Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Lukas]

Lukas smilede ved Waldemars ord. Det var ikke ord, han hørte særlig tit, og når de kom fra Waldemar betød de selvfølgelig noget helt særligt.
"Jeg elsker dig..." hviskede han endnu engang. Han strakte halsen og plantede et blidt kys på Waldemars hage, men han trak sig hurtigt tilbage igen da han mærkede - og ikke mindst hørte! - sin mave trække sig sammen i en underlig krampe med en lavmælt, rumlende lyd. Han skyndte sig at tage sig til maven. Hvordan kunne han dog være sulten nu? Det var midt om natten!
"Jeg er vist sulten," konstaterede han og kiggede hen på Waldemar med rynkede bryn og et flovt lille smil. Og så slog tanken ham... gad vide, om skolekøkkenet var låst af for natten? Hvis ikke, så... så kunne han måske...

[Waldemar Schmidt]

Og han mente det. Han mente det af hele sit overlykkelige hjerte, og han syntes ikke blot at Lukas var dejlig, han var også så meget andet. Han var smuk, dette røde bølgede hår og de små charmerende fregner som bredte sig over hans næseryg. Dette smil som fik Waldemar til at blive helt blød i knæene, og når disse læber rørte hans, ville hans hjerte smelte. Lukas' øjne som var malet i havets mørkeblå farver hvori hans så hele sin fremtid, og i hans små, skrøbelige hænder hvor han placerede sit liv.
De ord som flød fra Lukas' læber, slog pusten ud af Waldemar, gjorde ham åndeløs.
"Jeg, jeg elsker også dig.."
Hviskede han tilbage. Ved kysset på hagen, smilede han kærligt, men i det han skulle til at kysse ham på panden, hørte han Waldemars lave rumle. En varm latter forlod hans mund og han aede drengen over håret da han hørte hans kommentar.
"Hmm jeg ved ikke om skolekøkkenet er låst af, men vi kan gå ned og se?"
Spurgte han, han ønskede jo ikke at Lukas skulle gå sulten i seng.

[Lukas]

(mit net går og kommer, så jeg har virkelig svært ved at svare og kan slet ikke komme på msn D: tilgengæld kunne jeg skrive et langt svar i word - whut xD)

Lukas smilede, da han blev aet over håret. De her sidste par dage i Waldemars selskab havde virkelig fået ham til at indse, hvorfor hunde nød at man nussede med dem og konstant tiggede efter mere, når han holdt op. Han ville ønske, at han altid kunne være sammen med Waldemar og mærke den andens beskyttende arme om sig og varme ånde mod sit øre, når han hviskede fortryllende ord til ham. Men hvad Lukas holdt allermest af, var Waldemars kys. Hver gang hans læber strejfede ham enten i hans hår, på hans pande eller, hvis han var heldig, på hans læber, blev han varm helt ind i sjælen.
Nu, hvor Lukas tænkte over det, var han faktisk utrolig heldig, at Waldemar lige havde valgt ham som… hvad Lukas så end var til ham. Waldemar var høj, slank of bygning og havde det flotteste krøllede hår samt de mest fantastiske mørkegrønne øjne, Lukas nogensinde havde set. Han var enhver piges drøm, og det ville ikke komme bag på Lukas, hvis der allerede var en del af skolens piger, der havde vendt sig om efter ham på gangene. Bare tanken var nok til at gøre Lukas jaloux, så han skyndte sig at skubbe den ud af hovedet igen.

”Så du vil godt gå med mig?”
Et stort tandsmil brød frem på den rødhåredes læber. Hvis Waldemar gik med ham, betød det, at han ville få lidt mere tid sammen med ham inden de gik til ro. Selvfølgelig ville han gerne ligge i sengen i Waldemars trygge favn, men hvis han gjorde det, var han sikker på, at han hurtigt ville falde i søvn, og det var ikke det, han ønskede… ikke lige nu… lige nu ville han bare gerne udnytte hvert vågent øjeblik til at være sammen med den dreng, han elskede.

