Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Waldemar Schmidt]

Da han hørte den række af støn som kom efter at han havde lagt sine læber om hans kønsdel, føltes det som om at han kunne dø af ren og skær glæde. Så han nød det? Så det var rent faktisk godt nok? Han havde jo aldrig prøvet det før så han havde jo ingen anelse om han gjorde det rigtigt. Det håbede han, og det regnede han med siden at Waldemar stønnede på den måde. Han gjorde sine læbe og -tungebevægelser heftigere, langt mere elskovssyge.
Hans ene hånd kærtegnede samtidig Waldemars inderlår, strøg det lidenskabeligt, mens han gjorde alt hvad han kunne for at Lukas skulle nyde det. Han vidste ikke helt hvad han nu skulle gøre, men på den anden side gjorde han. Engang så han en erotisk film, men det tog to minutter og så havde han lukket hjemmesiden ned. Han var simpelthen blevet så pinlig af at se på det, og samtidig vildt forskrækket. Men lige nu, pludselig, gjorde han som hende damen fra filmen havde gjort. Tanken fik hans kinder til at blusse op i en rødlig farve.
Ved lyden af Lukas' ynkelige, fantastiske støn om mere, blev han pludselig helt svimmel. Så han ville gerne gå videre? Var det det han mente? Han tog chancen. Han bevægede sig op til Lukas og lagde sig så ned på ryggen. Han så usikkert, men kærligt på drengen ved sin side, hvor efter han så tog sig sammen og trak lidt i ham, forsøgte at få ham til at sætte sig overskrævs på ham.
"Du ved... Jeg må ikke bevæge mig for meget, pga. mine ribben," mumlede han, mens et skævt smil krusede sig på hans læber. Han håber at Lukas forstod hentydningen.

[Lukas]

Og Lukas nød det virkelig også. Flere støn banede sig vej op igennem halsen på og undslap hans læber. Den varme følelse af Waldemars læber og tunge imod hans lem var så god, at han følte, at han kunne dø i dette øjeblik.
Da den varme følelse holdt op, fordi Waldemar flyttede på sig, var Lukas lige ved at udbryde et højlydt nej. Nej, nej, nej, han kunne da ikke stoppe, ikke nu, det kunne han ikke mene!
Lukas trillede om på siden og blev mødt af synet af Waldemar, der nu var rykket op ved siden af ham. Han fik øjenkontakt med ham og så noget i hans blik, som han ikke havde set før. Var det… usikkerhed? Lukas kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Så Waldemar KUNNE altså godt være usikker!
Han mærkede noget trække i ham, og det gik op for ham, at det var Waldemar. Han ville… have ham til at sidde oven på ham? Lukas rødmede hele vejen fra panden af og ned, da det gik op for ham, hvad der nu skulle til at ske. Men han ville ikke tøve denne gang, for hvis det bare var halvt så godt som det, han lige havde oplevet, så ville han hellere end gerne gå med til det.
”D-det ved jeg godt,” lød det fra ham, før han forsigtigt satte sig op på Waldemar. Han ville jo ikke skade ham yderligere.
Som han sad der, kunne han ikke lade være med at bide sig selv i læben og sende Waldemar et usikkert blik. Han kunne mærke frygten brede sig inden i ham, og hans hjerte bankede hårdere end nogensinde, for det her var noget, han aldrig havde prøvet før... men samtidig var han også spændt, for det her var, hvad alle snakkede om og beskrev som det dejligste i verden, så hvad havde han at frygte?

