnh…”-lyd fra ham. Aldrig nogensinde i hele hans liv havde et andet menneske rørt ham dernede og aldrig nogensinde i hele sit liv havde han forestillet sig, at det kunne føles så godt. Blot en enkelt berøring og hans mærkede en varm følelse brede sig fra hans mave af og hele vejen ud til hans fingerspidser. Det var næsten for godt. Alt, alt for godt for ham.
Et lidenskabeligt støn undslap hans læber, før han igen pressede dem imod Waldemars. Han nappede ham lidt i underlæben, bare for at fokusere på noget andet end… det dernede. Han kunne mærke, hvordan det sitrede i hele kroppen på ham, hver gang Waldemar bare bevægede det mindste på sine fingre.

[Waldemar Schmidt]

Ja, han elskede de kys som Lukas gav ham. Han elskede hver eneste berøring, hver eneste lille lyd. Han kunne slet ikke få nok.
Følelsen af drengens lem i sin hånd var noget nyt men alligevel så fantastisk. Han ønskede at klemme hver eneste støn ud af Lukas som muligt, det eneste han ville var at vide at han nød det, at det han gjorde var godt nok. Han hånd bevægede sig blidt, men bestemt, og han fremkaldte selv nogle gispende, stakåndede støn. Hans blik gled henover Lukas som tydeligvis så ud til at nyde det, og fyldte Waldemar med glæde og selvtillid.
Lukas var så smuk som han lå der og Waldemar vidste at han ikke kunne holde sig tilbage meget længere. Han ville gå hele vejen. Men måske skulle de bare tage et skridt af gangen? Han var ikke sikker, men hvis ikke Lukas protesterede, så ville han ikke stoppe. Ikke nu, hans eventyr-bobbel måtte ikke springe.
Waldemar gengældte kysset, men kom med et lystigt støn da han mærkede at Lukas bed ham i underlæben, så perfekt. Han ville virkelig få Lukas til at skrige i nydelse, få ham til at tigge og bede om mere. Så derfor vandrede han ned ad. Hans hånd på Lukas' lem blev erstattet af hans læber og tunge. Oh God, hvor var det godt..

[Lukas]

Waldemars ansigt flyttede sig fra hans, og Lukas holdt sit åndedræt tilbage, da den andens ansigt bevægede sig længere og længere ned, til han til sidst ikke kunne se ham længere. Hvad nu? Den rødhårede fik snart svar på sit spørgsmål, da han mærkede den anden drengs læber og tunge imod sit lem. Så varmt, så godt… En række små nydelsesstøn forlod hans mund. Han kunne ikke holde dem tilbage længere, ikke på nogen måde. Han havde lyst til at skrige af både glæde og nydelse, men han holdt sig tilbage. Det ville være lige i overkanten.
Fordi at Waldemar var helt dernede, hvor han ikke kunne nå ham, vidste han ikke, hvor han skulle gøre af sine hænder. Han fandt dog en midlertidig løsning på det problem, da han helt automatisk måtte bore sine fingre ned i lagnet for at være sikker på, at han ikke fløj væk. Der lød måske en anelse fjollet, men det føltes altså virkelig som om, at hans krop slet ikke var hans mere, at nydelsen havde erstattet hans tilstedeværelse og han selv var ved at svæve væk på en sky.
”Waldema-ah…” lød det fra ham. Han åbnede sine øjne og kastede et blik ned på den del af Waldemars hoved, som han kunne se. ”M-mere…” Ordet var kun en hvisken, en ynkelig, tiggende hvisken, men han mente det af hele sit hjerte. Han ville have mere.