Han gav Waldemar et taknemmeligt, men lynhurtigt kys på kinden, inden han krøb ud af sengen. Først da dynen gled af ham, blev han pinligt opmærksom på, at han var nøgen. En let rødme bredte sig under hans fregner, idet han bukkede sig ned og skyndte sig at samle sit tøj op. Selvom han havde været sammen med Waldemar på den måde, hvor utroligt det end var at tænke på nu, betød det ikke, at han ikke stadig syntes det var flovt at vise sin krop frem… sin spinkle, alt for blege og alt, alt for lidt muskuløse krop… Han skar en grimasse indvendigt bare ved tanken, før han hurtigt hev sin T-shirt over hovedet. Den var stor nok til, at han gemme sig lidt i den, mens han gav sig til at rode rundt på gulvet efter resten af sit tøj. Hvor i alverden havde Waldemar smidt hans bukser henne? Da drengen havde hevet dem af ham, havde han været alt for optaget af Waldemar og det, der skete, til at bemærke, hvor de blev af. Han smilede for sig selv ved påmindelsen om nattens hændelser og mærkede, hvordan det kildede i hans mave.

[Waldemar Schmidt]

(Du svarer bare når du får muligheden. Skal nok skrive så snart jeg ser dit svar, hvilket nok er ret langsomt, da jeg ser film :3)

I Waldemars hoved var det Lukas der var den tiltrækkende, og ham selv den der var mindre værd og knap så køn. Samme tanke strejfede ham, at Lukas sikkert havde mange kvindelige, måske mandlige, beundrer? Det sved i ham ved tanken, stak og prikkede i hans sårbare hjerte, og derfor lod han tanken gå. Han ville have Lukas for sig selv, han skulle være hans. Kun hans.
"Selvfølgelig," svarede han smilende.
Waldemar havde heller ikke spor meget lyst til at sove, han foretrak at være vågen. Hvert eneste minut med Lukas var guld værd. Han ville gøre alt, give alt, ofre alt bare for at de kunne være sammen.
Efter drengen med de røde lokker og mørkegrønne øjne havde givet ham et lyn-kys på kinden og sprunget ud af sengen, kunne han ikke forhindre sig selv i at stirre på drengens lyse nøgne krop. Så smuk~ Han fik sådan en lyst til at kysse ham alle steder, røre ham - Han fik med besvær skubbet sine beskidte tanker ud af hovedet, han måtte ikke tænke sådan, ikke nu! For kort siden havde de gjort dét, og han ønskede ikke at blive stemplet som en eller anden liderlig stodder som kun tænkte på én ting. Men det var nu svært at tænke på sådan nogle ting når Lukas stod halvnøgen og så så fantastisk ud.
Waldemar var knap så genert som Lukas, som hurtigt havde fået smidt en T-shirt over hovedet. Waldemar gav sig god tid til at rejse sig og lede efter sit tøj som var smidt rundt til alle verdens hjørner på værelset. Grunden til at det bare var smidt sådan, spredte et smil på hans læber. Det havde været perfekt. Eventyrligt. Uforglemmeligt.
Da han havde fundet hans tøj, hvilket havde været en større opgave, trak han sine underbukser på.

[Lukas]

Lukas’ hænder fumlede rundt på gulvet, idet han i blinde forsøgte at finde sine bukser. De var forduftet som dug for solen. Hans underbukser havde han heldigvis allerede fundet, og han havde ikke tøvet med at trække dem på så hurtigt som muligt. Allerede i det øjeblik, han havde fået dem på, følte han sig straks mindre nøgen og dermed steg hans selvværd også et par grader.
Nu var han gået ned på knæ, idet han kravlede rundt i rummet i sin søgen efter sine bukser. Han havde netop overvejet, om han mon ikke bare skulle finde et par nye i sit skab, da han stødte sit hoved imod det, han først troede var sengekanten, men da det gav sig, blev han klar over, at det var Waldemars ben.