[Waldemar Schmidt]

Han lagde godt mærke til den måde Lukas blev rød i hele hovedet på og han kunne ikke lade vær med at smile ved synet. Hvor kært at han var så genert, men Lukas var ikke alene med følelsen, for Waldemar var også ganske genert og usikker, ingen af dem havde jo prøvet det før. Men han havde lovet sig selv at han ville gøre alt for at Lukas nød det, alt hvad han overhovedet kunne. Det var ligemeget med om han selv nød det, så længe Lukas elskede det. Men om han ville indrømme det eller ej, så nød han det. Waldemar nød det virkelig. Lukas' støn, hans krop, alle de følelser der flød sammen i rummet. Han havde aldrig oplevet noget så perfekt, som det her.
Waldemar betragede Lukas som han sad der og bed sig selv i læben af usikkerhed. Normalt ville han have trukket ham ind til sig og bare krammet ham ved at se hans usikkerhed, men lige nu tænkte han ikke engang på det. Han ville have Lukas, og han var også sikker på at Lukas ville have ham. Ellers ville han ikke være gået så langt. Eller ville han?
"Lukas.. Du skal ikke hvis du ikke vil.." Hans stemme var blid og kærlig, men dog stadig alvorlig. For hvis Lukas ville ende op med at fortryde det her, så ville han aldrig kunne tilgive sig selv. Denne drengs glæde, var vigtigere for ham end noget andet.

[Lukas]

Lukas kunne godt fornemme, at Waldemar ikke havde lyst til at stoppe her. Det havde han heller ikke selv på trods af frygten, der bredte sig som et uendeligt sort hul i hans mave. Men sådan var det jo altid, når man skulle prøve nye ting. Især når det var… det her. Han havde på fornemmelsen, at det ville komme til at gøre ondt, og det var nok det, der skræmte ham mest. Men ville han lade det stoppe ham? Nej.
”Men jeg vil gerne!” protesterede han. ”Jeg… jeg vil bare gerne gøre dig glad.”
Han sendte Waldemar et oprigtigt smil. Nu, hvor han tænkte over det, havde det indtil videre kun været Waldemar, der havde gjort hvad han kunne for at Lukas skulle have det godt. Lukas havde ikke gjort andet end at kysse ham en smule, og han fik det helt dårligt, når han tænkte over det. Det var jo slet ikke nok til at tilfredsstille Waldemar, og han var led og ked af, at han nok ikke levede op til den andens forventninger. Men nu var det hans tur til at prøve at gøre noget godt for Waldemar, så det var ikke det rette tidspunkt for ham at tøve på. Han ville bare have, at Waldemar skulle nyde det lige så meget som han gjorde, måske endda mere, selvom det ville blive svært for ham.
Hans hænder gled kærtegnende men dog utålmodigt over Waldemars overkrop og mave, idet han sendte ham et bestemt blik. ”Jeg vil altså gerne,” lød det endnu engang fra ham.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var ikke bange, han var kun lidt usikker. Det med at prøve nye ting, det var en ting han elskede. Han elskede at få muligheden for at prøve noget nyt af, derfor var han også gået til en del ting da han boede hjemme i England. Klaver, kunst, ridning, og han havde også været i en bogklub på et tidspunkt. Hans klassekammerater havde altid sendt ham mærkelige blikke når de spurgte ham om hvad han gik til i sin fritid, for de havde nok forventet svar som fodbold, håndbold eller tennis. Men det med motion, sådan at løbe rundt og kaste med en bold eller sparke til den, han så ikke helt meningen med det, og det havde aldrig fanget hans interesse.
Da han hørte drengens første svar, smilede han tilfreds, men det blegnede så snart han sagde det næste. For at gøre ham glad?.. Så han gjorde det altså ikke også for sin egen skyld, kun for Waldemars?
"Jeg vil bare ikke risikere at du kommer til at fortryde det bagefter. Du skal være sikker på at det er det du vil," sagde han lavt, nærmest hviskende. I hans verden var den første gang noget helt specielt, ikke bare noget man skulle skynde sig at gøre for at få det overstået. Der skulle være følelser med i spillet, og det var der i allerhøjeste grad fra Waldemars side af.
Waldemar havde nydt at røre ved Lukas, virkelig meget, mere end han kunne forklare, og sådan havde han det også bedst. Han kunne godt lide at styre tingene, sådan havde han altid været, det havde bare ligget til ham, derfor fandt han det ikke mærkeligt at det var ham der var 'toppen'/'semen' i det her forhold - Hvis man kunne kalde det det? Hvad var han for Lukas egentlig?
Men med en hurtig bevægelse trak han trøjen af Lukas, han ville se ham. Hans lyse hud var så smuk og han fik sådan en lyst til at kysse ham over hele kroppen.

[Lukas]

Lukas nikkede langsomt til det, Waldemar sagde. Han forstod det godt, men én ting var han sikker på, og det var, at han ikke ville komme til at fortryde det. Måske ville det gøre lidt ondt mens det stod på og også lidt bagefter, men det var i hvert fald det værd.
”Det er det, jeg vil. Når bare det er sammen med dig, så vil jeg godt,” hviskede han tilbage og forsøgte at lyde så overbevisende som muligt, for han ville ikke have, at Waldemar holdt ham tilbage længere. Hvis han blev ved på den måde, ville det sikkert ende med at Lukas bakkede ud, og det var ikke det, den rødhårede ønskede.
Da hans trøje blev hevet af ham, følte han sig pludselig meget nøgen. Og det var han jo i grunden også. Alligevel kunne han ikke lade være med at sende Waldemar et varmt smil, for det, at han hev trøjen af ham, kunne kun være et godt tegn… ikke?
Lukas rykkede sig lidt længere ned af Waldemars krop, så han kunne komme til at hive underbukserne af ham. Han rødmede ved synet af… dén… Det var trods alt første gang, han havde været så tæt på én, der sad på et andet menneske.
Han plantede et blidt kys på Waldemars mave, før han igen satte sig overskrævs på ham. Så er det nu… tænkte han for sig selv, før han forsigtigt pressede sig selv ned over Waldemars lem. Der lød et gisp fra ham, som dog hurtigt blev erstattet af et ynkeligt klynk af smerte. Hvordan kunne noget gøre så ondt, og så samtidig føles så… så godt? Selvom det gjorde ondt af helvedes til, så kriblede det af nydelse i hele hans krop og selvfølelig allermest dernede.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar betragtede Lukas og håbede at han forstod det han sagde, for selvfølgelig havde han lyst til Lukas, men hvis Lukas kun gjorde det for at gøre Waldemar glad, så betød det jo et eller andet sted ingenting.
Da han hørte de ord som Lukas hviskede, følte han sig helt rundt på gulvet, for på et eller andet punkt så var det jo en kærlighedserklæring, eller i hvertfald tæt på. Waldemar forstod udmærket hvad han sagde, for han havde det på samme måde. Han ville ikke have tænkt, ikke engang overvejet, at gøre det her med nogen, men når det var med Lukas, så.. så.. Så var det en helt anden sag.
"Lukas.. Du er så smuk.." Ordene der fløj uovervejet ud af hans mund, malede en rød farve hen over hans kinder. Sagde han virkelig det? Men han mente det jo. Han mente at Lukas var det smukkeste han nogensinde havde set. Bare synet af hans nøgne krop, fik det til at krible i maven på ham og gav ham kuldegysninger af fornøjelse.
Waldemar mærkede da hans underbukser røg af, men han fandt det ikke rigtigt pinligt, da han ikke havde noget at skamme sig over. Det fik ham til at smile skævt. Det blide kys der plantet på hans lyse hud på maven, fik ham til at vride sig i fryd, hver eneste ting Lukas gjorde, føltes så perfekt.
"Lukas!" Udbrød han da han mærkede Lukas presse sig ned over hans lem. Han greb hårdt fat om Lukas' hofter mens han gispede efter vejret. Oh god.. skreg han indvendig. Han havde forestillet sig at det ville være dejligt, men aldrig.. så.. så.. fortryllende! Han følte sig helt beruset, hvordan kunne det dog være så godt? Han så på Lukas, han kunne se at det gjorde ondt på ham, hvilket fik det til at gøre lidt ondt i hjertet på ham, men han valgte at se bort fra det, for hvad skulle han gøre ved det? Det gik vel væk efter et stykke tid, ikke? Han prøvede at holde nogle høje støn tilbage, men det lykkedes simpelthen ikke, Waldemar fandt det umuligt.
Han pressede Lukas' hoftere længere det, hvilket vil sige at Lukas blot kom længere ned over hans skridt. Waldemar slog hovedet voldsomt tilbage af den overvældende, fabelagtige følelse.