”Undskyld,” lød det lettere fortumlet fra ham. Han tog sig til hovedet og måtte lige sidde ned et øjeblik, før han pludselig, helt klar i hovedet, vendte sit blik imod Waldemar, hvis ansigt var så uendeligt højt oppe, fordi han selv sad ned. ”Waldemar… hvad er jeg egentligt for dig?”
Ordene var passeret over hans læber, før han overhovedet han tænkt sig ordentligt om. Men så igen… spørgsmålet havde plaget ham det meste af natten nu, så det skulle jo ud på et eller andet tidspunkt. For han havde virkelig tænkt over, hvad han var for Waldemar. Sæt han nu bare var en eller anden tilfældig tårerne frem i Lukas’ mørkeblå øjne, men han vidste jo, at det ikke var sandt. For så ville Waldemar ikke have sagt, at han elskede ham, vel?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde trukket en skjorte over hovedet og var igang med at knappe de øverste knapper, da han så hvordan Lukas begyndte at kravle rundt på gulvet, tydeligvis på jagt efter noget. Han så søgende rundt i rummet, han havde mistanke om at det Lukas søgte var noget tøj.
"Ups - Hey, pas på dig selv," Han blev ret så forskrækket og sprang endda et skridt tilbage da Lukas dunkede med hovedet ind i hans ben, Waldemar havde også været igang med at lede efter Lukas' tøj, da han pludselig havde stødt hans hoved ind i ham, men han var glad for at det var hans ben han var kravlet ind i, og ikke sengen, eller en anden hård genstand.
Den rødhårede drengs ord, kom virkelig bag på Waldemar. Stumt knælede han ned ved siden af Lukas, og trak ham med sin raske arm ind til sig. Han havde ingen anelse om hvad han skulle sige, dét med at snakke om følelser havde aldrig været hans stærke side, grundet mangel derpå i hans familieliv. Men han var ikke helt tabt bag vognen på det punkt, fordi han istedet for at snakke om sine følelser, skrev dem ned. Enten musikstykker, digte eller historier.
Så med et lille suk, tømte han sit hjerte for Lukas. "Lukas, du er alt. Første gang vi.. vi kyssede, fejede du fuldkommen benene væk under mig.. Du er min eneste grund til at stå op hver morgen med et smil på læben, også selvom vi ikke har kendt hinanden særlig længe, " han talte lavt og hans stemme rystede en anelse, han havde virkelig svært ved det her, men for Lukas ville han gøre alt, så han fortsatte, "Du er som fyrværkeri i mit hjerte, Lukas.." Mens han sagde det, mærkede han sine øjne blive blanke og desperat forsøgte han at blinke tårerne væk. Han havde prøvet at holde øjenkontakt med drengen.

[Lukas]

Lukas vidste slet ikke, hvad han skulle svare. Waldemar havde sagt så meget mere end det, han havde forventet at høre. Og det gjorde ham bare så glad.
”Tak…” var alt, hvad han kunne få frem. Han ville så gerne sige mere, men han havde ingen anelse om, hvordan han skulle sætte ord på sine følelser. Og han hadede det. Han ville give Waldemar den samme lykkelige følelse i hele kroppen, som han selv havde fået efter den lille enetale, men… han kunne bare ikke. Faktisk så det lige ud som om Waldemar følte det direkte modsatte. Det gav et lille sæt i Lukas, da han så tårerne i den anden drengs øjne, og samtidig mærkede han et lille stik i hjertet. Hvorfor græd han? Var der noget galt? Lukas blev helt ked af det selv, selvom hans øjne forblev tørre. Waldemar, hans Waldemar skulle i hvert fald ikke have det dårligt på nogen måde!
”Du må ikke græde, Waldemar.” For så begynder jeg også bare.
Lukas placerede en hånd på hver side af Waldemars hoved, før han lænede sig frem og pressede sine læber ømt imod den anden drengs i håb om, at det ville trøste ham. "Såså," hviskede han roligt ind imod den andens læber.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde bare så svært ved at tale om sine følelser. Efter hans mor døde, havde hans far fået en svær depression - derfor hans store alkoholproblem - og da Waldemar forsøgte at tale med sin far om at han godt forstod at det var svært for ham, sådan at elskede den han havde levet med i så mange år, og endda var mor til hans børn, gik bort. De havde siddet på sofaen i deres stue, da Waldemar havde prøvet, men så snart det begyndte at blive følelsesladet, afviste hans far ham blankt. Allerede før han rigtig var gået igang, og da han så insisterede på at tale om det, havde han fået en lussing. Sådan havde det altid været. Hans mor slog ham aldrig, men skældte ham bare ud for at blive følsom. Det var nedværdigende, ifølge dem.
Derfor havde Waldemar så svært ved det, fordi han normalt var vant til at blive straffet. Og alligevel nu hvor det først var ude, var han lettet, det var lige før han kunne høre sin sjæle ånde lettet ud.
"Jeg-jeg er ikke ked af det, det.. det er bare svært.."
hviskede han med stemme som en lille mus. Lav og sårbar.
Da han mærkede Lukas' hænder mod hver side af sit hoved og disse silkebløde læber imod sine slappede han lidt af, men tårerne gled stille ned over hans kinder. Han vidste ikke helt hvorfor han græd, det var nok bare en vane. Ja. En vane..