[Lukas]

Du er så smuk… Ordene genlød i Lukas’ hoved og fik ham til at smile et rigtigt, helhjertet smil. Der var aldrig nogensinde nogen, der før havde kaldt ham smuk. Godt nok var det ikke normalt at sige til en dreng, at han var smuk, men han havde heller aldrig fået at vide, at han var pæn eller så godt ud... eller at han i det mindste ikke så dårligt ud. Ikke engang hans egen mor havde fortalt ham, at han så godt ud, men hvorfor skulle hun også have gjort det? Han vidste jo godt, at det var løgn. Der var da ingen, der fandt ham attraktiv – måske lige bortset fra Waldemar… Tanken varmede i ham, hvis da det overhovedet var muligt for ham, at føle sig mere varm, end han allerede var.
Han blev brat hevet tilbage til virkeligheden, da Waldemar sagde hans navn. Da den hørte den andens støn og gispen efter vejret, blev han nødt til at smile. Betød det, at Waldemar også nød det? At… at han gjorde det rigtigt? Bare tanken gjorde Lukas så glad, at han havde lyst til at give Waldemar det største kys, men det kunne han ikke, ikke nu.
”Nnngh…” lød det fra ham. Hans lyserøde læber formede et o, mens det ene støn efter det andet forlod hans mund. Hans hænder, der hvilede på Waldemars mave, blev knuget sammen og hans fingre borede sig ned i Waldemars bløde, varme hud.
Da Waldemar pressede ham længere ned over sig, lød der et højt gisp fra ham. ”Waldemar!” nærmest skreg han. Ondt gjorde det, men det føltes helt fortryllende godt! Han nød fornemmelsen af sin krop, der omsluttede Waldemars lem, som om de var et og samme væsen. Det hele gled sammen i en masse udflydende farver og det svimlede for hans blik. Han kunne slet ikke fokusere på andet end den kriblende, kildende fornemmelse, der fyldte hans krop, og langsomt men sikkert begyndte han at bevæge sig op og ned.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar nød det virkelig, mere end han nogensinde havde troet at det var muligt at nyde. Skud af tilfredsstillelse skød op igennem ham hver gang at Lukas bare bevægede sig en anelse. Fra hans mund kom der høje, utilbageholdte støn og gisp, han havde givet op på at prøve at standse dem længere. Hans spinkle krop dirrede i lysten på mere, mens han helt og holdent fokuserede på Lukas og den kildende, berusende følelse i underlivet.
Lukas' fingernegle der borede sig ind i hans maveskind, bekymrede ham ikke, det fik blot et smil til at brede sig på hans læber. Stønnende der kom fra Lukas, var det bedste han nogensinde kunne forestille sig at høre. Det var som sød musik for hans ører og det forøgede bare hans lyst til at blive ved.
Da Lukas nærmest skreg hans navn, gav det et lille sæt i ham. Gjorde det så ondt, for han havde jo ikke ønsket at skade drengen. Han så lettere bekymret på ham, men bekymringen fløj da snart væk. Da Lukas begyndte at bevæge sig op og ned på ham, flød der bølger ind over ham, det var som om at han kunne drukne i denne overvældende følelse af paradis.
Hans ene hånd hjalp drengen med at bevæge sig op og ned, aede hans hofte kærligt, mens at han ikke vidste hvor længe han kunne holde sig tilbage.
Efter kort tid, kortere end forventet, følte han en krampagtig fornemmelse i underlivet. En rytmisk dunken skød igennem ham og han spændte sin ryg som en bue da han ikke kunne holde det tilbage mere. Med et højt "Nnngh..!!" gav han slip på alle tøjler og fyldtes af en berusende, fantastisk følelse, som var umuligt at beskrive.

[Lukas]

Lukas sansede intet andet end hvad der foregik lige nu, lige her, i dette sekund. Han mærkede kun svagt Waldemars hånd, der kærtegnede hans hofte, for følelsen af den del af Waldemar, der var inden i ham, afledte hans opmærksomhed fra alt andet.
Da Waldemar spændte sin ryg og gav en høj lyd fra sig, fyldtes Lukas med så meget lykke, at han kunne sprænge. Waldemar nød det, det gjorde han virkelig! Tanken gjorde Lukas så glad, for det betød jo, at han havde gjort det rigtigt og at han på et eller andet punkt havde tilfredsstillet Waldemar, hvilket havde været hans mål.

Han mærkede Waldemar vride sig under ham, og han vidste, at han lige nu delte den fornemmelse med Waldemar, som han havde i sit underliv. Det brændte og han følte, at han var på nippet til at springe.
”Jeg… nnh… kan ikke mere…!” lød det fra ham. Med en sidste krampagtig bevægelse trak han sig ned over Waldemars lem, før han gav den berusende følelse frit løb. Helt forpustet, som han havde han løbet et helt marathon, dumpede han ned på sengen ved siden af Waldemar. Hans brystkasse bevægede sig rytmisk op og ned, mens hans hjerte bankede, ba-dump, da-dump. Han slog sine øjne op og fik øje på et par hvide stænk på sin mave. Normalt ville han have rødmet og gemt sig væk bare ved synet, men ikke nu, ikke sammen med Waldemar.
Han trillede om på siden for at kigge på den anden dreng. Tårerne hang i hans øjenvipper, men et stort smil prægede hans læber.

[Waldemar Schmidt]

Ja han havde virkelig nydt det af hele sit hjerte, det havde været bedre end han nogensinde ville kunne drømme om. Det her var langt bedre end den mest fantastiske drøm, langt mere perfekt end den smukkeste kærlighedsroman. Selv dét, kunne ikke sammenlignes med det Lukas og Waldemar havde sammen, syntes han.
Da han hørte hvad Lukas sagde, at han ikke kunne mere, og til med så det, følte han en større glæde end nogensinde før. At vide at han havde nydt det lige så meget som han selv havde. Han havde faktisk regnet med at det havde gjort så ondt på Lukas at han ikke havde været i stand til at... komme, men det havde åbenbart ikke været tilfældet, hvilket blot gjorde ham til det lykkeligste menneske på jorden.
Waldemar vendte fronten mod Lukas da han dumpede ned ved hans side. Det havde virkelig været en uforglemmelig oplevelse. Hans første gang med en så dejlig og fortryllende person som Lukas, det kunne slet ikke beskrives den lykke han følte lige nu. De mørkegrønne øjne betragtede Lukas som lå der, så smuk, så skrøbelig som en porcelænsfigur.
"Lukas, jeg... Jeg.. Jeg elsker dig," hviskede han kærligt, og han mente det af hele sit hjerte. At han elskede Lukas. Mere end noget andet.

[Lukas]

(Whut, har lige tid til hurtigt at svare Håber du kan klare dig med det korte svar!)