[Lukas]

Lukas vidste virkelig ikke, hvad han skulle sige for at trøste Waldemar. Han havde aldrig nogensinde prøvet at skulle trøste et andet menneske. Det havde altid været ham, der blev trøstet af enten hans mor eller søster, når han som lille faldt og slog sig. De havde holdt om ham og hvisket trøstende ord til ham, indtil han holdt op med at græde... men det kunne han da ikke gøre med Waldemar. Der var trods alt ingen af dem, der var syv år gamle.
En ting, der undrede Lukas var dog, at Waldemar sagde, at det var svært. Hvad var det, der var så svært, at det kunne få ham til at græde?
Lukas spurgte dog ikke ind til det. I stedet prøvede han at vise lidt medfølelse. "Det ved jeg godt," mumlede han og trykkede sin pande imod Waldemars, idet han sendte ham et opmuntrende smil.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var sjældent blevet trøstet, i hvertfald ikke af sin far. Hans far var gået meget op i streng disiplin, og selv når Waldemar slog sig eller var blevet mobbet i skolen, blev han ikke holdt om eller fik hvisket trøstende ord, det ville hans far ikke have. Han ville have at Waldemar lærte noget af de ting der skete, og derfor skulle han ikke ynkes. Han skulle lære, så han kunne blive en stor mand med magt. Men bag hans fars ryg, havde hans mor sagt til ham at det nok skulle gå, og holdt om ham til han blev glad igen. Det ville altid være han og hans mors lille hemmelighed.
Han smilte skævt til Lukas, og blinkede nogle tårer ud fra øjenkrogen. Resten tørte han væk med baghånden. Bagefter tog han kærligt fat om Lukas' hoved og sluttede deres læber sammen i et kærligt kys.
Men hurtigt skilte han deres læber ad igen, og han rejste sig op. Med sit gamle, drengede, glade smil, spurgte han; "Det var noget med du var sulten, ikke?"

[Lukas]

Da Waldemar nævnte det med, at han var sulten, sprang Lukas op fra gulvet.
”Nåja, det havde jeg da helt glemt!” udbrød han. Han skyndte sig hen til sit skab, hvor han fandt et par stribede bukser, der vist var en del af en pyjamas, men hvad gjorde det, når de alligevel snart skulle i seng? Nærmest allerede inden han havde fået sit andet ben ned i bukserne, greb han fat i Waldemars hånd og trak ham med ud af værelset. Da de nåede ud på gangen, der havde døre ind til alle de andre elevers værelser, stoppede han dog op og placerede en finder foran sin mund.
”Vi skal være meget, meget stille…” hviskede han og sendte Waldemar et alvorligt blik, før han flettede sine fingre ind i hans og det alvorlige blik blev erstattet af et let smil, men det betød ikke, at han ikke mente sine ord alvorligt. Det var et gammelt hus og væggene var tynde. Man kunne nærmest høre hvert et skridt på gangen igennem dem.
Mens han trak af sted med Waldemar, kom hen til at tænke på, at hvis de andre elever kunne høre, hvad der foregik på gangen, havde de nok også kunne høre, hvad der foregik, da... da det skete. Lukas blev helt koldt inden i ved tanken, men alligevel steg varmen op i hans kinder. Bare der ikke var nogen der havde gættet, at lydene var kommet inde fra Waldemars og hans værelse...

[Waldemar Schmidt]

Da drengen sprang op fra gulvet, rejste Waldemar sig stille og roligt, da det hurtigt ville kunne komme til at gøre for ondt i hans ribben. I mens at Lukas åbnede sit skab og trak et par pyjamasbukser på, rev Waldemar i nogle halvstramme jeans, men han havde dårligt nok fået dem på, før at han blev revet med af en alt for energisk, eller alt for sulten Lukas. Waldemar var ikke rigtigt sulten, men hvis skolekøkkenet var åbent, så kunne det da godt være at han bed et stykke brød ned sammen med Lukas.
Et smil bredte sig på hans læber da han så Lukas som bad ham om at være stille. Waldemar lavede et tegn over hans mund, som at hans læber blev lynet sammen som en lynlås, og at han bagefter kastede nøglen over skulderen. Han kunne ikke lade vær med at tænke tilbage på alle de gange han havde gjort det som lille. Han mærkede drengens fingre i mellem hans og klemte dem blidt.
Ja i et gammel hus kunne man næsten høre alt. Væggene var jo nærmest papirtynde. Derfor var han ret opmærksom på ikke at få gulvet til at knirke, fordi så ville det med lethed kunne høres inde i de andre værelser, og han ville ikke have på samvittigheden at vække dem. Selvom det nu kunne være meget sjovt, tænkte han for sig selv, mens de vandrede ned af drengens gang.