Lukas mærkede et sug i maven, da han hørte Waldemars ord. Han... elskede ham? Den lille rødhårede havde lyst til at kaste sig om halsen på ham, hvilket var umuligt, eftersom de lå ned og Waldemar havde brækket nærmest hele sin overkrop, så han kunne ikke tillade sig at være for voldsom med ham.
"Åh, Waldemar... jeg elsker også dig!" ... mere end noget andet i hele verden.
Han fumlede lidt med sin hånd, før han fik fat i dynen og hev den over dem begge to. Når man sådan lå i en seng helt nøgen, kunne man hurtigt komme til at fryse.
Han rykkede tættere på Waldemar og puttede sig ind til ham. Han følte sig virkelig som verdens lykkeligste menneske lige nu...

[Waldemar Schmidt]

(Yay! Men det er heeelt ok :3 )

Han vidste at han tog en stor risiko ved at sige de tre ord, de tre ord som han mente af hele sit hjerte. Det ville kunne ødelægge deres blomstrerende venskab og måske ville Lukas endda tale med rektor om at blive forflyttet til et andet værelse? Bare tanken om det, gav Waldemar lidt ondt i maven.
Da han hørte Lukas' svar, kunne han dårligt nok tro sine egne ører. Havde han lige sagt at han også elskede ham? Han kiggede overrasket på Lukas som lå ved hans side, han forstod det ikke helt. Han kunne næsten ikke tro på det, det var helt ufatteligt, helt utroligt! Han havde lyst til at knuge den rødhårede dreng tæt ind til sig og bare aldrig give slip. Så længe han havde Lukas, havde han alt han ønskede sig.
Han smilede kærligt til Lukas da han trak dynen over dem, han var simpelthen så sød og betænksom. Da drengen puttede sig ind til ham, følte han sig endnu mere lykkelig, hvis det overhovedet var muligt, taget i betragtning af at den han elskede lige havde indrømmet at han gengældte hans følelser.
Med en kærlig bevægelse, trak han Lukas tættere ind til sig med sin raske arm. "Lukas.." Hviskede han, han var stadig overrasket over drengens ord, men allermest lettet, og det kunne høres i hans stille hvisken.
Min Lukas...

[Lukas]

Lukas lod sine øjenlåg glide i. Det var sjovt som han på et enkelt sekund kunne gå fra at være helt oppe og køre til nærmest at være ved at falde om af træthed. Næsten som et lille barn, men hvis nogen sagde det højt, ville han benægte det.
Et smil gled over hans læber, da Waldemar hviskede hans navn. Smilet falmede dog en anelse, da han lagde mærke til at Waldemar lød helt… var det lettet? Hvorfor nu det? Havde han ikke regnet med, at Lukas havde de samme følelser for ham, som Waldemar havde for den rødhårede? Lukas følte sig faktisk en anelse såret, men han sagde selvfølgelig ikke noget højt. Der var ingen grund til at ødelægge øjeblikket.
I stedet mumlede han et spørgende ”mhmm?”. Waldemar havde sagt hans navn – betød det, at han gerne ville sige noget?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var overhovedet ikke træt, men lige for tiden måtte han jo ikke gøre meget andet end bare at ligge pga hans bøjede ribben. Han ville ønske at kunne gøre noget aktivt, for det med bare at ligge stille, det var ikke Waldemars favoritting, hvilket i bund og grund nok havde mest med hans dårlige tålmodighed at gøre.
Det havde ikke været hans intention at såre Lukas, han havde bare svært ved at forstå hvordan at Lukas kunne gengælde hans følelser, det virkede helt uvirkeligt for ham. Dels fordi at hans selvværd ikke var det bedste, men også dels fordi at det var fantastisk at én så perfekt som Lukas ville elske ham. Kærlighed var noget han altid havde ønsket, men aldrig nogen han havde troet han skulle føle eller få.
Han klemte den lille rødhårede porcelænsdreng ind til sig, mens han tænkte over hvor uendeligt heldig han var. Det heldigste, lykkeligste mennesker her på jorden.
"Du.. Du er bare så dejlig.."
I hans stemme kunne der let tydes kærlige følelser.