[Lukas]

Da de bevægede sig ned af gangen, forsøgte Lukas at træde så lydløst som muligt, hvilket viste sig at være let nok, når bare man ikke havde sko på. Derfor turde han godt sætte farten op, for han ville helst gerne have turen til og fra køkkenet overstået så hurtigt som muligt. Han brød sig ikke om tanken om, at en af lærerne opdagede dem. Så ville de højst sandsynligt få eftersidninger, og det ville kun være på grund af hans mave, der skreg på mad.
Månen skinnede ind af de store, højtsiddende vinduer og kastede lysende firkanter på gulvet. Lukas satte helt ubevidst farten op, hver eneste gang de var i det mørke mellemrum mellem to af disse firkanter. Mørke havde aldrig været hans stærke side, men det generede ham ikke så meget på værelset. Det var værre, når han bevægede sig rundt på skolen, der blev til et gammelt spøgelsesslot i hans fantasi. Der lurede onde skabninger bag hver eneste potteplante og ind imellem, når man mindst ventede det, kunne et genfærd finde på at springe ud gennem væggen og forskrække én med et skingert skrig.
Lukas fik kuldegysninger over sin egen fantasi, men han kunne ikke stoppe den. Lige meget hvor han kiggede hen, blev skyggerne til sorte, kropsløse væsner, hvis gule øjne fulgte hvert en bevægelse fra ham uden at blinke. De ventede bare på et uopmærksomt øjeblik fra hans side af, og så ville de… så…
Der kom en sammenbidt klynk fra den rødhårede, hvorefter han rykkede sig tættere på Waldemar og greb fat i hans arm. Hans mørkeblå øjne var store og opmærksomme og flyttede sig ikke på noget tidspunkt fra gangen foran dem.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar gik også lydløst ned af gangen, lidt hurtigere end Lukas nok brød sig om fordi han jo blev tvunget med siden de holdte i hånden. Waldemar var vant til eftersidninger, dem havde han fået mange af før, så det var ikke noget han var nervøs for at få. Selvfølgelig hadede han dem, men hvis der også var andre til eftersidning kunne det faktisk blive rimelig underholdende.
Mørket var ikke noget der skræmte Waldemar overhovedet. I mørket følte han sig faktisk rimelig tryg, så da drengen pludselig rykkede sig tæt ind til ham og greb panisk fat i hans arm, kiggede Waldemar undrende ned på ham.
"Såså, der sker ikke noget, Lukas. Du bør vide at jeg passer på dig," hviskede han ganske lavt. Han ville gerne ae drengen over håret, men hans eneste ledige hånd var den der sad på en brækket arm, så den kunne han ikke bruge til noget. Hvor det dog egentlig irriterede ham! Men istedet bukkede han sig ned for at kysse ham uadskillige gange på hans krøllede røde lokker.

[Lukas]

Da Waldemar kyssede ham på håret, fik ham lyst til at gemme sig i hans favn og blive der, til solen stod op. Men nej. Han var femten år gammel. Han var ikke et lille barn mere. Men hvis han var så voksen, som han selv mente, hvorfor var han så stadig bange for mørke? Det var kun små snotunger, der var bange. Ikke teenagere.
Det kunne godt være, at der var mange ting, han hadede ved sig selv, men hvis han skulle vælge en nummer et hadeting, måtte det blive hans mørkeræd. Han havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at slippe af med den, men intet havde virket. Hver eneste gang han bevægede sig ud i natten, vendte den tilbage igen.
”Jeg ved da godt, at der ikke sker noget. Tror du, jeg er dum?”
Tonen, han talte i, blev noget mere hård, end han havde regnet. Men den passede nu meget godt til hans følelser, for han følte sig vred. Ikke vred på Waldemar, der prøvede at hjælpe ham og kun ville ham det bedste, men vred på sig selv. Vred over, at mørket skræmte ham, og at han ikke var mand nok til at kunne indse, at alle de skræmmende ting, han så, kun var illusioner i hans eget hoved.